Ankomsten til muslimske Srinigar skulle heller ikke vise sig at være særlig fredelig, da der var en såkaldt spejder, som havde givet et praj om at der var en jeep med to hvide aber (turister) på vej. Resultatet var, at vi blev nærmest overfaldet af ca. 35 muslimske mænd som alle mente de havde det bedste hotel eller husbåd. En medpassager som havde tilbudt os en overnatning hos sin familie blev overfuset af flokken af aggressive sælgere fordi han ville fjerne deres eneste chance for indtjening. Det var vildt og det gav os et hurtigt indtryk af, hvor afhængig de er af turister i Srinigar. Det engang blomstrende ferieparadis for både indiske og udenlandske turister er i forfald efter det massive indtog af indiske soldater og den blussende konflikt med Pakistan om det smukke område. Stedet er også domineret af militær og man skal tage sine forholdsregler. En morgen vågnede vi bl.a. ved et kæmpe brag og vores husbåd vuggede. Jeg fór ud af båden og oppe på kajen kunne jeg se en karavane af militærbiler på vejen. Senere fandt vi ud af, at det var en mine der var sprunget og havde såret 16 civile mennesker. Flere kashmiri’er arbejder for Pakistans militær med intern terrorisme og det er ikke mere end 10 år siden at Pakistan prøvede at invadere sidst i bjergbyen Kargil. Som turist skal man ikke konsultere sit forsikringsselskab inden man tager derop.

Men Kashmir er risikoen værd. Den gamle by er fantastisk og præget af både Mughal kongerne, englænderne og hindierne. Mange af bygningerne er engelske i muslimske kulisser med de mest fantastiske moskeer og minder om en storhedstid. For alle regerende parter i Indien om det er englænderne, Mughal kongerne, muslimerne, Sikh eller hindi’erne, så har de alle brugt Kashmir som ferieparadis med den friske bjergluft, kølige temperaturer og smukke søer Dal og Nigeen. Kashmirs kendemærke er udover bjergene og deres smukke kvinder, deres virkelig smukke udskårne husbåde, som man som turist må prøve at bo på og som er meget besøgt at indiske par på bryllupsrejse.

Lynne og jeg endte også på en husbåd, men på Jhelum floden, hvor det er mindre turistet, tættere på den gamle bydel og med udsigt til bjergene når det er klart vejr. Vi var de eneste vestlige turister i miles omkreds og selvom husbåden var langt fra den flotteste og mest prangende i området, var vi utrolig glade for den familie vi boede hos og blev en del af den i en uge frem. Det var en familie med en svær skæbne. Forældrene havde fået én dreng og 6 piger, så de måtte sælge den største husbåd for at få råd til medgiften til de 5 døtre, mens den sidste stadig boede hjemme og hjalp med huspligterne. Faderen der havde været drivkraften bag husbåds forretningen, havde fået en blodprop i hjernen og hans ellers perfekte engelske var skiftet ud med lidt usammenhængen snak, hans balance var væk og han led af frygtelige hovedpiner – fuldstændig det samme som min egen bedstefar. Sønnen talte også engelsk men med et accent der til tider var svært at forstå og han prøvede at gøre sit bedste for at skaffe kunder og holde dem tilfredse. Moderen og søsteren lavede mad dejlig kashmiri mad og te til os og gjorde deres bedste for at kommunikere med os. Én ting vi alle havde til fælles på trods af religiøse, sproglige og kulturelle forskelle var vores humor og vi har haft utallige grineflip med hele familien og de lærte os at sige ”hele familien er skruptosset” på kashmiri (urdu). Selv faderen grinede med og bidrog til vittighederne. Sønnen Mushtaq fungerede også som vores chaperone, guide og bror under hele opholdet, hvilket er rart i et område der er muslimsk, besat af hæren og man er i mindretal som turist. Hans fætter Muzaffar fungerede som rickshawchauffør, mekaniker (da rickshawen hele tiden gik i stykker) og sproglærer (da han ikke talte engelsk).

Kashmir remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Efter der var tyndet ud i antal af passagerer fik vi fornøjelsen af en indisk familie med et dampbarn!

Oven i hatten gav det os et indblik i, hvordan det er, at være kendt….. der stod kødrande indenfor i toget og udenfor på perronen, der nedstirrede os fuldstændig uhæmmet. Vi havde købt nogle chapati og bananer som vi prøvede at konsumere på turen, men prøv at forestil dig, hvor svært (læs:pinligt) det er at spise en banan foran 50 indiske mænd med sved på panden, der slikker sig om munden mens de glor uhæmmet på dig…...?

Tilbage til den indiske ligefremhed, så var der en ung indisk mand som i sin samtale med Lynne nævnte at jeg havde et godt smil og at jeg så meget sund ud, hvor Lynne ikke virkede så sund. Da hun fortæller det til mig og jeg kigger på hendes magre krop er jeg godt klar over, hvad han siger og gentager ”nåååå han komplimenterer mig for at være fed?”. Det fik vi grineflip over og han sad og lignede et spørgsmålstegn. Jeg valgte at tage det som et kompliment og specielt når det kommer fra en inder, da buttethed er tegn på velstand og åbenbart sundhed i Indien. Ellers måtte vi igennem det sædvanlige top10 spørgsmål fra vores indiske medpassagerer:

1) Hvor er du fra?
2) Hvad er dit navn?
3) Hvor gammel er du?
4) Er du gift?
5) Efterfulgt af ”hvorfor ikke?” når jeg siger nej
6) Efterfulgt af, hvornår bliver man gift i DK og om det er arrangeret ægteskaber?
7) Hvor mange søskende har du?
8) Er det første gang i Indien?
9) Hvilket job har du derhjemme?
10) Hvor meget tjener du?

Jeg dummede mig, da jeg prøvede at komplimentere en Sikh inder for hans smukke datter, da jeg ikke lige tænkte på at hårknolden på toppen af hovedet på det lille barn kun er noget drengene har i Sikh religionen…..ups! Blev dog hurtigt tilgivet for tolerancen i Indien er stor – her kunne vi lære noget. Har tit tænkt på i min rejse i Indien, at det er utroligt at så mange forskellige religioner kan leve i så stor fredelighed og at man i trafikken næsten aldrig mister besindelsen på trods af mange propper og alternative køretøjer. Vi fik tilbudt at stå af midtvejs til Jammu for at bo hos Sikh familien og hvis ikke det var fordi at Lynne var målrettet havde vi fået den oplevelse med. Gæstfriheden er også stor i Indien!

