At udvide sin horisont.......

Vi besluttede at hænge ud i Wellington nogle dage, da vi skulle have lavet et par ting på bilen inden vi skulle cruise på sydøen og boede på det dejligste lille familiedrevet hostel ”Still Water Lodge” i Plimmerton lige udenfor Wellington. Her boede vi sammen med familien og delte deres stue, køkken og spisestue og blev nærmest en del af familien. Mor Angela arrangerede, at Robert kunne komme ud og spille golf i den lokale golfklub, som ellers er lukket for udefrakommende. Han blev hentet af en 75-årig golf legende og fik hele turen rundt om golfbanen og boligblokken samt blev inviteret indenfor til te med konen :o)

Om aftenen grillede vi på stranden med Johnny og fik muslinger, laks, pølser og lækker salat. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg simpelthen har fået min helt egen personlige kok med på turen i form af Roberto. Han er en haj i et køkken – og så kan han endda li’ at lave mad!!! Miracles do happen…. Udsigten var helt fantastisk med spejlblankt vand, lyserød himmel og bakkerne (Ja danskere ville nok kalde dem bjerge) i baggrunden. Vi var næsten de eneste der var der og vi hyggede os gevaldigt mens lykkebarometeret blev fyldt godt op.

Hygge på stranden

Udsigt over vandet

Roberto bliver hypnotiseret af bålet

Solen står højt på himlen, klokken er 9 om morgenen og flyet lander ind over smukke Wellington med Roberto om bord. Efter halvandet døgn i fly ankommer Roberto til paradis overraskende frisk og meget glad. Har glædet mig til at hente Roberto og fortælle ham om alle mine rejseoplevelser i NZ indtil videre og glæder mig til at have en hjemmefra, som man kan dele alle disse fantastiske oplevelser med.
Havde allerede advaret ham på forhånd mod solen hernede, som er sindssyg stærk – specielt pga at ozonlaget er så tyndt på disse kanter. Alligevel bruger vi de første par timer på en udsigtspost udenfor Wellington i den bagende sol. Jeg har faktor 30 med som jeg smør mig ind i, men Robert fik ikke taget noget på og fik regningen i form af meget rød hud dagen efter…… av!av! Men han er kommet godt efter og smør sig flittigt med 50+

Roberto er endelig fri som en fugl!!

Roberto er tilfreds med vejrudsigten til New Zealand! Thumbs up!

Roberto fik smagt på den udsøgte new zealandske gæstfrihed med det samme, da Johnnys bror inviterede os ned på stranden til BBQ med hans familie. Vi glædede os til at hænge ud med de lokale ved stranden og Roberto begyndte at føle sig tilpas i The Sharkmobile på trods af, at der sad en blondine bag rattet, som lige havde lært at køre i venstre side af vejen. Det skulle dog ikke vare ved….!

På vej ned af en MEGET smal vej ned af bakken til stranden sker det dog…..! Jeg holder i vejen for nogle modkørende og i stedet for at køre tættere på skrænten beslutter jeg mig for at bakke. Fandt dog hurtigt ud af, at når man sidder i en stor motherfucker firhjulstrækker så kan man ikke se små almindelige biler der holder helt oppe i enden på én. Så jeg fandt først ud af, at der holdt en bag mig, da jeg rammer ham. Jeg blev MEGET lille, da der efter braget fulgte et meget højt råb ”YOU DUMB FUCK!!! Og jeg så en KÆMPE Maori mand stige ud af bilen. Lad mig sige det sådan….. han var ikke glad! Så jeg kravlede ud af bilen og prøvede at sige undskyld, mens Roberto overvejede at gemme sig under sædet…! Det var først, da Johnny kom til min undsætning, at manden begyndte at falde ned og vi fik vekslet forsikringsnumre. Heldigvis er min bil forsikret, men der skete heller ikke det store med den kæmpe Maori mands bil, så det bliver min selvrisiko der skal dække det. The Sharkmobile blev også mærket for livet, men dog kun med en lille bule i kofangeren og som Roberto siger ”Sådan en bil her, skal sgu have lidt buler i” :o)

At køre ned af vestkysten er i sig selv en smuk oplevelse, men det blev til et par stop på vejen. Første nat blev brugt ved Waitomo grotterne, så jeg kunne bruge næste formiddag på at se grotterne med de berømte ”glow worms”. Grotterne var flotte men lignede meget de limestone grotter jeg allerede havde set i Asien. Dog var loftet af grotterne dækket af små, lysene stjerner, som skulle vise sig at være små mider, der har lysene anus når de fordøjer!!! Mere populært kaldes de ’glow worms’. De lever ikke mere end et par dage og hunnerne ligger omkring 120 æg inden hun dør. De lever af insekter og hænger lange usynlige tråde ned fra loftet for at fange et måltid… yummi!

