A Travellerspoint blog

Kashmir

Islam, bomber og husbåde

semi-overcast 26 °C

”Hvis himlen findes på jorden, er det her. Det er her i Kashmir”
- Mughal kejser Jehangir

Ankomsten til muslimske Srinigar skulle heller ikke vise sig at være særlig fredelig, da der var en såkaldt spejder, som havde givet et praj om at der var en jeep med to hvide aber (turister) på vej. Resultatet var, at vi blev nærmest overfaldet af ca. 35 muslimske mænd som alle mente de havde det bedste hotel eller husbåd. En medpassager som havde tilbudt os en overnatning hos sin familie blev overfuset af flokken af aggressive sælgere fordi han ville fjerne deres eneste chance for indtjening. Det var vildt og det gav os et hurtigt indtryk af, hvor afhængig de er af turister i Srinigar. Det engang blomstrende ferieparadis for både indiske og udenlandske turister er i forfald efter det massive indtog af indiske soldater og den blussende konflikt med Pakistan om det smukke område. Stedet er også domineret af militær og man skal tage sine forholdsregler. En morgen vågnede vi bl.a. ved et kæmpe brag og vores husbåd vuggede. Jeg fór ud af båden og oppe på kajen kunne jeg se en karavane af militærbiler på vejen. Senere fandt vi ud af, at det var en mine der var sprunget og havde såret 16 civile mennesker. Flere kashmiri’er arbejder for Pakistans militær med intern terrorisme og det er ikke mere end 10 år siden at Pakistan prøvede at invadere sidst i bjergbyen Kargil. Som turist skal man ikke konsultere sit forsikringsselskab inden man tager derop.

Men Kashmir er risikoen værd. Den gamle by er fantastisk og præget af både Mughal kongerne, englænderne og hindierne. Mange af bygningerne er engelske i muslimske kulisser med de mest fantastiske moskeer og minder om en storhedstid. For alle regerende parter i Indien om det er englænderne, Mughal kongerne, muslimerne, Sikh eller hindi’erne, så har de alle brugt Kashmir som ferieparadis med den friske bjergluft, kølige temperaturer og smukke søer Dal og Nigeen. Kashmirs kendemærke er udover bjergene og deres smukke kvinder, deres virkelig smukke udskårne husbåde, som man som turist må prøve at bo på og som er meget besøgt at indiske par på bryllupsrejse.

Lynne og jeg endte også på en husbåd, men på Jhelum floden, hvor det er mindre turistet, tættere på den gamle bydel og med udsigt til bjergene når det er klart vejr. Vi var de eneste vestlige turister i miles omkreds og selvom husbåden var langt fra den flotteste og mest prangende i området, var vi utrolig glade for den familie vi boede hos og blev en del af den i en uge frem. Det var en familie med en svær skæbne. Forældrene havde fået én dreng og 6 piger, så de måtte sælge den største husbåd for at få råd til medgiften til de 5 døtre, mens den sidste stadig boede hjemme og hjalp med huspligterne. Faderen der havde været drivkraften bag husbåds forretningen, havde fået en blodprop i hjernen og hans ellers perfekte engelske var skiftet ud med lidt usammenhængen snak, hans balance var væk og han led af frygtelige hovedpiner – fuldstændig det samme som min egen bedstefar. Sønnen talte også engelsk men med et accent der til tider var svært at forstå og han prøvede at gøre sit bedste for at skaffe kunder og holde dem tilfredse. Moderen og søsteren lavede mad dejlig kashmiri mad og te til os og gjorde deres bedste for at kommunikere med os. Én ting vi alle havde til fælles på trods af religiøse, sproglige og kulturelle forskelle var vores humor og vi har haft utallige grineflip med hele familien og de lærte os at sige ”hele familien er skruptosset” på kashmiri (urdu). Selv faderen grinede med og bidrog til vittighederne. Sønnen Mushtaq fungerede også som vores chaperone, guide og bror under hele opholdet, hvilket er rart i et område der er muslimsk, besat af hæren og man er i mindretal som turist. Hans fætter Muzaffar fungerede som rickshawchauffør, mekaniker (da rickshawen hele tiden gik i stykker) og sproglærer (da han ikke talte engelsk).

Posted by Marusk 02:28 Archived in India Tagged backpacking

Email this entryFacebookStumbleUponRedditDel.icio.usIloho

Table of contents

Be the first to comment on this entry.

This blog requires you to be a logged in member of Travellerspoint to place comments.

Enter your Travellerspoint login details below

( What's this? )

If you aren't a member of Travellerspoint yet, you can join for free.

Join Travellerspoint