At udvide sin horisont.......

Ca. 100 km fra Quenstown ligger en sand perle og vi var så heldige at finde den på vejen og give os selv tiden til at nyde den. Wanaka er hovedsagligt byen der er tilknyttet til det bedste skisted i Southpacific ”Treble Cone”, men de har lige så meget at tilbyde på i sommermånederne. Det er ubeskriveligt smukt og der er en masse smukke gåture i området som leverer en uvirkelig udsigt af bjerge i alle afskygninger og med og uden sne, floder der snor sig ind i landskabet, søen der ligger op til den lille lækre Wanaka by og en farvekombination der gør en glad i låget! Da vi tilbragte 5-6 dage i dette smukke område fik vi lavet lidt af hvert, men fik også plejet os selv og nydt at være det samme sted i flere dage i træk. Vores hostel var et hyggeligt lille sted fyldt med tyskere som faktisk viste sig at være søde – og ha’ humoristisk sans!! Og nedenfor var der gangbro ud i søen, så man kunne hoppe i på de varme dage. Det prøvede vi selvfølgelig og det var fantastisk at ligge i søen og kigge op på de omkringliggende bjerge, bakker og farver! Derudover besluttede vi os for en udfordrende (for os) gåtur op på Mount Rob som var estimeret 3 timer op og 3 timer tilbage med en højde på 1600 m Både min fysik og muskler kom virkelig på en prøve, men jeg kom næsten også helt op – i hvert fald over bjergryggen og udsigten var virkelig det værd. Robert nåede helt op på toppen og fik også presset sig selv til det yderste, specielt da hans chokolade lå i min rygsæk…

Roberto er klar til at trekke!!!!

Hold op det var flot og selvom jeg har prøvede at få det med på billederne ovenfor, så når det ikke virkeligheden til sokkeholderne!

Treble Cone Skisportsted. Da jeg overvejer at søge job på skisportsbakken Treble Cone måtte vi lige op og kigge på faciliteterne og minsandten om man ikke fik lyst til at stå på ski!! Gu ved om knæet er klar til det?!

Vi måtte prøve den new zealandske opfindelse Jet Boat som sejler op til 80 km i timen på ned til en meters vand. Den er drevet af en form for turbine der bruger vandet til at få farten op på nul komma fem og den kan vende på en femøre. Det var sjovt at prøve.

Ellers fik vi tiden til at gå med god mad, hurtig linie på internet cafeen, Robert fik spillet golf et par gange og ellers at køre rundt i landskabet og se de smukke omgivelser. Her er nogle af dem…

New Zealandsk Bullshit

Mæææææææhhhhh – kan du lide min nye frisure??

"hva så nu?" er nok det mest stillede spørgsmål p.t. hjemmefra da det jo egentlig i første omgang er meningen at jeg skulle hjem til DK igen i april. Det eneste jeg kan svare til dette, er at jeg højst sandsynligt ikke kommer hjem til april. Jeg har virkelig fået smag for rejselivet, friheden og da der stadig er penge på kontoen, så kan jeg lige så godt trække den lidt endnu. Der er mange steder jeg gerne vil se, men på den anden side har jeg også behov for at sætte tempoet lidt ned og blive det samme sted i lidt længere tid. Man får på et tidspunkt nok af at pakke rygsækken hver anden dag og hele tiden skulle tage stilling til, hvor man skal hen, hvor man skal bo, hvad man skal lave, hvordan det foregår og hvad der er at se det nye sted. Man får lidt kuller og har brug for en eller anden for stabilitet. Desuden kan mit knæ godt trænge til at få lidt mere opmærksomhed i form af træning end jeg har givet det indtil videre. Overvejelser er der nok af, da mulighederne er mange. En af dem er at blive i NZ og få skisæsonen med og evt. arbejde lidt penge ind. En anden mulighed er at mødes med Stine i Asien, hvilket jeg enormt gerne ville, men så skal jeg give afkald på skisæsonen. Uhhh ja jeg ved det – det er hårdt at være mig og skulle tage så svære beslutninger :o) Jeg føler mig hver dag fantastisk privilegeret, at jeg har muligheden for at tage en sådan tur og spekulationer om økonomi rumsterer da ind imellem i maven på mig. Men hvornår får man chancen for at gøre dette? Det handler i virkeligheden om prioriteter og min er at leve og at være glad. Så hvad bedre end at bruge opsparing på netop dette…..

Marie er gået i tænkeboks.....knirk! knirk!

The Slaughterhouse
Vi kunne have valgt at lade bilen stå og tage den 82 km lange trek ned til vestkysten fra Farewell Spit , men vi valgte at køre hele vejen udenom og endte i en fantastisk træhytte lige på kysten oppe af bjergene. Hytten var et hostel der var ejet af en forhenværende fårefarmer og hed ”The Old Slaughterhouse” Udsigten var usammenlignelig og vi nåede at nyde aftensmaden til en smuk solnedgang, mens vi blev ædt af sandfluerne, som er nogle blodsugene små sataner, der efterlader stik der får dig til at klø dig til blods. Det siges det kun er de kvindelige sandfluer der er blodsugere – og ja far, jeg kan høre din kommentar med et smøret grin ”ligesom hos os mennesker…” he!he!