Pigen der var en dreng - er der andre der kunne blive i tvivl?

Vi overnattede i Jammu og synes vi var heldige at blive medpassagerer i en jeep til Srinigar (hovedstaden i staten Kashmir), specielt fordi vi fik de to bagsæder for os selv. Hvad vi ikke vidste, var at vejen var MEGET hullet og så er det ikke sjovt at sidde bagerst. Det var en 10 timers tur, som bare skulle overstås og lyspunkterne var pauserne, hvor vi blev inviteret på chai (indisk te) og pakora (Indbaggelse) – mums!

Rough jeep riding!

En blandet landhandel:Sikh, hindi, Kashmiri og danskeren og englænderen lider bagi

Lynne der er ved at få nok og prøver desperat at finde en behageligt position

Man skal høre sandheden fra fulde mennesker, børn OG indere! remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Deluxe bussen fra Shimla var en luksus for 40 danske kroner som jeg aldrig vil fortryde. I taenker nok A/C, TV med en blockbuster film og saeder der kan skubbes bagud. Men der var blot tale om bloede saeder og ens helt eget saede uden at faa en kylling eller et barn paa skoedet samt tisse-stop, hvor man kunne faa salmonella fri mad. Den sidste del af turen ind i selve Parvati dalen foregik paa toppen af en lokal bus sammen med en flok israelere. Dette burde maaske have advaret os, men vi var alligevel overrasket da vi kom til Kasol og maatte konstatere at vi var kommet til mini Israel. En lille landsby i dalen der var lavet til og for de israelske turister med menuer paa hebraisk der listede alle de israelske specialiteter, skilte paa hebraisk og et hus, hvor joediske udsendte soergede for at alle de unge israelske overholdte deres religioese ritualer! Alt i alt lidt for meget, specielt taget i betragtning af, at der var israelere i grupper alle steder der pumpede vaek paa chillums helt fra morgenstunden, hvis de altsaa ikke cruisede rundt paa motorcykler og saa enormt seje ud.

Kontrast eller dobbeltmoral... Israelernes motorcykler ude foran det joediske hus, hvor udsendte soerger for at de unge "overholder" de joediske ritualer.

Har i forvejen det lidt svaert med de andre rejsende her i Indien, men Israelere her, er eksperter i at ignorere andre og deres arrogante attitude er ikke just god reklame for staten Israel. De laver ikke andet end at tale hebraisk med hinanden, prutte vildt og voldsomt om priserne og ryge saa meget hash de kan. Jeg kan slet ikke have dem og derfor fik jeg roede knopper af at vaere her!!

Men det var Lynnes 30 aarig foedselsdag og den skulle fejres uanset, saa jeg vaekkede hende klokken syv om morgenen med pandekager der var lavet som en foedselsdagskage, mynte-te og selvfoelgelig dansk foedseldsdagssang. Dagen rasede med skiftevis sol, regn og storm som passer meget godt til hendes humoersvigninger (nej undskyld, det var en frustration, som ligge maatte klemmes ud). Vi lavede ikke saa meget andet end at laese indendoers med udsigt over bjergene, spille kort og spise mad... Der var ikke saa mange at feste med udover de isolerede Israelere og da jeg hverken ryger hash eller drikker var det begraenset hvor vild en fest det kunne blive.

Lynne der blev taget paa sengekanten med dansk foedselsdagssang og pandekager.

Vi tog dagen efter videre til en lille landsby ved navn Tosh. Den lokale bus kunne ikke koere os hele vejen pga en punktering af en lastbil, saa vi gik den sidste kilometer som rigtige backpackere i stegende hede. Da vi kom til sidste busstop fandt vi ud af, at Tosh laa 6 km oppe af bjerget...pust! Vi naaede hele vejen derop, men kun fordi vi havde hyret to maend til at baere vores rygsaekke. Tosh er smuk. Omringet af kaempe sneklaedte bjerge, smaa bjerghytter og med en stor flod i dalen er det natur naar den er bedst. Vi boede paa et nybygget hotel med en Tandori ovn som vi kunne taende op i om natten, naar det blev rigtig koldt og med udsigt over bjergene. Ren terapi.

Vi vandrede rundt i omraadet med vores nye ven og guide - en dejlig hund, der fik os til at tro vi havde hovedrollerne i den nye Lassie film :o) og efter et par dage returnede vi til Kasol, hvor vi boede med den samme dejlige indiske familie og ladede op til naeste bustur.

Parvati Dalen = Mini Israel remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Se alle billeder her

Pladsen i Shimla med Christ Church i baggrunden, hvor jeg blev hijacket af den mystiske, indiske mand og hvor de indiske boern synger "jeg vil ha' en blaa ballon, en af dem med sjov facon..".

Med det offentlige i 12 timer
Vejen fra Rishikesh til Shimla skulle vise sig at vaere en haard intro til det offentlige bussystem i Indien. Man er vel backpacker og sparer gerne 20-30 kroner paa at blive pakket ind i en bus med tremmer for vinduerne og en makrel-paa-daase mentalitet i ca. 12 timer!! Der er altid plads til en inder mere i bussen - uanset hvad! Vi startede med ikke at have siddepladser, men kaempede os frem til nogen efter et par timer. Ved nu ikke om det var bedst at staa eller sidde, da saederne fik stolene i folkeskolen til at virke som luksus laenestole. Vejene paa maanen maa vaere bedre end de bumpede veje i Indien og min bagdel fik saa mange taesk paa turen. Jeg kunne ikke lade vaere med at synge til mig selv: "Halleluja HT, Hurra for DSB"

Svimlende Shimla
Traet og uoplagte gav vi op overfor den hord af mennesker som modtog os klokken 20 i Shimla og lod dem baere vores bagage op i byen, som viste sig at vaere en lang vej op af bakke. Selve Shimla er bilfri..... eller naesten, da de rige indere kan faa alt igennem. Efter lang kamp fik hotelfyrene, som skulle vise sig at vaere vores nye bedste venner i Shimla, os indlogeret paa et billigt hotel med udsigt over byen og uden vand - en mangelvare paa de fleste hoteller i byen.

Hotelfyrene var der til at sige godmorgen og startede deres mission som gik ud paa at faa os til at tage paa en arrangeret trek. Vi var inviteret til middag om aftenen, hvor de ville fortaelle os om det og vise os billeder. Lynne og jeg var god traette baade af hinanden og af, at hotelfyrenes besatte jagt paa os. Saa mens Lynne gik tilbage til hotellet for at slappe af gik jeg rundt i byen og tog lidt billeder og kiggede ligesaa meget paa de indiske turister som de kiggede paa mig. Det er de rige indere, der kommer til Shimla og de er besat af alt hvad der er vestligt. Maaske derfor kan man bl.a. finde en Dominos Pizza og et diskotek midt i byen...!

