Aug 2007

”Hvis himlen findes på jorden, er det her. Det er her i Kashmir”
- Mughal kejser Jehangir

Ankomsten til muslimske Srinigar skulle heller ikke vise sig at være særlig fredelig, da der var en såkaldt spejder, som havde givet et praj om at der var en jeep med to hvide aber (turister) på vej. Resultatet var, at vi blev nærmest overfaldet af ca. 35 muslimske mænd som alle mente de havde det bedste hotel eller husbåd. En medpassager som havde tilbudt os en overnatning hos sin familie blev overfuset af flokken af aggressive sælgere fordi han ville fjerne deres eneste chance for indtjening. Det var vildt og det gav os et hurtigt indtryk af, hvor afhængig de er af turister i Srinigar. Det engang blomstrende ferieparadis for både indiske og udenlandske turister er i forfald efter det massive indtog af indiske soldater og den blussende konflikt med Pakistan om det smukke område. Stedet er også domineret af militær og man skal tage sine forholdsregler. En morgen vågnede vi bl.a. ved et kæmpe brag og vores husbåd vuggede. Jeg fór ud af båden og oppe på kajen kunne jeg se en karavane af militærbiler på vejen. Senere fandt vi ud af, at det var en mine der var sprunget og havde såret 16 civile mennesker. Flere kashmiri’er arbejder for Pakistans militær med intern terrorisme og det er ikke mere end 10 år siden at Pakistan prøvede at invadere sidst i bjergbyen Kargil. Som turist skal man ikke konsultere sit forsikringsselskab inden man tager derop.

Men Kashmir er risikoen værd. Den gamle by er fantastisk og præget af både Mughal kongerne, englænderne og hindierne. Mange af bygningerne er engelske i muslimske kulisser med de mest fantastiske moskeer og minder om en storhedstid. For alle regerende parter i Indien om det er englænderne, Mughal kongerne, muslimerne, Sikh eller hindi’erne, så har de alle brugt Kashmir som ferieparadis med den friske bjergluft, kølige temperaturer og smukke søer Dal og Nigeen. Kashmirs kendemærke er udover bjergene og deres smukke kvinder, deres virkelig smukke udskårne husbåde, som man som turist må prøve at bo på og som er meget besøgt at indiske par på bryllupsrejse.

Lynne og jeg endte også på en husbåd, men på Jhelum floden, hvor det er mindre turistet, tættere på den gamle bydel og med udsigt til bjergene når det er klart vejr. Vi var de eneste vestlige turister i miles omkreds og selvom husbåden var langt fra den flotteste og mest prangende i området, var vi utrolig glade for den familie vi boede hos og blev en del af den i en uge frem. Det var en familie med en svær skæbne. Forældrene havde fået én dreng og 6 piger, så de måtte sælge den største husbåd for at få råd til medgiften til de 5 døtre, mens den sidste stadig boede hjemme og hjalp med huspligterne. Faderen der havde været drivkraften bag husbåds forretningen, havde fået en blodprop i hjernen og hans ellers perfekte engelske var skiftet ud med lidt usammenhængen snak, hans balance var væk og han led af frygtelige hovedpiner – fuldstændig det samme som min egen bedstefar. Sønnen talte også engelsk men med et accent der til tider var svært at forstå og han prøvede at gøre sit bedste for at skaffe kunder og holde dem tilfredse. Moderen og søsteren lavede mad dejlig kashmiri mad og te til os og gjorde deres bedste for at kommunikere med os. Én ting vi alle havde til fælles på trods af religiøse, sproglige og kulturelle forskelle var vores humor og vi har haft utallige grineflip med hele familien og de lærte os at sige ”hele familien er skruptosset” på kashmiri (urdu). Selv faderen grinede med og bidrog til vittighederne. Sønnen Mushtaq fungerede også som vores chaperone, guide og bror under hele opholdet, hvilket er rart i et område der er muslimsk, besat af hæren og man er i mindretal som turist. Hans fætter Muzaffar fungerede som rickshawchauffør, mekaniker (da rickshawen hele tiden gik i stykker) og sproglærer (da han ikke talte engelsk).

