Go south, life is peaceful there

Efter at vi havde fået købt telt, fået lavet et par reparationer på The Sharkmobile, var vi klar til at tage ned til Sydøen med færgen fra Wellington til Picton. Mirakuløst fik jeg booket en billet dagen før, selvom alle havde advaret mig om at der helt sikkert ikke var plads i weekenden. Det skulle også vise sig, ikke at være så nemt som først antaget. Det var meningen at vi skulle over med færgen kl. 19 og det var vi meget godt til freds med, da vi så kunne nyde solnedgangen på vores sejltur. Men der var åbenbart ikke en færge kl 19……? De havde lavet bookingen forkert og der stod vi….. Nå men de fik os så på fragtfærgen som skulle afgå kl 21. Det var vi ikke helt tilfredse med, men vi ville af sted, så vi accepterede. Det endte med at vi først kom af sted kl. 10:30 pga forsinkelser og var dermed først i Picton kl. 2 om morgenen! Nu var det så langt ude, at vi lige så godt kunne køre linen ud og køre direkte til Nelson til det hostel vi skulle bo på, hvor min kiwi ven Glen er manager. Godt at jeg er en natteravn! Men Robert var lysvågen hele vejen, da han ikke føler sig så tryg ved den hastighed jeg føler mig tryg ved :o) Så endelig kl 4 om morgenen ankom vi til Nelson og Glen stod op for at vise os vores værelse, hvor der var helt nyt sengetøj, frisk frugt, vand og chokolade!! Ikke dårligt!!

Nelson og gensyn med Hobitten Glen
Nelson siges at være det mest solrige sted i New Zealand, men det var det første sted hvor vi skulle opleve overskyet vejr og støvregn. Dagene gik med at vi fik set Nelson, svømmede i en nærliggende flod med Glen, tog ud til Kaiteriteri Beach, drak noget god rødvin og hang ud med Glen i de timer han ikke arbejdede. Vi fik værelset gratis og Glen kørte med i en anden bil med en veninde og os op til Abel Tasman og viste os nogle SMUKKE steder. Smukke vandfald, krystalklare søer og floder og så fik han forvildet os ind i en jungel (The Grove), hvor der var de smukkeste stenformationer. Eneste problem var, at vi for vild og måtte finde tilbage af samme sti som vi var kommet efter et par timers gåtur, hvor ikke engang Glen viste hvor vi var - der gik ren Blairwitch i den!

Glen er guiden!!

Og jokeren!!

Glen, svenske Emma og jeg der checker udsigten over Abel Tasman

Crystal lakes, som også blev brugt til filmatiseringen af Ringenes Herre

Der var massere af forstenede trolde i THE GROVE

Der gik ren Blair Witch Project i den, da vi for vild i THE GROVE!!

rødkrummer....![/i]
Robert putter brødkrummer mellem Glen's tæer og ænderne ANGRIBER!! Man skulle vist have været der for at se det sjove i det. De fik også ænderne til at hoppe efter brød...........!

[i]Om aften hyggede vi os med god mad og så på stjerner som var i overtal fordi vi var så langt fra byer og lysforurening.

Farewell Spit
The end of the world kalder der det, men det er vel I virkeligheden en meget forstørret og blæret udgave af Skagensspidsen. En lang spids der rager ud i vandet og som man kan få specialkørsel til enden eller gå så langt man orker. Vi valgte at gå og det var en god tur med meget vind. Da vi nåede midt på kunne man bag buskene finde vandre i sandbanker så langt øjet rakte, så man troede man var i Sahara!

Sahara på Farewell Spit

Just do it!!

Vi boede på et virkelig hyggeligt hostel der hed The Innlet og blev drevet på den mest økologiske måde og med de dejligste kreative mennesker som gæster. En af morgenerne blev vi vækket af, at spillede drømmende godt på klaveret. Hvis jeg bare kunne blive vækket sådan hver morgen, så ville jeg nok ikke være B-menneske. En oase uden lige, hvor vi besluttede at blive et par dage. I ”baghaven” var der bl.a. en gåtur op af bakke, gennem jungel og over vandløb som vi tog. Den endte på toppen af bakken, hvor man kunne se over hele kysten og helt til byen Collingwood. Smukt var det og nedad valgte vi markvejen, som jeg tumlede ned igennem fordi der både var stejlt og ujævnt.

Udsigten fra toppen

Gennem jungel og over vandfald - Mr. Indiana Jones