Blev videofilmet af en far, der gav strenge instrukser til sin soen om at gaa hen og tale med mig. Han kiggede skraekslagen paa mig, men turde ikke trodse sin far. En aeldre Sikh mand kom hen og spurgte, hvor jeg var fra og om jeg var studerende. Mit svar "ja, af livet" fik ham til at bryde ud i latter og raabe "ahhhhh, en philosoph!!" mens han holdte mig om kinderne :o) Velsign den indiske humor....... jeg elsker den!!

Gennemskuet paa gaden
Aura: En strålekrans eller glorie udgjort af et energifelt, som hævdes at omgive en persons krop.
En lille, halvfed, indisk mand i starten af 50'erne henvendte sig til mig paa gaden, da jeg stoppede for at tage et billede. Normalt er jeg afvisende, men synes jeg havde set ham foer og han loed utrolig laerd og havde helt sikkert mange venner fra europa. Vi talte om Danmark, hvilket han kendte en hel del til og pludselig siger han "Jeg er noedt til at sige, at jeg kunne ikke lade vaere med at tale til dig, da du har en utrolig staerk aura og nu da jeg ser dine oejne, fortaeller de mig saa meget". Han sagde nogle ting der ramte plet og sagde at han ikke ville have noget imod at sidde ned med mig paa et lokal tehus og have en uformel snak.

Imod alle mine principper accepterede jeg og inden laenge sad jeg ned foran denne lille mystiske mand og drak krydderet indisk te, mens han i en lind stroem fortalte ting om mig, som 97% af tiden var helt rigtige!?!?! Han chokerede mig med de ting han fortalte og jeg faeldede flere gange en taare. Han tog mine haender og kiggede mig dybt i oejnene og gav mig saa meget stof til eftertanke, at jeg efterfoelgende var helt rundtosset. En professionel gaetter? Maaske, men han sagde at han var blevet velsignet med specielle evner og en direkte kontakt til hans gud. Det var hans kald at hjaelpe andre og mange blev hos ham i laengere tid og gav ham en donation og et livslangt venskab til gengaeld. Han kunne laegge horoskoper, undervise i pranayama (vejrtraekning) og heale en person baade ved haandspaalaeggelse og blot ved at tale med dem og laese deres haandflader.

Kunne skrive side op og side ned om, hvad han fortalte mig, men meget overordnet var jeg glad for at faa at vide, at jeg hele vejen igennem, er en utrolig god person med gode hensigter :o) Han mente at jeg havde boet i Indien i et forrigt liv og at jeg havde svaert ved at indordne mig i det materialistiske samfund jeg boede i nu og det var derfor jeg foelte mig godt tilpas i Asien. Derudover var hans recept at blive eet sted og kigge indad samt finde noget harmoni inden jeg returnede hjem til DK. Der var nogle ting jeg var noedt til at goere op med mig selv foer jeg kunne klare at komme hjem igen. Jeg vil ikke modargumentere.....

Efter 2 timers spirituel viden, gaetteri eller hvad det nu var betalte jeg for vores te (2,5 kroner), fik hans e-mail og hans velsignelse.... jeg var helt rund paa gulvet og alt for sen paa den til vores middagsaftale med hotelfyrene....

Naeste dag flygtede vi i de tidlige morgentimer til Deluxe bussen (!) fra mystiske indiske spaamaend, hotelfyrene der insisterede paa at vi tog en pakketur med dem og et turist helvede.

Gennemskuet i Shimla remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Da vi er mere nord paa end Delhi, havde vi haabet paa en mere moderat temperatur, men vi er stadig oppe omkring de 38 grader. Men atmosfaeren, folk og omgivelserne er helt anderledes. Laksman Jhula er det omraade af Rishikesh som er mest fredelig og der hvor de fleste yoga ashrams ligger. Det er delt i 2 dele, der er separeret af en bro der gaar over Gange floden, som bugter sig fredfyldt gennem hele omraadet. Hotelvaerelset vi finder er fint og koster 200 Rps (ca. 24 kr.) pr. nat og vi goer god brug af deres fredelige tagterasse, hvor vi har udsigt over hele Laksman Jhula og derfor kan foelge med i dagens gang. Drengene spiller cricket i baggaarden, koerne vandrer rundt og leder efter madrester, Vesterlaendinge mediterer ved flodens bred, indiske turister er ude paa floden i river-rafting-stil eller vandrer de mange templer. Vi bliver vaekket hver morgen af boenner/sang/mantras der stroemmer ud gennen det naermeste ashram's hoejtalere og de returnerer ved solnedgang. I starten lyder det forfaerdeligt, men efterhaanden bliver vi vant til det og det bidrager til den helt specielle stemning.

Rishikesh er byen, hvor rishier (yoga dedikeret munke) i mange hundrede aar har praktiseret og levet efter den tantriske tankegang og hvor yoga er en livsstil og filosofi. Koed er derfor forbudt og hele byen omkring yoga ashrams er meget shanti shanti (fredfyldt). Her er utrolig mange sadhues (religioese maend der vandrer rundt i enten de vildeste og skraemmende kostumer eller ogsaa bare med en lagen omkring sig) som kommer og velsigner dig ved at udfoere et lille ritual med alle zoologisk haves dyrelyde og giver dig en orange eller roed stoevplet mellem oejnene. Til gengaeld faar du lov til at give dem en klat penge..... religion er heller ikke gratis her. Der er Ayurvedic massage, medicin og madlektioner alle vegne og vi proever massagen, hvorefter vi begge returnerer til vores hotelvaerelse smurt ind i en tyk olie fra top til taa (inkl haaret) og maa konstatere at vi ikke har varmt vand i bruseren..... Ogsaa her er stroemafbrydelser helt almindelige og bliver en del af vores hverdag.

