Jeg må vist lige udfylde det hul der var inden jeg kom til Auckland...... det er ikke småting jeg nåede at opleve inden forberedelserne til at forlade landet gik igang....
Bonjour Akoroua
Se billeder fra turen her
Inden vi tog til Christchurch tog vi til den franske del af New Zealand. Akoroua er en by der ligger rundt om 2 store vulkaner der har dannet den lille halvø. Her havde franske immigranter slået sig ned og det siges at hvis ikke englænderne havde lavet Waitangi aftalen så havde New Zealand været fransk….!
To idioter på cykel på en vulkan!!
Der var ikke nogen ledige værelser, så vi var nødt til at ty til campingpladsen, hvor teltet blev slået op inden vi gik ned og fik en lækker middag på havnen. Måske var det vinen vi havde drukket eller vores dårlige stedsans der gjorde at vi på vej tilbage ikke kunne finde campingpladsen!?! Der var ingen gadelygter og efter at have gået op og ned af de forkerte gader og blevet meget ædru, fandt vi til sidst pladsen og gik på hovedet i seng.
Vi tog en cykeltur oppe på vulkanen, så vi kunne se den smukke udsigt i området og det var virkelig fantastisk og også ret hårdt til tider pga det bølgende landskab – puuuuuust!. Vi kom bl.a. forbi et lille tempel der var lavet på bjergsiden, da det siges at lige præcis der flyder der rigtig meget energi på visse tidspunkter af året. Der findes ikke så mange af disse steder, så jeg måtte lige ind og se, hvad det var for noget. Det var et helt specielt sted……
Christ......et hul...øhh jeg mener...church
Christchurch er efter min mening en ret uinteressant by, da den minder lidt om Dunedin – en engelsk havneby. Men ligesom i Dunedin så kan man jo altid checke nattelivet og da det var St. Patricks Day så regnede vi med at der var rimelig meget gang i den. Det var der også og vi havde en god aften, hvor vi mødte svenske Anna som vi sprang canyon swing med i Queenstown.
Robert var blevet træt af håret og skægget, så han købte en trimmer og lod de røde lokker falde (ok, det var ikke andet end et par mm, men det er nok det længste han har haft!!) Vi var også i biffen og se Blood Diamond (se den, for den er fantastisk!) og komedien Wild Hogs, som var grineren.
Kaikoura 19-21/3
Se billeder fra turen her
Kaikoura er hvalernes og delfinernes paradis og man kan godt forstå hvorfor. En lille by med en smuk kyst og omegn, der ligger i ly for meget af det barske vejr der kommer ind over sydøen. Selvom det er en dyr omgang, så måtte vi ud på den berygtede hvaltur. Man er ikke sikker på at få set hvaler, men det siges at morgenerne er de bedste, så vi bookede os ind på turen klokken 6 om morgenen. Ikke ligefrem mit ideelle tidspunkt på dagen og jeg kæmpede virkelig for det…..! Men det var virkelig det værd for om morgenen blev vi mødt af den smukkeste solopgang. Det var overvældende, men det var det også at komme ud på vandet og se Sperm Whales. Vi så cirka 3 forskellige hvaler og det var fantastisk at se, når de igen skulle ned på dybet og viftede deres kæmpe hale i vejret.
Sperm hvalen er en mærkelig skabning og jeg var meget nysgerrig efter at vide, hvordan den havde fået sit navn. Dens kæmpe hoved er fyldt med olie, som ved opvarmning kølning, bringer hvalen til hhv. overfladen og bunden af havet. Første gang de fangede og slagtede en af hvalerne troede de det var sperm :o) og blev først modbevist mange år efter da de fangede en kvindelig hval…! Så derfor navnet. Det er nogle store krabater og man føler sig enormt ydmyg når man ser dem ligge i overfladen og puste luft og vand op af deres åndehul.
Det var en kæmpe overraskelse også at se delfiner på samme tur. Har aldrig set så mange delfiner på ét sted. Der var nok over 200 smukke, legesyge delfiner i vandet omkring os og de sprang rundt om os på båden og blærede sig. Der var én som blev ved med at springe rundt i en cirkel og jo mere man heppede, jo vildere blev det.
Det hele var meget organiseret og vi fik vanvittig mange oplysninger, hvoraf jeg ikke kan huske en fjerdedel, da jeg havde været tidligt oppe og kæmpede for at kunne koncentrere mig. Men jeg kan huske en røverhistorie om en af grundende til at de ikke svømmer med hvalerne. En dykker blev slugt af en af hvalerne og overlevede mirakuløst da de fangede hvalen, sprættede den op og fik ham ud – stærkt medtaget af gasserne fra hvalens bug….. god vandrehistorie :o)
Marlborough Regionen – fino vino!
