A Travellerspoint blog

Kurs mod bjergene

Manali

sunny 23 °C

Se alle billederne her

Alle advarselslygter blinker naar det kommer til Indien og hygiene. Man kan lige saa godt indstille sig paa maveproblemer naar man tager hertil. Husker stadig de mest horrible episoder fra Kina, da jeg var syg og synes jeg har vaeret temmelig heldig her i Indien. Men da vi forlod Kasol var jeg daarlig fra morgenstunden og maatte rende paa toilettet et par gange inden afgang. Selvom turen kun var paa ca. 5 timer og den offentlige bus ikke var proppet til randen (i indisk standard) blev jeg da ogsaa koeresyg og maatte i indisk stil klemme mit hoved ud gennem tremmerne og braekke mig ud af vinduet. Det var nedturen, men opturen var at vi midt paa gaden saa en kaempe elefant brugt til transport - fantastisk!! Indien har alligevel ikke mistet glansen.

Ankomst til Manali var praeget af ingen mad i maven, jeg var endnu blegere end normalt og havde meget lidt taalmodighed. Vi tog en rickshaw til Vashisht som ligger lidt udenfor den travle midtby med varmekilder og en dejlig udsigt over bjergene. Lynne plantede mig paa den lokale holdeplads mens hun proevede at finde et vaerelse med tilhoerende toilet (krav fra min side!). Mens hun var vaek talte jeg med ejeren af den bagvedliggende restaurant, en ung fyr fra Nepal som var i Goa i vintersaesonen og her i bjergene i sommerperioden. Er sikker paa at han flirter med alle europaeiske piger og jeg var aabenbart hans naeste maal. Han endte med at finde os et rigtig godt sted der var til at betale og vi kvitterede med at spise paa hans restaurant et par aftener. Det var han utrolig glad for, da han dermed kunne bruge alle sine overtalelsesevner til at invitere mig paa kaffe et andet sted i byen. Uanset hvad det indebar, saa var jeg bestemt ikke interesseret saa han tog i stedet billeder af mig med sin telefon. Jeg vil ikke vide, hvilke roeverhistorier der foelger med de billeder naar han viser dem til venner!

manali1.jpg
Udsigt fra vores hotel i Vashisht

Generelt er Indien vaerre end Kina naar det kommer til at tage billeder af os vesterlaendinge og vi bliver konstant bedt om at vaere med paa billeder. Specielt af unge, indiske fyre som vi som regel afslaar, da vi ved at de vil opfinde de mest bizarre historier for at imponere vennerne.

Vi hang bogstaveligt talt ud i denne lille perle af en bjergby og lavede ikke andet end at saa videofilm om aftenen og slappe af om dagen. Een dag vovede vi os ned i Manali by og endte (lang historie) i et hus med en masse maend der lavede organiseret smykkesalg - et miljoe der emmede af humbug og derfor skyndte vi os tilbage til vores trygge rammer.

manali2.jpg
Holy cow!!!

Da vi var blevet paa fornavn med halvdelen af landsbyen og specielt med drengene fra hotellet og restauranten (det skal lige tilfoejes at kvinderne ikke arbejder i dette land og det er desvaerre naesten umuligt at faa kvindelig kontakt, da de bliver gemt vaek i hjemmene) taenkte vi det var tid til at komme videre. Vejene til Himalaya regionen Ladakh var lige aabnet saa man kunne kun komme derover med jeep i 2 doegn til en horribel pris. Derfor aendrede vi planerne og tog mod Dharamsala, da jeg havde talt med en tibetansk kvinde, der havde fortalt at Dalai Lama p.t. var i hans eksil hjemby Mcleod Ganj der ligger i bjergene lige over Dharamsala. Planen var derefter at tage til Kashmir og den vej rundt til Ladakh.

"Luksus" bussen blev booket og vi brugte dagen paa at fedte rundt og koebe lidt smaating. Mens Lynnes sko blev repareret af en dreng paa gaden, satte jeg mig ved siden af og inden laenge havde jeg to trommesaelgere ved siden af mig. Det udviklede sig til et sjovt lille sjov, hvor de proevede at laere os at tromme, hvilket tiltrak de indiske turister og pludselig var vi hevet op og stod og dansede med indiske kvinder i gaden, mens der blev videofilmet og taget billeder. En smule pinligt, men sjovt for alle! Trommesaelgerne var dybt imponeret af vores underholdningsvaerdi og vi tilbragte noget tid sammen med dem, hvor de bl.a. gav os indiske navne.