Fra vores favoritspisested - Alladins hule

Maden her er meget bedre end den vi oplevede i Delhi og min paranoia begynder at forsvinde, mens Lynne faar besked fra laegen paa mail om at hun skal tage noget andet antibiotika, da proeverne viser, at hun har E.coli!!! Hun er dog i klar bedring, men har meget svaere ved at tage varmen end jeg og hun vil gerne snart videre. Samme aften, som vi er ankommet og er tilbage paa vores tagterasse efter noget godt mad til ialt 20 kr begynder vinden at tage til. Da vi er i en dal omringet af smaa bjerge, kan vejret skifte i et oejeblik - og det goer det! Gangefloden begynder at blive vildere og aftenhimlen bliver helt moerk, mens regnen vaelter ned og lynene raser ind over himlen lige over os. Vi er henrykte fordi for foerste gang i Indien oplever vi gaasehud og en kold brise paa vores krop. De naeste dage viser sig at blive en hel del behageligere efter at den varme luft er blevet renset en smule.

Broen over Gange floden

En af dagene hvor solen dog brager ned gaar vi op til den anden ende af byen, hvor der naesten er helt oede og hvor man kan komme ned til floden. Paa en stor sten staar der "No Bikini", hvilket egentlig ikke ville holde os tilbage fra at hoppe i floden halvnoegne. Det er mere de indiske maend der strategisk har placeret sig i naerheden, hvis nu de vestlige kvinder skulle ignorere advarslen, der holder os tilbage. Saa vi noejes med at dyppe vores foedder og jeg dypper min kasket i Gange flodens kolde vand og foeler min hjerne igen kan fungere efter kasketten kommer paa mit overophedet hoved. Paa vejen tilbage moeder vi to indiske piger paa 5 og 8 aar, der burde fylde deres spande med vand, men i stedet har glemt der aerinde og har vandkamp. Da de ser os, er vi oejebliklig adopteret og de hiver os tilbage til deres families hjem - et hjem med 10 doetre, 1 soen, 1 ko og 1 hund. Man ligger ikke engang maerke til deres hjem, da det ligner et skur der er gemt vaek af skrald og moedding. Men vi bliver foert ind og de efterfoelgende timer viser sig at vaere ret morsomme baade for dem og os. Vi leger med boernene og drikker te med foraeldrene, mens vi proever at kommunikere. Doetrene giver os neglelak paa og en Bindi mellem oejnene for at vise vi er gifte kvinder - en loegn vi efterhaanden selv tror paa og viser frem paa vores europaeiske maade, ved at baere ringe paa den rigtige finger. Den yngste pige paa 3 aar der har ligget og sovet i virvaret med ca. 50 fluer permanent paa hendes ansigt vaagner og haenger med det samme om halsen paa os.

En af roedderne med mine solbriller paa

Beder "Om Mani Padme Ohm" med en af pigerne

Lynne og jeg falder hurtigt ind i nogle roller, der skal vise sig at holde det meste af turen. Jeg er klovnen der leger med boernene og faar hele familien til at grine (bl.a. da mine fiskemandsbukser begynder at falde af, da jeg viser dem en dans!!) og Lynne er den ansvarlige der faar nogle dybe samtaler med dem paa trods af sprogvanskeligheder. Vi tager en masse billeder og viser dem, hvordan de kan tage billeder af hinanden, vi synger for hinanden og laerer hinanden hhv. hindi og engelsk. Altsammen god underholdning for alle parter og det er svaert at forlade dem igen. Jeg giver dem nogle mangoer som jeg har koebt paa markedet - ingenting ift hvad der har givet mig af glaede. Men lidt er ogsaa godt...

Se resten af billederne her

Det var meningen jeg ville blive i Rishikesh og bo i en ashram, men temperaturen tvinger os videre nord paa til Shimla og vi maa op klokken 5:30 fordi der venter os en lang tur med det offentlige. Man er vel backpacker ;o)

Rishikesh - Yogaens hovedstad remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Long live the King! Har stadig mit armbaand der aerer kongen af Thailand, som Daniel gav mig og i Bangkok er man ikke i tvivl om, hvor meget han betyder for dem - her hans flag....

Mission 1: Flybillet til Delhi
Saa jagten gik ind paa billige flybilletter til Delhi og det var desvaerre ikke lige saa billigt som jeg havde regnet med, men fandt en one-way ticket for 1.800 DKK og tog chancen og koebte den fra et af de smaa skumle rejsebureauer paa Khao San Rd. Foerste mission fuldfoert!

Mission 2: Ny MP3 afspiller
Besluttede mig for at starte jagten paa en mp3 afspiller, da de alt andet lige maa have et stoerre og billigere udvalg i Thailand. Den hardddisk med indbygget mp3-afspiller som jeg havde med paa turen, gik i stykker paa Filippinerne og indeholder alle mine billeder fra min rejse - derfor er jeg noedt til at investere i en ny og haabe paa at jeg kan faa trukket alle mine billeder ud af den gamle. Et meget foelsomt emne, som jeg ikke vil grave videre i.

Paa afveje i en tuk-tuk
I stedet for at finde min vej til det store elektroniske shoppingcenter blev jeg dog i stedet for lokket ind i noget der viste sig at vaere en turistfaelde (Ja mere rutineret er jeg aabenbart ikke).

Jeg havde dagen foer fra lufthavnen til Khao San Rd oplevet den ultimative thailandske gaestfrihed ved at der var en thai fyr der tog mig med i taxien, da han skulle samme sted hen, men insisterede paa at jeg ikke skulle betale noget.....fantastisk. Troede dagen efter at jeg igen var heldig, da der var en thai mand der hjalp mig med, hvilke busser jeg kunne tage rundt til de forskellige sevaerdigheder og fortalte, hvilke sevardigheder der var vaerd at se. Det var Buddha-dag (mandag) saa alle templer var gratis at komme ind i og han sagde at hvis jeg ville,saa kunne jeg tage en tuk tuk til kun 20 TH (ingen penge!) pga at det var Buddha dag! Saa jeg mente det var en rimelig nem beslutning. Desuden gav han mig tip om at jeg kunne tage til et centre der kun var aaben i dag for almindelige forbrugere, der hedder Thai Export. Cool taenkte jeg og afsted, afsted i en tuk-tuk!!

Men det skulle vise sig at vaere en kidnapning uden lige. Det gik godt de foerste par stop ved den hoeje Buddha og et tempel og saa begyndte jeg tilfaeldigvis at stoede ind i folk forskellige steder, der fortalte mig, hvor god en forretning det er at koebe blaa safir sten i Thailand og saelge dem i europaeiske lande. Man kan koebe dem billigt i Thai Export og faa bevis fra regeringen om at det er aegte sten. Hmmmm... Jeg moedte en thai, en fra singapore og en fransk turist som allesammen sagde det samme....