Næste stop var New Plymouth som ligger i Taranaki regionen ved den store vulkan som endnu ikke er uddød der officielt hedder Taranaki, men blev kaldt Mount Egmont af Captain Cook. Maorierne siger at Taranaki vulkanen i sin tid havde en kærlighedsaffære med vulkanen Pihanga, der ligger ved Lake Taupo og da hendes mand Tongariro vulkanen fandt ud af det blev han ekstremt vred og voldelig. Taranaki vulkanen måtte derfor flygte i skam og løb så langt ud til vandet som han kunne komme og ligger nu i New Plymouth helt ude ved kysten. Dette er også grunden til, at der ikke er nogle maorier, der har lavet bebyggelse mellem Taranaki og Lake Taupo, da de mente at de to elskende vulkaner måske en dag ville finde sammen igen.

I New Plymouth mødtes jeg også med en kiwi ven ’Johnny’ som jeg havde mødt sammen med Michael oppe nord på. Johnny sendes ud i hele landet for at reparere og bygge telemaster sammen med et team som han sætter sammen. Ham og hans crew var i New Plymouth så vi mødtes og hang ud i et par dage, hvor jeg også fik chancen for at trekke på oppe på Mount Egmont, da de kunne køre mig helt op da de havde speciel adgang for at komme til telemasten. Egmont var dog indhyllet i skyer det meste af tiden, men det lykkedes mig dog at se udsigten et par minutter da skyerne lettede lidt og det var en udsigt der sparkede r…! Check it out!

Udsigten på Taranaki!! Jeg havde glemt kameraet, men der var et par søde new zealændere, som tog et billede af mig med deres kamera og sendte det på mail. Magen til venlighed??

Johnny & crew

Johnny der både kunne spille med venstre og højre arm i pool

Da Johnny også skulle til Wellington og havde et par fridage besluttede han sig for at køre med mig og prøve livet som backpacker et par dage, mens hans crew kørte udstyret tilbage. Det var nogle rigtig sjove dage vi havde sammen og det var også her at bilen blev navngivet ’The Sharkmobile’. At tage på stranden i NZ er meget anderledes end på Amager Strand skulle jeg hilse og sige. Her kører man bare sin firhjulstrækker ned på stranden og parkerer den der, hvor man slår sig ned. Der er masser af plads til udfoldelser, da folk ikke ligger mindre end 500 meter fra hinanden og man kan fange sin egen fisk og lave bål…..! Så er der noget ved at have været spejder! Marie var dog stadig en novice, da hun insisterede på at spille musik fra bilen og havde ikke set at blæseren stod på fuld knald, så da vi skulle starte den var der ikke mere batteri!! Johnny løb efter hjælp og fandt nogle kiwier der kunne assistere med batterikabler og de kiggede på mig med et skævt men forstående smil – godt så blondie!!

Da vi var på stranden gav ’naboen’ os en baby-haj som han havde fanget og den kom straks på køleren. Dermed var THE SHARKMOBILE navngivet

Jeg var strandet i Auckland uden penge på lommen til at købe en bil, da pengene endnu ikke var overført til min new zealandske konto, så jeg besluttede mig for at lave lidt research og kigge på bil-auktionerne og på nettet. Det kunne jo være at jeg i løbet af en weekend kunne blive lidt klogere på autobranchen – det kunne i hvert fald ikke blive værre! På et af bilmarkederne faldt jeg pladask for en sort Nissan Terrano og jeg fik sælgerens telefonnummer, da det jo kunne være jeg var heldig, at den stadig var til salg når jeg engang fik pengene overført. Så efter at være adopteret af maori-folket et par dage og have fundet ud af at mandagen var en helligdag (!) kunne min bankkonto endelig give grønt lys til at komme i gang med bilkøbet. Terrano’en var heldigvis ikke solgt og efter at have prøvet en tur i den og få den checket af en mekaniker fik jeg lov at købe den for 3000 NZ $ - cirka 11-12.000 kroner. Mekanikeren forsikrede mig om at det var en godt køb og havde hjulpet mig med at få prisen yderligere ned. Fyren jeg købte den af havde brugt slæden, hovedsagligt til at skibumse i og han var så flink at give mig snekæder og en bunke hjemmebrændte CD’er med.