Det er ikke destinationen, men turen dertil som mange gange giver de største oplevelser. Ikke mindst da vi skulle mænge os med lokale indere på monkey-class i toget til Jammu. Et genialt sted at opleve indisk mentalitet og specielt deres direkte facon. Der bliver ikke lagt noget imellem linierne og der er ikke grænser for, hvad man spørger indtil som inder. For mit vedkommende er det en befrielse, når man er vant til et samfund, hvor man bliver pakket ind i vat og skal tage hensyn til alt og alle! Men for andre kunne jeg forestille mig, at det er en klaustrofobisk oplevelse.

Efter der var tyndet ud i antal af passagerer fik vi fornøjelsen af en indisk familie med et dampbarn!

Oven i hatten gav det os et indblik i, hvordan det er, at være kendt….. der stod kødrande indenfor i toget og udenfor på perronen, der nedstirrede os fuldstændig uhæmmet. Vi havde købt nogle chapati og bananer som vi prøvede at konsumere på turen, men prøv at forestil dig, hvor svært (læs:pinligt) det er at spise en banan foran 50 indiske mænd med sved på panden, der slikker sig om munden mens de glor uhæmmet på dig…...?

Tilbage til den indiske ligefremhed, så var der en ung indisk mand som i sin samtale med Lynne nævnte at jeg havde et godt smil og at jeg så meget sund ud, hvor Lynne ikke virkede så sund. Da hun fortæller det til mig og jeg kigger på hendes magre krop er jeg godt klar over, hvad han siger og gentager ”nåååå han komplimenterer mig for at være fed?”. Det fik vi grineflip over og han sad og lignede et spørgsmålstegn. Jeg valgte at tage det som et kompliment og specielt når det kommer fra en inder, da buttethed er tegn på velstand og åbenbart sundhed i Indien. Ellers måtte vi igennem det sædvanlige top10 spørgsmål fra vores indiske medpassagerer:

1) Hvor er du fra?
2) Hvad er dit navn?
3) Hvor gammel er du?
4) Er du gift?
5) Efterfulgt af ”hvorfor ikke?” når jeg siger nej
6) Efterfulgt af, hvornår bliver man gift i DK og om det er arrangeret ægteskaber?
7) Hvor mange søskende har du?
8) Er det første gang i Indien?
9) Hvilket job har du derhjemme?
10) Hvor meget tjener du?

Jeg dummede mig, da jeg prøvede at komplimentere en Sikh inder for hans smukke datter, da jeg ikke lige tænkte på at hårknolden på toppen af hovedet på det lille barn kun er noget drengene har i Sikh religionen…..ups! Blev dog hurtigt tilgivet for tolerancen i Indien er stor – her kunne vi lære noget. Har tit tænkt på i min rejse i Indien, at det er utroligt at så mange forskellige religioner kan leve i så stor fredelighed og at man i trafikken næsten aldrig mister besindelsen på trods af mange propper og alternative køretøjer. Vi fik tilbudt at stå af midtvejs til Jammu for at bo hos Sikh familien og hvis ikke det var fordi at Lynne var målrettet havde vi fået den oplevelse med. Gæstfriheden er også stor i Indien!

Pigen der var en dreng - er der andre der kunne blive i tvivl?

Vi overnattede i Jammu og synes vi var heldige at blive medpassagerer i en jeep til Srinigar (hovedstaden i staten Kashmir), specielt fordi vi fik de to bagsæder for os selv. Hvad vi ikke vidste, var at vejen var MEGET hullet og så er det ikke sjovt at sidde bagerst. Det var en 10 timers tur, som bare skulle overstås og lyspunkterne var pauserne, hvor vi blev inviteret på chai (indisk te) og pakora (Indbaggelse) – mums!

Rough jeep riding!

En blandet landhandel:Sikh, hindi, Kashmiri og danskeren og englænderen lider bagi

Lynne der er ved at få nok og prøver desperat at finde en behageligt position