Da jeg ankom til Thai Export var det dog kun en lille butik i 2 etager og allerede der kunne jeg lugte lunten. Men jeg maa sige - i butikken var skuespillet til en oscar og timimgen var gennemfoert. Det maa man give dem. De blev dog temmelig sure, da jeg ikke ville koebe noget og der viste jeg med sikkerhed at den var helt gal...

Derefter tog min tuk-tuk chauffoer mig til andre templer som han angav for at vaere de beroemte templer og en mand ved indgangen bekraeftede det. Men da jeg krydscheckede med en lokal derinde fortalte han mig, at jeg var hel gal paa den. Da jeg kom ud for at brokke mig var der chauffoer skift og saa blev jeg ellers koert rundt til en masse butikker hvor jeg skulle kigge for at chauffoeren kunne faa benzin billetter derfra. Jeg var godt gal i skralden og skaeldte og smeldte saa han stak af efter han havde sat mig af ved den sidste sevaerdighed - som i oevrigt var lukket....!

Saa den foerste dag gik med at blive lokket i en faelde og selvom jeg fik set et par sevardigheder var det spild af tid...

Mit hostel i Bangkok "Barn hostel" ejet af en meget soed thai familie, hvor man kalder bedstemor for "Grandma"/ Her er hendes blomsterbed.

Mission 2: Mp3 afspiller - en ommer
Naeste dag var jeg meget maalrettet og ankom ogsaa til paradis med den lokale bus: et 5 etagers elektronisk marked, hvor priserne var mere end rimelige. Checkede priser og udvalg i flere timer og endte derefter med at koebe en lille simpel mp3 afspiller, 2 GB memorykort og et ekstra batteri til mit kamera til ialt ca. 720 DKK - det som en af delene ville koste derhjemme. Bonus!!

Mission 3: Sende alt det overfloedige hjem
Var godt klar over, at jeg maatte skille mig af med alt hvad jeg kunne undvaere inden jeg tog til Indien, da min rygsaek var absolut proppet efter NZ og jeg havde stadig min baerbar paa mig som absolut ikke skulle med mig til Indien! Saa jeg koebte en billig taske og sendte hele molevitten til DK for 800 DKK - av!av! den sved! Nu kan alle mine ting pakkes ned i rygsaekken uden jeg skal yde tortur paa den og jeg kan baere den paa ryggen uden at faa rygskade. Saa det var det vaerd!! Nu haaber jeg saa ogsaa bare at mine ting lander i DK hos min mor....uha!

Muay Thai oeje
Alle 3 missioner fuldfoert, saa der var ikke andet for en at se nogle af de store sevaerdigheder som The Grand Palace og Wat Po. Det var smukt, men FORFAERDELIGT varmt. Jeg fik naesten hedeslag og fik en infektion ved oejet der gjorde at jeg lignede Roberto efter hans bungy-jump - bare uden det blaa og lilla. Saa med et saebeoeje tog jeg til lufthavnen paa vej mod Delhi og bildte alle ind paa min vej at jeg havde vaeret i en muay thai (thai boksning) kamp og faaet een paa sinkadusen. Kunne lige saa godt faa lidt sjov ud af det.

Wat Poh der er proppet med de flotteste bygninger, skulpturer og udsmykninger. Aergeligt at det var 37 grader!!

Temple of Dawn set fra kanalen sammen med 2 unge munke

BANGkok remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Bonjour Akoroua
Se billeder fra turen her
Inden vi tog til Christchurch tog vi til den franske del af New Zealand. Akoroua er en by der ligger rundt om 2 store vulkaner der har dannet den lille halvø. Her havde franske immigranter slået sig ned og det siges at hvis ikke englænderne havde lavet Waitangi aftalen så havde New Zealand været fransk….!

To idioter på cykel på en vulkan!!

Der var ikke nogen ledige værelser, så vi var nødt til at ty til campingpladsen, hvor teltet blev slået op inden vi gik ned og fik en lækker middag på havnen. Måske var det vinen vi havde drukket eller vores dårlige stedsans der gjorde at vi på vej tilbage ikke kunne finde campingpladsen!?! Der var ingen gadelygter og efter at have gået op og ned af de forkerte gader og blevet meget ædru, fandt vi til sidst pladsen og gik på hovedet i seng.
Vi tog en cykeltur oppe på vulkanen, så vi kunne se den smukke udsigt i området og det var virkelig fantastisk og også ret hårdt til tider pga det bølgende landskab – puuuuuust!. Vi kom bl.a. forbi et lille tempel der var lavet på bjergsiden, da det siges at lige præcis der flyder der rigtig meget energi på visse tidspunkter af året. Der findes ikke så mange af disse steder, så jeg måtte lige ind og se, hvad det var for noget. Det var et helt specielt sted……

Christ......et hul...øhh jeg mener...church
Christchurch er efter min mening en ret uinteressant by, da den minder lidt om Dunedin – en engelsk havneby. Men ligesom i Dunedin så kan man jo altid checke nattelivet og da det var St. Patricks Day så regnede vi med at der var rimelig meget gang i den. Det var der også og vi havde en god aften, hvor vi mødte svenske Anna som vi sprang canyon swing med i Queenstown.
Robert var blevet træt af håret og skægget, så han købte en trimmer og lod de røde lokker falde (ok, det var ikke andet end et par mm, men det er nok det længste han har haft!!) Vi var også i biffen og se Blood Diamond (se den, for den er fantastisk!) og komedien Wild Hogs, som var grineren.

Kaikoura 19-21/3
Se billeder fra turen her
Kaikoura er hvalernes og delfinernes paradis og man kan godt forstå hvorfor. En lille by med en smuk kyst og omegn, der ligger i ly for meget af det barske vejr der kommer ind over sydøen. Selvom det er en dyr omgang, så måtte vi ud på den berygtede hvaltur. Man er ikke sikker på at få set hvaler, men det siges at morgenerne er de bedste, så vi bookede os ind på turen klokken 6 om morgenen. Ikke ligefrem mit ideelle tidspunkt på dagen og jeg kæmpede virkelig for det…..! Men det var virkelig det værd for om morgenen blev vi mødt af den smukkeste solopgang. Det var overvældende, men det var det også at komme ud på vandet og se Sperm Whales. Vi så cirka 3 forskellige hvaler og det var fantastisk at se, når de igen skulle ned på dybet og viftede deres kæmpe hale i vejret.