Jeg var klar til at gøre NZ’s gader og stræder usikre og drønede med det samme af sted i min lækre øse i VENSTRE side af vejen :o) Jeg drønede ned mod vestkysten med øje for at lande i Wellington d. 6 Feb (Waitangi Day) for at byde Robert velkommen i lufthavnen.

Hvor sejt er det at køre rundt i det lækreste land, med den lækreste øse og høre det lækreste musik???

Den oprindelige befolkning i New Zealand kaldes Maori og er højt prioriteret – i hvert fald i sammenligning med Australiens aboriginies. Maori’er har deres egen jord, som er givet tilbage til dem, deres sprog bliver stadig brugt og de fleste byer og gader har Maori navne. Pa Maori sprog kaldes New Zealand for ’Aoteaora’ og betyder ”landet med de lange, hvide skyer” og ’Kiora’ bruges som ”goddag og tak”

I Waitangi nord for Auckland fik jeg besøgt et maori-museum, som ligger på et historisk sted – der hvor Waitangi aftalen mellem maori-folket og englænderne d. 6 februar 1682 blev skrevet under. Her fik jeg et indblik i maori kulturen, men min kulturoplevelse til Auckland museum blev til en udvidet maori-oplevelse, som de færreste turister får lov at opleve. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om at jeg kunne blive adopteret af maorier – men det var præcis det der skete!! Efter at have set en maori performance, med bl.a. den berømte ’haka’ dans kom jeg i tale med en maori-kvinde, der tilbød specielle guides af maori kulturen i Auckland området. Da der ikke var nogle tilmeldte viste hun mig rundt på museet og inviterede mig efterfølgende til hendes hjemegn Orakei, som er det første stykke land, der blev givet tilbage til maorierne. Her er ingen velkommen, da det er maori land og dermed kun dem der må færdes der, men jeg var så heldig at få en guide tur. Det er det smukkeste stykke land i Auckland, som er holdt i dens naturlige tilstand lige bortset fra de bevarede gamle engelske krigsbunkere. Der er den mest udsøgte udsigt over hele Auckland og de har en kæmpe waka (båd) samt en mahai (maori hus der bliver brugt til alle traditioner). Første dag i Auckland viste Glen mig ’One tree Hill’, som ikke længere havde et træ stående, da en maori mand havde fældet det i protest mod regeringen. Lige netop dette træ så jeg ligge på maori grunden og ingen andre end maorierne ved at det ligger der….

Min maori adoptiv-mor hedder ’Dot’ og hun introducerede mig hurtigt til hendes bedste veninder, som jeg hjalp med at samle frø fra oprindelige nz-fauna til dyrkning på deres anden grund i Karaka. Det endte med at jeg også blev inviteret til barbercue hos Dot sammen med veninderne og hendes døtre, hvorefter vi drak nogle øl og jeg blev og overnattede. Specielt veninden Winnie der er gravid i 7. måned gik til den med både smøger og øl!! Det er hendes 7. barn hun er gravid med og hun gjorde sig en masse overvejelser om, hvem hun skulle give barnet til. Det er åbenbart ret normalt at maorierne giver deres børn væk til venner og familie, som ikke selv kan eller har fået børn. Alle gør det og de betragter hinanden som værende én stor familie.

Jeg prøver en ’maori’ pibe, der vist hovedsagligt skal ryges af kvinderne grundet formen af ’piben’

Næste da lavede Dot morgenmad til mig og så tog ’B’ og ’Tut’ mig med ud til Karaka for at vise mig deres anden maori grund, hvor de er i gang med at såe de oprindelige nz-fauna – bl.a. for at stoppe kommunen i at bygge en kørselsbro hen over deres smukke, naturlige land. Man må ikke i NZ fælde træer på maori grund og det er derfor deres eneste måde at stoppe byggeprocessen på. Hvis ikke det lykkes så kommer der til at gå en trafikeret vej igennem deres land og en bro over den smukkeste strand!!!!!

Tut havde flettet en taske til mig af deres Flex-plante

På Karaka grunden mødte jeg mere maori-familie og de gav os friskfanget fisk og jeg lærte ungerne at spille Uno og efterlod dem kortene, så de kunne øve sig. De ældste passede på den yngste pige og skiftede også ble på hende. De kaldte hende ’bubba’ som betyder ’baby’

Ungerne fra Karaka. Bemærk at den ene pige har grønne øjne, da hendes mor er europæer.

Den smukke maori grund i Karaka