Mit navn er enormt svaert at udtale for indere, saa jeg tog mid mit nye navn med kyshaand. Saetningen "Mere name Nena he" (mit navn er Nena paa hindi) er blevet noeglen til alle de indiske hjerter jeg har moedt siden og jeg har taget navnet, som aabenbart betyder smukke oejne, til mig ligesom jeg tog navnet 'Mali' til mig i Kina.

manali4.jpg
Trommesaelgeren John, der var eminent paa en tromme og som erklaerede den store kaerlighed til mig...!!

Trommesaelgerne endte med at dukke op alle steder og var helt super soede og helt forgabte i vores blaa oejne - og sikkert muligheden for visum til Europa :o) Jeg paastod haardnakket, at jeg ikke havde en e-mail eller telefonnummer, men Lynne gav dem hendes spam e-mail adresse. Indien er ligesom en Bollywood film. Alt handler om den helt store kaerlighed og alle mennesker, maend som kvinder, svaever paa en lyseroed sky og er i europaeiske oejne en smule naive naar det kommer til kaerlighed (Bemaerk, jeg mener det er et privelegie at vaere naiv). Dette faktums skulle vise sig at udspille sig foran mine oejne ved vores afsked med Manali.....

Vi havde allieret os med en australsk kvinde, der skulle med samme bus som os mod Dharamsala og hun var blevet anbefalet af tage ned mod busstationen i god tid. Men vi overbeviste hende om at det ikke kunne tage mere en en halvtime i en rickshaw. Derfor var vi helt kvaestet af grin, da det viste sig, at der var en festival i byen og vi sad godt og grundigt fast i en traffikprop. Der var ingen mulighed for at vi kunne naa til stationen i tide og afslappet som vi er, var vi ikke bekymret for os selv, men mere den stakkels australske kvinde der havde fulgt vores daarlige raad og nu sad fast et eller andet sted i traffikproppen!?!? Vi havde faaet en god pris for vores rickshaw og det gik op for os, hvorfor da vores chauffoer hele vejen proevede at overbevise os om at vi skulle overnatte hos ham og at han ville betale busbilletten for os naeste dag. Ja, han ville faktisk tage med os til Dharamsala!! hmmm!?! Heldigvis var hans store interesse i vores favoer, da han lavede de mest kriminelle overhalninger og koerte som en galning for at naa bussen - alt imens han sad med hovedet vendt mod os bagi og talte til os (skraek!). Hvis vi gav ham en af Lynnes cigaretter pumpede han loes paa den og raabte "power" mens han koerte zig zag gennem koeen og vi gav vores medtrafikanter og betjente undskyldne blikke.

India is Great - but always late. Heldigvis for os, for det betoed at bussen stadig var paa holdepladsen selvom vi var 25 minutter forsinket. Overraskende var vores tromme-venner ogsaa ved bussen for at tage afsked med os og give os hver en tromme gratis.... Jeg proevede at afvise gaven, da jeg ved at intet her i livet er gratis, men det lykkes ikke og jeg gav "John" som han hed et kys paa kinden og et af mine buddhistiske armbaand. Johns unge (16 aar) trommeven "Jaunu" trillede en taare, da han fik et postkort med en hilsen fra Lynne som tak for trommen og de sagde begge at de ville skrive mails og ville vente paa vores retur til Manali. De spillede begge trommer for os, mens vi sad i bussen og vinkede med MEGET roede kinder og en skolepige-latter der afsloerede, hvor pinlige vi var over hele episoden... Endnu engang flygtede vi videre.

manali3.jpg
Marie med en yak i Manali. Var ikke helt tryg ved situationen....

Posted by Marusk 04:23 Archived in India

Email this entryFacebookStumbleUpon

Table of contents

Be the first to comment on this entry.

This blog requires you to be a logged in member of Travellerspoint to place comments.

Enter your Travellerspoint login details below

( What's this? )

If you aren't a member of Travellerspoint yet, you can join for free.

Join Travellerspoint