Sperm hvalen er en mærkelig skabning og jeg var meget nysgerrig efter at vide, hvordan den havde fået sit navn. Dens kæmpe hoved er fyldt med olie, som ved opvarmning kølning, bringer hvalen til hhv. overfladen og bunden af havet. Første gang de fangede og slagtede en af hvalerne troede de det var sperm :o) og blev først modbevist mange år efter da de fangede en kvindelig hval…! Så derfor navnet. Det er nogle store krabater og man føler sig enormt ydmyg når man ser dem ligge i overfladen og puste luft og vand op af deres åndehul.

Det var en kæmpe overraskelse også at se delfiner på samme tur. Har aldrig set så mange delfiner på ét sted. Der var nok over 200 smukke, legesyge delfiner i vandet omkring os og de sprang rundt om os på båden og blærede sig. Der var én som blev ved med at springe rundt i en cirkel og jo mere man heppede, jo vildere blev det.
Det hele var meget organiseret og vi fik vanvittig mange oplysninger, hvoraf jeg ikke kan huske en fjerdedel, da jeg havde været tidligt oppe og kæmpede for at kunne koncentrere mig. Men jeg kan huske en røverhistorie om en af grundende til at de ikke svømmer med hvalerne. En dykker blev slugt af en af hvalerne og overlevede mirakuløst da de fangede hvalen, sprættede den op og fik ham ud – stærkt medtaget af gasserne fra hvalens bug….. god vandrehistorie :o)

Marlborough Regionen – fino vino!
Se billeder fra turen her
Min far havde ét råd til mig inden jeg tog til New Zealand: tag til Marlborough regionen, da de laver noget af den bedste vin i verden. Jeg er i modsætning til min far og Roberto ingen ekspert, men det behøver man vist heller ikke at være for at tage på vinsmagning. Vi fandt et hostel i Blenheim, som lå i nærheden af en del vingårde og hvor vi kunne lege cykler til at tage runden. Da vi kom lidt sent af sted på turen nåede vi ikke så mange steder, men det var måske meget godt set i lyset af at jeg da nåede at blive rimelig påvirket inden vi skulle hjem, lave mad og sove i telt i haven….. eneste mulighed, da vi ikke havde reserveret på forhånd. Jeg fik ikke smagt Cloudy Bay, men fik smagt en hvidvin fra St. George som var temmelig dejlig

Picton-Wellington
Turen fra Blenheim til Wellington var utrolig smuk og turen på båden fra Picton til Wellington var formiddabel. En tur på 3 timer, men fjorden omkring Picton gør det til en smuk oplevelse og det er endnu mere imponerende at komme ind til Wellington og være omringet af bebygget bakker og en smuk by.

Vi tog tilbage til vores velkendte Stillwater Lodge udenfor Wellington og fik et dejligt gensyn med familien der ejer og bor i Stillwater Lodge og selvfølgelig…Johnny. Robert tog dykkercertifikat i Wellington og fik visum til Fillippinerne mens jeg hang ud med Johnny i Wellington by, hvor vi var på museum, til italiensk festival på havnen og var oppe på det højeste punkt med flot udsigt over byen.

De to rejsekammerater skilles.... efter en lang sej kamp :o)
----------------------------------------------------------

Adios Roberto – Ciao Jacob
Det var ved at være tid til at Robert skulle til Filippinerne og samtidig ville Jacob ankomme til New Zealand og skulle være her en uge. Så Robert tog afsked med sharkmobile og jeg, og susede op til Auckland i en lækker lejebil – parat til næste eventyr på en båd i det Filippinske ø-hav!

Jacob havde været i Australien med arbejdet og for at besøge noget familie. Han besluttede sig for at tage en tur til New Zealand for en uges ferie og vi besluttede os for at mødes og rejse lidt rundt sammen. Det var selvfølgelig mærkeligt at se Jacob igen og jeg havde et lidt ambivalent forhold til det, da jeg var bange for at det ville blive for meget emotionelt. Men vi fik talt ud om en del ting og det var rart at rejse sammen, da vi jo kender hinanden ud og ind og er gode venner. Men det fik også sat i perspektiv for mit vedkommende, at jeg alligevel er kommet meget videre siden vores adskillelse, men jeg ser ham som en rigtig god ven.

Jacob havde brug for ferie!

Da Jacob virkelig trængte til noget ferie tog vi ud på nogle gode gåture og tog det stille og roligt fra Wellington over Napier, Lake Taupo, Rotorua og op til kysten, hvorefter vi skulle tilbage til Auckland, hvor Jacob skulle flyve ud d. 4/4.

Dannevirke
Se billeder her fra både Dannevirke og Napier - klik på "Slideshow" og få kommentarerne med
Men inden vi begav os ud på de store ture, måtte vi lige tage forbi Dannevirke, da vi var lidt nysgerrige over det dansk-klingende navn. Vi blev da også budt velkommen af et stort vikinge-skilt, hvor der stod VELKOMMEN!

Og der var et skilt med farvel, da vi forlod byen!!

Det viste sig at være en by der i sin tid blev bygget af danske immigranter, som var blevet lovet land. Det som NZ regeringen bare have undladt af fortælle, var at det stykke land de skulle have var fuldstændig overbevokset med kæmpe træer, som skulle fjernes. Det har været et barskt liv for dem og det bar gravstenene på den lokale kirkegård også præg af. Men der var ingen tvivl om, at de nuværende beboere var stolte af deres skandinaviske rødder. Det lokale museum var fyldt med oplysninger om de danske immigranter, det danske kongehus og den danske kultur. Og for at spille lidt med på markedsføringen, overnattede vi da også på Viking Lodge :o)

Men ud over promoveringen var der ikke meget dansk kultur tilbage, andet end nogle gadenavne så som Denmark Street og Copenhagen Square - og en mindesten til de mænd de skandinaviske immigranter der i sin tid kom med drømmen om paradis og fik deres sag for.

Napier
Napier siges at være en virkelig fed by med en helt speciel stil, men vi synes ikke det var noget specielt og efter en overnatning, et museumbesøg og at have fået lavet bremserne på Sharkmobile tog vi videre til Tongariro.

