4997 km fra Sydpolen

Som vi bevægede os så langt sydpå uden at tage turen ud til Stewart Island, kunne vi mærke temperaturen dale og den antarktiske vind fyge ind over land. Vi havde planer om at slå telt op, men ombestemte os pga den kolde temperatur og fandt i stedet for et værelse med varme. Sydkysten minder mere om et mix af skandinavien og Irland. Kysterne er mere voldsomme med store kløfter, vandet er iskoldt og der er masser af sælkolonier langs strækningerne. Men der er også områder der minder om regnskov og hvor man nærmest overdøves af fuglesang. Igen en fantastisk og usædvanlig kombination og et landskab der ændrer sig drastisk for hver mil.

På Surat Bay godt, gemt væk. var vi ude at gå på stranden og så som rygtet sagde, var der masser af søløver!! Det var en fantastisk oplevelse at komme helt tæt på disse kæmpe dyr. Hannerne vejer op mod 500 kg og dem havde vi virkelig respekt for. Men alligevel kunne vi komme helt tæt på (ca 4 meter fra dem) imens de lå og fedede den. Hvor ”løve” kommer ind i deres navn fra aner jeg ikke for et mere passende navn ville være dovendyr. Hunnerne er helt lyse og camoufleres ret godt af sandet. De store handyr var også svære at se på afstand, da stranden var fyldt med kæmpe tangbunker i samme farve som søløverne, som de i øvrigt brugte til hovedpuder.

Søløverne i Surat Bay

Kan man ryge tang, for så er dette nogle ordentlige bønner!

Flere billeder fra Surat Bay: http://picasaweb.google.com/marie.blond/NewZealandSuratBaySealionsSouthIsland

Vi var helt nede ved Invercargill, men ærlig talt var det ikke noget at skrive hjem om. Der var mange får, det var koldt og byerne dernede minder om lavstatus havnebyer i England. Man skal vist være lidt rå i filten for at bo dernede året rundt. Det har hændt, at der er kommet kæmpe isbjerge der er løsrevet sig fra Antarktika og kommer hele vejen ned for at ligge sig i bugten ved Invercargill.

Dunedin (1-4/3)
Kysten syd på var en kold fornøjelse og derfor gik turen ret hurtigt lidt op nord til den nærmeste storby Dunedin. Det viste sig virkelig at være en storby og den var egentlig ikke ret attraktiv. En by der mindede om en engelsk havneby med lav social status, der havde set sin storhedstid. Der var ikke så meget at se i universitetsbyen end verdens stejleste bakke på Baldwin Street., men vi endte alligevel med at blive nogle dage og brugte lejligheden til at gå ud og se på nattelivet, hvilket ikke var dårligt! Efter et par Mojhitos havde vi fået nye venner der gav drinks og tog os pubcrawling. Senere endte vi på diskotek, hvor jeg fik en live ”haka” (Maori krigsdans) optræden fra nogle lokale maori fyre der var ude at feste. Det var en sjov aften og vi var først hjemme ved halv fem tiden. Det var meningen at vi skulle af sted næste dag ved 10-tiden, men den gamle mand Robert kunne ikke klare ærterne og fik mig overbevist om at det mest fornuftige var at blive en ekstra dag. Jeg fik ham dog overtalt til at tage ud på spidsen af Dunedin, hvor man kan se albatrosser, pingviner og sæler. Så med en cola i hånden og tunge øjenlåg så vi dejligste sæler og de største albatrosser., der var rimelig skræmmende når de styrede lige mod os.

Billeder fra Dunedin: http://picasaweb.google.com/marie.blond/NewZealandDunedinSouthIsland