Se billeder fra turen her
Min far havde ét råd til mig inden jeg tog til New Zealand: tag til Marlborough regionen, da de laver noget af den bedste vin i verden. Jeg er i modsætning til min far og Roberto ingen ekspert, men det behøver man vist heller ikke at være for at tage på vinsmagning. Vi fandt et hostel i Blenheim, som lå i nærheden af en del vingårde og hvor vi kunne lege cykler til at tage runden. Da vi kom lidt sent af sted på turen nåede vi ikke så mange steder, men det var måske meget godt set i lyset af at jeg da nåede at blive rimelig påvirket inden vi skulle hjem, lave mad og sove i telt i haven….. eneste mulighed, da vi ikke havde reserveret på forhånd. Jeg fik ikke smagt Cloudy Bay, men fik smagt en hvidvin fra St. George som var temmelig dejlig
Picton-Wellington
Turen fra Blenheim til Wellington var utrolig smuk og turen på båden fra Picton til Wellington var formiddabel. En tur på 3 timer, men fjorden omkring Picton gør det til en smuk oplevelse og det er endnu mere imponerende at komme ind til Wellington og være omringet af bebygget bakker og en smuk by.
Vi tog tilbage til vores velkendte Stillwater Lodge udenfor Wellington og fik et dejligt gensyn med familien der ejer og bor i Stillwater Lodge og selvfølgelig…Johnny. Robert tog dykkercertifikat i Wellington og fik visum til Fillippinerne mens jeg hang ud med Johnny i Wellington by, hvor vi var på museum, til italiensk festival på havnen og var oppe på det højeste punkt med flot udsigt over byen.
De to rejsekammerater skilles.... efter en lang sej kamp :o)
----------------------------------------------------------
Adios Roberto – Ciao Jacob
Det var ved at være tid til at Robert skulle til Filippinerne og samtidig ville Jacob ankomme til New Zealand og skulle være her en uge. Så Robert tog afsked med sharkmobile og jeg, og susede op til Auckland i en lækker lejebil – parat til næste eventyr på en båd i det Filippinske ø-hav!
Jacob havde været i Australien med arbejdet og for at besøge noget familie. Han besluttede sig for at tage en tur til New Zealand for en uges ferie og vi besluttede os for at mødes og rejse lidt rundt sammen. Det var selvfølgelig mærkeligt at se Jacob igen og jeg havde et lidt ambivalent forhold til det, da jeg var bange for at det ville blive for meget emotionelt. Men vi fik talt ud om en del ting og det var rart at rejse sammen, da vi jo kender hinanden ud og ind og er gode venner. Men det fik også sat i perspektiv for mit vedkommende, at jeg alligevel er kommet meget videre siden vores adskillelse, men jeg ser ham som en rigtig god ven.
Jacob havde brug for ferie!
Da Jacob virkelig trængte til noget ferie tog vi ud på nogle gode gåture og tog det stille og roligt fra Wellington over Napier, Lake Taupo, Rotorua og op til kysten, hvorefter vi skulle tilbage til Auckland, hvor Jacob skulle flyve ud d. 4/4.
Dannevirke
Se billeder her fra både Dannevirke og Napier - klik på "Slideshow" og få kommentarerne med
Men inden vi begav os ud på de store ture, måtte vi lige tage forbi Dannevirke, da vi var lidt nysgerrige over det dansk-klingende navn. Vi blev da også budt velkommen af et stort vikinge-skilt, hvor der stod VELKOMMEN!
Og der var et skilt med farvel, da vi forlod byen!!
Det viste sig at være en by der i sin tid blev bygget af danske immigranter, som var blevet lovet land. Det som NZ regeringen bare have undladt af fortælle, var at det stykke land de skulle have var fuldstændig overbevokset med kæmpe træer, som skulle fjernes. Det har været et barskt liv for dem og det bar gravstenene på den lokale kirkegård også præg af. Men der var ingen tvivl om, at de nuværende beboere var stolte af deres skandinaviske rødder. Det lokale museum var fyldt med oplysninger om de danske immigranter, det danske kongehus og den danske kultur. Og for at spille lidt med på markedsføringen, overnattede vi da også på Viking Lodge :o)
Men ud over promoveringen var der ikke meget dansk kultur tilbage, andet end nogle gadenavne så som Denmark Street og Copenhagen Square - og en mindesten til de mænd de skandinaviske immigranter der i sin tid kom med drømmen om paradis og fik deres sag for.