Tongariro Crossing - A M A Z I N G!!
Se billeder her fra Tongariro Crossing - klik på "Slideshow" og få kommentarerne med
I Tongariro ville vi ud på en af de såkaldte ”Great Walks” der hedder The Tongariro Crossing. Men vejret var ikke med os, så vi måtte udskyde planerne én dag og gik i stedet tur rundt i naturen omkring Tongariro sammen med en tysk pige, der var på svampejagt – he!he! Der er RIGTIG mange tyske turister her i NZ og de er sgu lidt specielle :o)

Næste dag var vi klar og vejret tillod os at tage på på Tongariro crossing – en 8 timers gåtur over land, vulkaner, bjerge m.m. De havde ikke lovet det bedste vejr, men vi tog chancen, da vi ikke kunne vente en ekstra dag pga at vi skulle nå op til Auckland et par dage efter. Dette skulle vise sig, at blive en af de bedste naturoplevelser som jeg har haft her i NZ. Det startede med at vi gik over land, der var som taget ud af Ringenes Herre, klatrede over lava langs vandløb. Derefter gik turen op, op, op hvor vi endte højt oppe, men kunne ikke se så meget for skyerne som vi stod i. Det var hamrende koldt og vinden var stærk, men pludselig forsvandt skyerne og vi så, at vi stod ved ”The Red Crater” – munden af en vulkan! Det var helt fantastisk.

Vulkanen må være i nærheden!

Red Crater!

Da vi kommer over på den anden side af vulkanen ser vi ”The Blue Lakes” som er søer der er neon blå og lyser op i et råt vulkanlandskab. Det var svært at forlade dette sted, da det var så utrolig smukt, men vi var på en tidsplan og måtte videre efter en hurtig picnic. Derefter gik vi nede i vulkandalen og igen op af en bjergside og ned på den anden side, hvor det var helt anderledes frodigt med varme dampe der kom ud af bjergsiden. Efter at have kommet ned for foden af bjerget gik vi gennem skov – eller nærmere regnskov langs en lille flod. 7,5 time fra start, stod vi på den anden side af vulkanen og blev samlet op af bussen. Vi var begge meget trætte men utrolig glade for at have oplevet den tur og at vejret alligevel var med os, så vi fik set noget. Hjemme på hostel fik vi kinesisk takeaway, Jacob gav mig påskeæg og vi stenede til en gammel Clint Eastwood film.

The Blue Lakes! Jacob fryser :o)

Lake Taupo og Rotorua aka Roto Vegas
Se billeder her
Vi tog op til Lake Taupo efter Tongariro og mellem Taupo og Rototrua så vi en del kollapsede vulkaner med varmekilder og undergrundsdampe. Der stank af svovl og det var virkelig underligt at gå rundt mellem undergrundsgasser og aktivitet. Det både lugter og ligner forurening og det er det jo i virkeligheden også…. Naturens egen form for forurening. Rotorua som er det mest turistet sted i NZ levede op til navnet Roto Vegas og vi skyndte os at køre igennem og videre op til kysten ved Tauranga. Her så vi fuglekolonier der gjorde klar til at tage i samlet flok til varmere himmelstrøg. Overnatningen endte med at blive i Thames, da vi var skuffet over de byer vi ellers havde planlagt at overnatte i. Dagen efter skulle turen gå til Auckland og pludselig gik det op for os, at vi havde regnet forkert og at vi havde en ekstra dag inden Jacob skulle af sted..!

Da vi kom til Auckland gik det hele op i mine forberedelser til at skulle sælge bilen. Havde talt meget med Jacob om at tage til Indien og han havde fået mig endnu mere opsat på at tage af sted i stedet for at blive og arbejde på skibakkerne. Så derfor var jeg pludselig endnu mere opsat på at komme af med bilen. Vi fik hængt sedler op på hostels, jeg fik bilen synet og ordnede nogle småting. Men Jacob fik da også set lidt af Auckland hans sidste dag. Det var sørgeligt at sige farvel til Jacob og

Alt det ind imellem...... remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Roberto er klar til at trekke!!!!

Hold op det var flot og selvom jeg har prøvede at få det med på billederne ovenfor, så når det ikke virkeligheden til sokkeholderne!

Treble Cone Skisportsted. Da jeg overvejer at søge job på skisportsbakken Treble Cone måtte vi lige op og kigge på faciliteterne og minsandten om man ikke fik lyst til at stå på ski!! Gu ved om knæet er klar til det?!

Vi måtte prøve den new zealandske opfindelse Jet Boat som sejler op til 80 km i timen på ned til en meters vand. Den er drevet af en form for turbine der bruger vandet til at få farten op på nul komma fem og den kan vende på en femøre. Det var sjovt at prøve.

Ellers fik vi tiden til at gå med god mad, hurtig linie på internet cafeen, Robert fik spillet golf et par gange og ellers at køre rundt i landskabet og se de smukke omgivelser. Her er nogle af dem…

New Zealandsk Bullshit

Mæææææææhhhhh – kan du lide min nye frisure??

We want Wanaka!! remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Udsigten fra the old slaughterhouse

Karamea
Vi fik anbefalet af ejeren at tage længere op vestpå til en by ved navn Karamea. Der var nogle smukke stenbuer (The Arches) som vi skulle se og det var kun en times tid væk. Men det var mere end en times kørsel og specielt fordi det var bjergkørsel og fordi jeg får advarsler (ordrer) af Robert, hvis han mener jeg kører for hurtigt, hvilket sker jævnligt……ehhhh! Karamea er en lillebitte by med i alt 750 indbyggere og man ved man er kommet langt ud for alle hilser på hinanden på vejene og i byen :o) Vores entre til byen startede i en helt specielt butik med en helt speciel ejer. Ejeren hedder Gerard og han sælger bl.a. sine værker, som er hans fotografier af folk fra hans rejser i Indien i alle afskygninger og med tilhørende kommentarer. Han har langt gråt hår og er alene med sine 2 tvillinger på ca. 5 år. Vi fik en god snak om Indien og derefter Danmark, som ledte til spørgsmålet om hvordan Christiania havde det, som ledte til at han gav os en pose med hans hjemmedyrket ”dreamgrass”!! Han fortalte om ”The arches” og hvordan han havde været deroppe i nogle dage på acid og om hvor mange alfer der var deroppe (!) Desuden henviste han os til ”The Rongo” (betyder PEACE på Maori) der er det lokale backpacker sted som er drevet på frivillig basis og har deres egen lokale radiostation, som man i øvrigt som gæst lege DJ på.

Vi besluttede at tilbringe vores første nat i telt på ”The Rongo” og det var noget af en speciel oplevelse! Ejeren af stedet havde tilbragt en del tid i Tokyo som journalist/fotograf og han havde bl.a. også rejst i Danmark. Det forklarede, hvorfor der på gangen af The Rongo hang et billede af rundetårn!! Anyways det fik vi meget sjov ud af, da vi senere røg nok af Gerads dreamgrass :o)

Rongo. Hele huset var malet i stribede hippiefarver og i haven var der bl.a. en kaktus-have, solsikke-have og et hjemmelavet hot-tub – alt sammen lavet af frivillige, kreative mennesker.