Udsigten fra the old slaughterhouse

Karamea
Vi fik anbefalet af ejeren at tage længere op vestpå til en by ved navn Karamea. Der var nogle smukke stenbuer (The Arches) som vi skulle se og det var kun en times tid væk. Men det var mere end en times kørsel og specielt fordi det var bjergkørsel og fordi jeg får advarsler (ordrer) af Robert, hvis han mener jeg kører for hurtigt, hvilket sker jævnligt……ehhhh! Karamea er en lillebitte by med i alt 750 indbyggere og man ved man er kommet langt ud for alle hilser på hinanden på vejene og i byen :o) Vores entre til byen startede i en helt specielt butik med en helt speciel ejer. Ejeren hedder Gerard og han sælger bl.a. sine værker, som er hans fotografier af folk fra hans rejser i Indien i alle afskygninger og med tilhørende kommentarer. Han har langt gråt hår og er alene med sine 2 tvillinger på ca. 5 år. Vi fik en god snak om Indien og derefter Danmark, som ledte til spørgsmålet om hvordan Christiania havde det, som ledte til at han gav os en pose med hans hjemmedyrket ”dreamgrass”!! Han fortalte om ”The arches” og hvordan han havde været deroppe i nogle dage på acid og om hvor mange alfer der var deroppe (!) Desuden henviste han os til ”The Rongo” (betyder PEACE på Maori) der er det lokale backpacker sted som er drevet på frivillig basis og har deres egen lokale radiostation, som man i øvrigt som gæst lege DJ på.

Vi besluttede at tilbringe vores første nat i telt på ”The Rongo” og det var noget af en speciel oplevelse! Ejeren af stedet havde tilbragt en del tid i Tokyo som journalist/fotograf og han havde bl.a. også rejst i Danmark. Det forklarede, hvorfor der på gangen af The Rongo hang et billede af rundetårn!! Anyways det fik vi meget sjov ud af, da vi senere røg nok af Gerads dreamgrass :o)

Rongo. Hele huset var malet i stribede hippiefarver og i haven var der bl.a. en kaktus-have, solsikke-have og et hjemmelavet hot-tub – alt sammen lavet af frivillige, kreative mennesker.


Dreamgrass. Robert blev stærkt påvirket, men jeg mærkede ikke så meget (påstod jeg). Vi fandt dog begge toilettet inden ivi krøb i teltet. Det lå ned af gangen og til venstre ved rundetårn……

Håndskårne kommoder fra Karamea

Offroading
Udover at se ”The Arches” i Karamea, som var fantastiske naturfænomener, var vi også på stranden, hvor kække Marie tog The Sharkmobile helt over sandbankerne og ned på stranden. Robert havde haft en løftet pegefinger inden jeg kørte ud over, men det skulle prøves og Robert var tosset!!! Efter gentagne forsigtige forsøg kunne jeg ikke få den over, hvorefter Robert siger ”lad mig prøve!” og fræser den op af skråningen og igen i sikkerhed. Det var næsten for meget for Robertos nerver og han udbrød i glædeshyl/bandeord over mig, mens han tændte cigaretten med rystende hænder.

Alt i alt var Karamea et sted for alskens kreative mennesker og det var virkelig en oplevelse af være en del af det – men ok heller ikke for længe…


Hjulspor i sandet efter mit lille eventyr!!

Sæler, camping og pandekager
På Vestkysten fik vi også oplevet sæler i deres rette element. Det var en stor sælkoloni vi så og ungerne var i færd med at lære at klare sig i det åbne hav. Det er nogle underlige dyr, men de forstår af klare sig med en hale og 2 luffer. Andre attraktioner som vi fik med i programmet var ”The Pancake Rocks”, som ler sten der er lavet af tusindvis af lag, så det ligner en stak pandekager.

Vi havde fået blod på tanden m.h.t. camping, så vi fandt en strand, hvor vi kunne slå teltet op bag sandbankerne i læ fra vinden. Roberto viste sig som en ægte spejder og tændte bål, så vi kunne riste gourmet-brød med ost samt få varmen inden vi gik til køjs. Paranoia’en lagde sig og vi faldt begge i søvn. Og næste morgen skete det utænkelige: Marie stod op før Robert!!! For at det ikke skal være løgn gik jeg efterfølgende ned på stranden for at dyppe mig i det ISKOLDE vand (bemærk, Robert kom aldrig i!!!) på stranden, hvor jeg var helt alene bortset fra en enkelt vogn med travhest der trænede på stranden. Behøver jeg at gentage, at stranden, omgivelserne, det hele bare var super smukt?

Franz Josef
Ambitionerne var store da vi kom til gletcheren i Franz Josef, som er den gletscher i NZ der bevæger sig med største hast – 4 m ned af bjerget om året. Vi talte om helikoptertur eller flytur over området, men da vi så priserne, fik jeg kolde fødder. Der er mange muligheder for Action Adventure i NZ, men man får også lov at betale prisen. Så vi måtte ”nøjes” med en halvdagstur med guide og det viste sig også at være rigeligt for mit højre lår, der fik lov at bære byrden af et venstre lår som stadig mangler optræning efter knæoperationen. Det sætter tingene i perspektiv at befinde sig på så store naturfænomener og man føler sig pludselig meget lille og ydmyg. Isformationerne er fantastisk flotte og man kan næsten se alting ændre sig fra time til time. Med pigge under skoene og varmt tøj på vandrede vi mellem iskløfter og gik op af istrapper der gjorde opturen lidt lettere.

En kold fornøjelse!!!!

Efter at vi havde fået købt telt, fået lavet et par reparationer på The Sharkmobile, var vi klar til at tage ned til Sydøen med færgen fra Wellington til Picton. Mirakuløst fik jeg booket en billet dagen før, selvom alle havde advaret mig om at der helt sikkert ikke var plads i weekenden. Det skulle også vise sig, ikke at være så nemt som først antaget. Det var meningen at vi skulle over med færgen kl. 19 og det var vi meget godt til freds med, da vi så kunne nyde solnedgangen på vores sejltur. Men der var åbenbart ikke en færge kl 19……? De havde lavet bookingen forkert og der stod vi….. Nå men de fik os så på fragtfærgen som skulle afgå kl 21. Det var vi ikke helt tilfredse med, men vi ville af sted, så vi accepterede. Det endte med at vi først kom af sted kl. 10:30 pga forsinkelser og var dermed først i Picton kl. 2 om morgenen! Nu var det så langt ude, at vi lige så godt kunne køre linen ud og køre direkte til Nelson til det hostel vi skulle bo på, hvor min kiwi ven Glen er manager. Godt at jeg er en natteravn! Men Robert var lysvågen hele vejen, da han ikke føler sig så tryg ved den hastighed jeg føler mig tryg ved :o) Så endelig kl 4 om morgenen ankom vi til Nelson og Glen stod op for at vise os vores værelse, hvor der var helt nyt sengetøj, frisk frugt, vand og chokolade!! Ikke dårligt!!

Nelson og gensyn med Hobitten Glen
Nelson siges at være det mest solrige sted i New Zealand, men det var det første sted hvor vi skulle opleve overskyet vejr og støvregn. Dagene gik med at vi fik set Nelson, svømmede i en nærliggende flod med Glen, tog ud til Kaiteriteri Beach, drak noget god rødvin og hang ud med Glen i de timer han ikke arbejdede. Vi fik værelset gratis og Glen kørte med i en anden bil med en veninde og os op til Abel Tasman og viste os nogle SMUKKE steder. Smukke vandfald, krystalklare søer og floder og så fik han forvildet os ind i en jungel (The Grove), hvor der var de smukkeste stenformationer. Eneste problem var, at vi for vild og måtte finde tilbage af samme sti som vi var kommet efter et par timers gåtur, hvor ikke engang Glen viste hvor vi var - der gik ren Blairwitch i den!

Glen er guiden!!

Og jokeren!!

Glen, svenske Emma og jeg der checker udsigten over Abel Tasman

Crystal lakes, som også blev brugt til filmatiseringen af Ringenes Herre

Der var massere af forstenede trolde i THE GROVE

Der gik ren Blair Witch Project i den, da vi for vild i THE GROVE!!

rødkrummer....![/i]
Robert putter brødkrummer mellem Glen's tæer og ænderne ANGRIBER!! Man skulle vist have været der for at se det sjove i det. De fik også ænderne til at hoppe efter brød...........!

[i]Om aften hyggede vi os med god mad og så på stjerner som var i overtal fordi vi var så langt fra byer og lysforurening.

Farewell Spit
The end of the world kalder der det, men det er vel I virkeligheden en meget forstørret og blæret udgave af Skagensspidsen. En lang spids der rager ud i vandet og som man kan få specialkørsel til enden eller gå så langt man orker. Vi valgte at gå og det var en god tur med meget vind. Da vi nåede midt på kunne man bag buskene finde vandre i sandbanker så langt øjet rakte, så man troede man var i Sahara!

Sahara på Farewell Spit

Just do it!!

Vi boede på et virkelig hyggeligt hostel der hed The Innlet og blev drevet på den mest økologiske måde og med de dejligste kreative mennesker som gæster. En af morgenerne blev vi vækket af, at spillede drømmende godt på klaveret. Hvis jeg bare kunne blive vækket sådan hver morgen, så ville jeg nok ikke være B-menneske. En oase uden lige, hvor vi besluttede at blive et par dage. I ”baghaven” var der bl.a. en gåtur op af bakke, gennem jungel og over vandløb som vi tog. Den endte på toppen af bakken, hvor man kunne se over hele kysten og helt til byen Collingwood. Smukt var det og nedad valgte vi markvejen, som jeg tumlede ned igennem fordi der både var stejlt og ujævnt.

Udsigten fra toppen

Gennem jungel og over vandfald - Mr. Indiana Jones