Napier
Napier siges at være en virkelig fed by med en helt speciel stil, men vi synes ikke det var noget specielt og efter en overnatning, et museumbesøg og at have fået lavet bremserne på Sharkmobile tog vi videre til Tongariro.
Tongariro Crossing - A M A Z I N G!!
Se billeder her fra Tongariro Crossing - klik på "Slideshow" og få kommentarerne med
I Tongariro ville vi ud på en af de såkaldte ”Great Walks” der hedder The Tongariro Crossing. Men vejret var ikke med os, så vi måtte udskyde planerne én dag og gik i stedet tur rundt i naturen omkring Tongariro sammen med en tysk pige, der var på svampejagt – he!he! Der er RIGTIG mange tyske turister her i NZ og de er sgu lidt specielle :o)
Næste dag var vi klar og vejret tillod os at tage på på Tongariro crossing – en 8 timers gåtur over land, vulkaner, bjerge m.m. De havde ikke lovet det bedste vejr, men vi tog chancen, da vi ikke kunne vente en ekstra dag pga at vi skulle nå op til Auckland et par dage efter. Dette skulle vise sig, at blive en af de bedste naturoplevelser som jeg har haft her i NZ. Det startede med at vi gik over land, der var som taget ud af Ringenes Herre, klatrede over lava langs vandløb. Derefter gik turen op, op, op hvor vi endte højt oppe, men kunne ikke se så meget for skyerne som vi stod i. Det var hamrende koldt og vinden var stærk, men pludselig forsvandt skyerne og vi så, at vi stod ved ”The Red Crater” – munden af en vulkan! Det var helt fantastisk.
Vulkanen må være i nærheden!
Red Crater!
Da vi kommer over på den anden side af vulkanen ser vi ”The Blue Lakes” som er søer der er neon blå og lyser op i et råt vulkanlandskab. Det var svært at forlade dette sted, da det var så utrolig smukt, men vi var på en tidsplan og måtte videre efter en hurtig picnic. Derefter gik vi nede i vulkandalen og igen op af en bjergside og ned på den anden side, hvor det var helt anderledes frodigt med varme dampe der kom ud af bjergsiden. Efter at have kommet ned for foden af bjerget gik vi gennem skov – eller nærmere regnskov langs en lille flod. 7,5 time fra start, stod vi på den anden side af vulkanen og blev samlet op af bussen. Vi var begge meget trætte men utrolig glade for at have oplevet den tur og at vejret alligevel var med os, så vi fik set noget. Hjemme på hostel fik vi kinesisk takeaway, Jacob gav mig påskeæg og vi stenede til en gammel Clint Eastwood film.
The Blue Lakes! Jacob fryser :o)
Lake Taupo og Rotorua aka Roto Vegas
Se billeder her
Vi tog op til Lake Taupo efter Tongariro og mellem Taupo og Rototrua så vi en del kollapsede vulkaner med varmekilder og undergrundsdampe. Der stank af svovl og det var virkelig underligt at gå rundt mellem undergrundsgasser og aktivitet. Det både lugter og ligner forurening og det er det jo i virkeligheden også…. Naturens egen form for forurening. Rotorua som er det mest turistet sted i NZ levede op til navnet Roto Vegas og vi skyndte os at køre igennem og videre op til kysten ved Tauranga. Her så vi fuglekolonier der gjorde klar til at tage i samlet flok til varmere himmelstrøg. Overnatningen endte med at blive i Thames, da vi var skuffet over de byer vi ellers havde planlagt at overnatte i. Dagen efter skulle turen gå til Auckland og pludselig gik det op for os, at vi havde regnet forkert og at vi havde en ekstra dag inden Jacob skulle af sted..!
Da vi kom til Auckland gik det hele op i mine forberedelser til at skulle sælge bilen. Havde talt meget med Jacob om at tage til Indien og han havde fået mig endnu mere opsat på at tage af sted i stedet for at blive og arbejde på skibakkerne. Så derfor var jeg pludselig endnu mere opsat på at komme af med bilen. Vi fik hængt sedler op på hostels, jeg fik bilen synet og ordnede nogle småting. Men Jacob fik da også set lidt af Auckland hans sidste dag. Det var sørgeligt at sige farvel til Jacob og
42 °C