Dreamgrass. Robert blev stærkt påvirket, men jeg mærkede ikke så meget (påstod jeg). Vi fandt dog begge toilettet inden ivi krøb i teltet. Det lå ned af gangen og til venstre ved rundetårn……

Håndskårne kommoder fra Karamea

Offroading
Udover at se ”The Arches” i Karamea, som var fantastiske naturfænomener, var vi også på stranden, hvor kække Marie tog The Sharkmobile helt over sandbankerne og ned på stranden. Robert havde haft en løftet pegefinger inden jeg kørte ud over, men det skulle prøves og Robert var tosset!!! Efter gentagne forsigtige forsøg kunne jeg ikke få den over, hvorefter Robert siger ”lad mig prøve!” og fræser den op af skråningen og igen i sikkerhed. Det var næsten for meget for Robertos nerver og han udbrød i glædeshyl/bandeord over mig, mens han tændte cigaretten med rystende hænder.

Alt i alt var Karamea et sted for alskens kreative mennesker og det var virkelig en oplevelse af være en del af det – men ok heller ikke for længe…


Hjulspor i sandet efter mit lille eventyr!!

Sæler, camping og pandekager
På Vestkysten fik vi også oplevet sæler i deres rette element. Det var en stor sælkoloni vi så og ungerne var i færd med at lære at klare sig i det åbne hav. Det er nogle underlige dyr, men de forstår af klare sig med en hale og 2 luffer. Andre attraktioner som vi fik med i programmet var ”The Pancake Rocks”, som ler sten der er lavet af tusindvis af lag, så det ligner en stak pandekager.

Vi havde fået blod på tanden m.h.t. camping, så vi fandt en strand, hvor vi kunne slå teltet op bag sandbankerne i læ fra vinden. Roberto viste sig som en ægte spejder og tændte bål, så vi kunne riste gourmet-brød med ost samt få varmen inden vi gik til køjs. Paranoia’en lagde sig og vi faldt begge i søvn. Og næste morgen skete det utænkelige: Marie stod op før Robert!!! For at det ikke skal være løgn gik jeg efterfølgende ned på stranden for at dyppe mig i det ISKOLDE vand (bemærk, Robert kom aldrig i!!!) på stranden, hvor jeg var helt alene bortset fra en enkelt vogn med travhest der trænede på stranden. Behøver jeg at gentage, at stranden, omgivelserne, det hele bare var super smukt?

Franz Josef
Ambitionerne var store da vi kom til gletcheren i Franz Josef, som er den gletscher i NZ der bevæger sig med største hast – 4 m ned af bjerget om året. Vi talte om helikoptertur eller flytur over området, men da vi så priserne, fik jeg kolde fødder. Der er mange muligheder for Action Adventure i NZ, men man får også lov at betale prisen. Så vi måtte ”nøjes” med en halvdagstur med guide og det viste sig også at være rigeligt for mit højre lår, der fik lov at bære byrden af et venstre lår som stadig mangler optræning efter knæoperationen. Det sætter tingene i perspektiv at befinde sig på så store naturfænomener og man føler sig pludselig meget lille og ydmyg. Isformationerne er fantastisk flotte og man kan næsten se alting ændre sig fra time til time. Med pigge under skoene og varmt tøj på vandrede vi mellem iskløfter og gik op af istrapper der gjorde opturen lidt lettere.

En kold fornøjelse!!!!

Vestkysten af sydøen remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Nelson og gensyn med Hobitten Glen
Nelson siges at være det mest solrige sted i New Zealand, men det var det første sted hvor vi skulle opleve overskyet vejr og støvregn. Dagene gik med at vi fik set Nelson, svømmede i en nærliggende flod med Glen, tog ud til Kaiteriteri Beach, drak noget god rødvin og hang ud med Glen i de timer han ikke arbejdede. Vi fik værelset gratis og Glen kørte med i en anden bil med en veninde og os op til Abel Tasman og viste os nogle SMUKKE steder. Smukke vandfald, krystalklare søer og floder og så fik han forvildet os ind i en jungel (The Grove), hvor der var de smukkeste stenformationer. Eneste problem var, at vi for vild og måtte finde tilbage af samme sti som vi var kommet efter et par timers gåtur, hvor ikke engang Glen viste hvor vi var - der gik ren Blairwitch i den!

Glen er guiden!!

Og jokeren!!

Glen, svenske Emma og jeg der checker udsigten over Abel Tasman

Crystal lakes, som også blev brugt til filmatiseringen af Ringenes Herre

Der var massere af forstenede trolde i THE GROVE

Der gik ren Blair Witch Project i den, da vi for vild i THE GROVE!!

rødkrummer....![/i]
Robert putter brødkrummer mellem Glen's tæer og ænderne ANGRIBER!! Man skulle vist have været der for at se det sjove i det. De fik også ænderne til at hoppe efter brød...........!

[i]Om aften hyggede vi os med god mad og så på stjerner som var i overtal fordi vi var så langt fra byer og lysforurening.

Farewell Spit
The end of the world kalder der det, men det er vel I virkeligheden en meget forstørret og blæret udgave af Skagensspidsen. En lang spids der rager ud i vandet og som man kan få specialkørsel til enden eller gå så langt man orker. Vi valgte at gå og det var en god tur med meget vind. Da vi nåede midt på kunne man bag buskene finde vandre i sandbanker så langt øjet rakte, så man troede man var i Sahara!

Sahara på Farewell Spit

Just do it!!

Vi boede på et virkelig hyggeligt hostel der hed The Innlet og blev drevet på den mest økologiske måde og med de dejligste kreative mennesker som gæster. En af morgenerne blev vi vækket af, at spillede drømmende godt på klaveret. Hvis jeg bare kunne blive vækket sådan hver morgen, så ville jeg nok ikke være B-menneske. En oase uden lige, hvor vi besluttede at blive et par dage. I ”baghaven” var der bl.a. en gåtur op af bakke, gennem jungel og over vandløb som vi tog. Den endte på toppen af bakken, hvor man kunne se over hele kysten og helt til byen Collingwood. Smukt var det og nedad valgte vi markvejen, som jeg tumlede ned igennem fordi der både var stejlt og ujævnt.

Udsigten fra toppen

Gennem jungel og over vandfald - Mr. Indiana Jones

Go south, life is peaceful there remains copyright of the author Marusk, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs