At udvide sin horisont.......

Jeg må vist lige udfylde det hul der var inden jeg kom til Auckland...... det er ikke småting jeg nåede at opleve inden forberedelserne til at forlade landet gik igang....

Bonjour Akoroua
Se billeder fra turen her
Inden vi tog til Christchurch tog vi til den franske del af New Zealand. Akoroua er en by der ligger rundt om 2 store vulkaner der har dannet den lille halvø. Her havde franske immigranter slået sig ned og det siges at hvis ikke englænderne havde lavet Waitangi aftalen så havde New Zealand været fransk….!

To idioter på cykel på en vulkan!!

Der var ikke nogen ledige værelser, så vi var nødt til at ty til campingpladsen, hvor teltet blev slået op inden vi gik ned og fik en lækker middag på havnen. Måske var det vinen vi havde drukket eller vores dårlige stedsans der gjorde at vi på vej tilbage ikke kunne finde campingpladsen!?! Der var ingen gadelygter og efter at have gået op og ned af de forkerte gader og blevet meget ædru, fandt vi til sidst pladsen og gik på hovedet i seng.
Vi tog en cykeltur oppe på vulkanen, så vi kunne se den smukke udsigt i området og det var virkelig fantastisk og også ret hårdt til tider pga det bølgende landskab – puuuuuust!. Vi kom bl.a. forbi et lille tempel der var lavet på bjergsiden, da det siges at lige præcis der flyder der rigtig meget energi på visse tidspunkter af året. Der findes ikke så mange af disse steder, så jeg måtte lige ind og se, hvad det var for noget. Det var et helt specielt sted……

Christ......et hul...øhh jeg mener...church
Christchurch er efter min mening en ret uinteressant by, da den minder lidt om Dunedin – en engelsk havneby. Men ligesom i Dunedin så kan man jo altid checke nattelivet og da det var St. Patricks Day så regnede vi med at der var rimelig meget gang i den. Det var der også og vi havde en god aften, hvor vi mødte svenske Anna som vi sprang canyon swing med i Queenstown.
Robert var blevet træt af håret og skægget, så han købte en trimmer og lod de røde lokker falde (ok, det var ikke andet end et par mm, men det er nok det længste han har haft!!) Vi var også i biffen og se Blood Diamond (se den, for den er fantastisk!) og komedien Wild Hogs, som var grineren.

Kaikoura 19-21/3
Se billeder fra turen her
Kaikoura er hvalernes og delfinernes paradis og man kan godt forstå hvorfor. En lille by med en smuk kyst og omegn, der ligger i ly for meget af det barske vejr der kommer ind over sydøen. Selvom det er en dyr omgang, så måtte vi ud på den berygtede hvaltur. Man er ikke sikker på at få set hvaler, men det siges at morgenerne er de bedste, så vi bookede os ind på turen klokken 6 om morgenen. Ikke ligefrem mit ideelle tidspunkt på dagen og jeg kæmpede virkelig for det…..! Men det var virkelig det værd for om morgenen blev vi mødt af den smukkeste solopgang. Det var overvældende, men det var det også at komme ud på vandet og se Sperm Whales. Vi så cirka 3 forskellige hvaler og det var fantastisk at se, når de igen skulle ned på dybet og viftede deres kæmpe hale i vejret.

Sperm hvalen er en mærkelig skabning og jeg var meget nysgerrig efter at vide, hvordan den havde fået sit navn. Dens kæmpe hoved er fyldt med olie, som ved opvarmning kølning, bringer hvalen til hhv. overfladen og bunden af havet. Første gang de fangede og slagtede en af hvalerne troede de det var sperm :o) og blev først modbevist mange år efter da de fangede en kvindelig hval…! Så derfor navnet. Det er nogle store krabater og man føler sig enormt ydmyg når man ser dem ligge i overfladen og puste luft og vand op af deres åndehul.

Det var en kæmpe overraskelse også at se delfiner på samme tur. Har aldrig set så mange delfiner på ét sted. Der var nok over 200 smukke, legesyge delfiner i vandet omkring os og de sprang rundt om os på båden og blærede sig. Der var én som blev ved med at springe rundt i en cirkel og jo mere man heppede, jo vildere blev det.
Det hele var meget organiseret og vi fik vanvittig mange oplysninger, hvoraf jeg ikke kan huske en fjerdedel, da jeg havde været tidligt oppe og kæmpede for at kunne koncentrere mig. Men jeg kan huske en røverhistorie om en af grundende til at de ikke svømmer med hvalerne. En dykker blev slugt af en af hvalerne og overlevede mirakuløst da de fangede hvalen, sprættede den op og fik ham ud – stærkt medtaget af gasserne fra hvalens bug….. god vandrehistorie :o)

Marlborough Regionen – fino vino!
Se billeder fra turen her
Min far havde ét råd til mig inden jeg tog til New Zealand: tag til Marlborough regionen, da de laver noget af den bedste vin i verden. Jeg er i modsætning til min far og Roberto ingen ekspert, men det behøver man vist heller ikke at være for at tage på vinsmagning. Vi fandt et hostel i Blenheim, som lå i nærheden af en del vingårde og hvor vi kunne lege cykler til at tage runden. Da vi kom lidt sent af sted på turen nåede vi ikke så mange steder, men det var måske meget godt set i lyset af at jeg da nåede at blive rimelig påvirket inden vi skulle hjem, lave mad og sove i telt i haven….. eneste mulighed, da vi ikke havde reserveret på forhånd. Jeg fik ikke smagt Cloudy Bay, men fik smagt en hvidvin fra St. George som var temmelig dejlig

Picton-Wellington
Turen fra Blenheim til Wellington var utrolig smuk og turen på båden fra Picton til Wellington var formiddabel. En tur på 3 timer, men fjorden omkring Picton gør det til en smuk oplevelse og det er endnu mere imponerende at komme ind til Wellington og være omringet af bebygget bakker og en smuk by.

Vi tog tilbage til vores velkendte Stillwater Lodge udenfor Wellington og fik et dejligt gensyn med familien der ejer og bor i Stillwater Lodge og selvfølgelig…Johnny. Robert tog dykkercertifikat i Wellington og fik visum til Fillippinerne mens jeg hang ud med Johnny i Wellington by, hvor vi var på museum, til italiensk festival på havnen og var oppe på det højeste punkt med flot udsigt over byen.

De to rejsekammerater skilles.... efter en lang sej kamp :o)
----------------------------------------------------------

Adios Roberto – Ciao Jacob
Det var ved at være tid til at Robert skulle til Filippinerne og samtidig ville Jacob ankomme til New Zealand og skulle være her en uge. Så Robert tog afsked med sharkmobile og jeg, og susede op til Auckland i en lækker lejebil – parat til næste eventyr på en båd i det Filippinske ø-hav!

Jacob havde været i Australien med arbejdet og for at besøge noget familie. Han besluttede sig for at tage en tur til New Zealand for en uges ferie og vi besluttede os for at mødes og rejse lidt rundt sammen. Det var selvfølgelig mærkeligt at se Jacob igen og jeg havde et lidt ambivalent forhold til det, da jeg var bange for at det ville blive for meget emotionelt. Men vi fik talt ud om en del ting og det var rart at rejse sammen, da vi jo kender hinanden ud og ind og er gode venner. Men det fik også sat i perspektiv for mit vedkommende, at jeg alligevel er kommet meget videre siden vores adskillelse, men jeg ser ham som en rigtig god ven.

Jacob havde brug for ferie!

Da Jacob virkelig trængte til noget ferie tog vi ud på nogle gode gåture og tog det stille og roligt fra Wellington over Napier, Lake Taupo, Rotorua og op til kysten, hvorefter vi skulle tilbage til Auckland, hvor Jacob skulle flyve ud d. 4/4.

Dannevirke
Se billeder her fra både Dannevirke og Napier - klik på "Slideshow" og få kommentarerne med
Men inden vi begav os ud på de store ture, måtte vi lige tage forbi Dannevirke, da vi var lidt nysgerrige over det dansk-klingende navn. Vi blev da også budt velkommen af et stort vikinge-skilt, hvor der stod VELKOMMEN!

Og der var et skilt med farvel, da vi forlod byen!!

Det viste sig at være en by der i sin tid blev bygget af danske immigranter, som var blevet lovet land. Det som NZ regeringen bare have undladt af fortælle, var at det stykke land de skulle have var fuldstændig overbevokset med kæmpe træer, som skulle fjernes. Det har været et barskt liv for dem og det bar gravstenene på den lokale kirkegård også præg af. Men der var ingen tvivl om, at de nuværende beboere var stolte af deres skandinaviske rødder. Det lokale museum var fyldt med oplysninger om de danske immigranter, det danske kongehus og den danske kultur. Og for at spille lidt med på markedsføringen, overnattede vi da også på Viking Lodge :o)

Men ud over promoveringen var der ikke meget dansk kultur tilbage, andet end nogle gadenavne så som Denmark Street og Copenhagen Square - og en mindesten til de mænd de skandinaviske immigranter der i sin tid kom med drømmen om paradis og fik deres sag for.

Napier
Napier siges at være en virkelig fed by med en helt speciel stil, men vi synes ikke det var noget specielt og efter en overnatning, et museumbesøg og at have fået lavet bremserne på Sharkmobile tog vi videre til Tongariro.

Tongariro Crossing - A M A Z I N G!!
Se billeder her fra Tongariro Crossing - klik på "Slideshow" og få kommentarerne med
I Tongariro ville vi ud på en af de såkaldte ”Great Walks” der hedder The Tongariro Crossing. Men vejret var ikke med os, så vi måtte udskyde planerne én dag og gik i stedet tur rundt i naturen omkring Tongariro sammen med en tysk pige, der var på svampejagt – he!he! Der er RIGTIG mange tyske turister her i NZ og de er sgu lidt specielle :o)

Næste dag var vi klar og vejret tillod os at tage på på Tongariro crossing – en 8 timers gåtur over land, vulkaner, bjerge m.m. De havde ikke lovet det bedste vejr, men vi tog chancen, da vi ikke kunne vente en ekstra dag pga at vi skulle nå op til Auckland et par dage efter. Dette skulle vise sig, at blive en af de bedste naturoplevelser som jeg har haft her i NZ. Det startede med at vi gik over land, der var som taget ud af Ringenes Herre, klatrede over lava langs vandløb. Derefter gik turen op, op, op hvor vi endte højt oppe, men kunne ikke se så meget for skyerne som vi stod i. Det var hamrende koldt og vinden var stærk, men pludselig forsvandt skyerne og vi så, at vi stod ved ”The Red Crater” – munden af en vulkan! Det var helt fantastisk.

Vulkanen må være i nærheden!

Red Crater!

Da vi kommer over på den anden side af vulkanen ser vi ”The Blue Lakes” som er søer der er neon blå og lyser op i et råt vulkanlandskab. Det var svært at forlade dette sted, da det var så utrolig smukt, men vi var på en tidsplan og måtte videre efter en hurtig picnic. Derefter gik vi nede i vulkandalen og igen op af en bjergside og ned på den anden side, hvor det var helt anderledes frodigt med varme dampe der kom ud af bjergsiden. Efter at have kommet ned for foden af bjerget gik vi gennem skov – eller nærmere regnskov langs en lille flod. 7,5 time fra start, stod vi på den anden side af vulkanen og blev samlet op af bussen. Vi var begge meget trætte men utrolig glade for at have oplevet den tur og at vejret alligevel var med os, så vi fik set noget. Hjemme på hostel fik vi kinesisk takeaway, Jacob gav mig påskeæg og vi stenede til en gammel Clint Eastwood film.

The Blue Lakes! Jacob fryser :o)

Lake Taupo og Rotorua aka Roto Vegas
Se billeder her
Vi tog op til Lake Taupo efter Tongariro og mellem Taupo og Rototrua så vi en del kollapsede vulkaner med varmekilder og undergrundsdampe. Der stank af svovl og det var virkelig underligt at gå rundt mellem undergrundsgasser og aktivitet. Det både lugter og ligner forurening og det er det jo i virkeligheden også…. Naturens egen form for forurening. Rotorua som er det mest turistet sted i NZ levede op til navnet Roto Vegas og vi skyndte os at køre igennem og videre op til kysten ved Tauranga. Her så vi fuglekolonier der gjorde klar til at tage i samlet flok til varmere himmelstrøg. Overnatningen endte med at blive i Thames, da vi var skuffet over de byer vi ellers havde planlagt at overnatte i. Dagen efter skulle turen gå til Auckland og pludselig gik det op for os, at vi havde regnet forkert og at vi havde en ekstra dag inden Jacob skulle af sted..!

Da vi kom til Auckland gik det hele op i mine forberedelser til at skulle sælge bilen. Havde talt meget med Jacob om at tage til Indien og han havde fået mig endnu mere opsat på at tage af sted i stedet for at blive og arbejde på skibakkerne. Så derfor var jeg pludselig endnu mere opsat på at komme af med bilen. Vi fik hængt sedler op på hostels, jeg fik bilen synet og ordnede nogle småting. Men Jacob fik da også set lidt af Auckland hans sidste dag. Det var sørgeligt at sige farvel til Jacob og

Ca. 100 km fra Quenstown ligger en sand perle og vi var så heldige at finde den på vejen og give os selv tiden til at nyde den. Wanaka er hovedsagligt byen der er tilknyttet til det bedste skisted i Southpacific ”Treble Cone”, men de har lige så meget at tilbyde på i sommermånederne. Det er ubeskriveligt smukt og der er en masse smukke gåture i området som leverer en uvirkelig udsigt af bjerge i alle afskygninger og med og uden sne, floder der snor sig ind i landskabet, søen der ligger op til den lille lækre Wanaka by og en farvekombination der gør en glad i låget! Da vi tilbragte 5-6 dage i dette smukke område fik vi lavet lidt af hvert, men fik også plejet os selv og nydt at være det samme sted i flere dage i træk. Vores hostel var et hyggeligt lille sted fyldt med tyskere som faktisk viste sig at være søde – og ha’ humoristisk sans!! Og nedenfor var der gangbro ud i søen, så man kunne hoppe i på de varme dage. Det prøvede vi selvfølgelig og det var fantastisk at ligge i søen og kigge op på de omkringliggende bjerge, bakker og farver! Derudover besluttede vi os for en udfordrende (for os) gåtur op på Mount Rob som var estimeret 3 timer op og 3 timer tilbage med en højde på 1600 m Både min fysik og muskler kom virkelig på en prøve, men jeg kom næsten også helt op – i hvert fald over bjergryggen og udsigten var virkelig det værd. Robert nåede helt op på toppen og fik også presset sig selv til det yderste, specielt da hans chokolade lå i min rygsæk…

Roberto er klar til at trekke!!!!

Hold op det var flot og selvom jeg har prøvede at få det med på billederne ovenfor, så når det ikke virkeligheden til sokkeholderne!

Treble Cone Skisportsted. Da jeg overvejer at søge job på skisportsbakken Treble Cone måtte vi lige op og kigge på faciliteterne og minsandten om man ikke fik lyst til at stå på ski!! Gu ved om knæet er klar til det?!

Vi måtte prøve den new zealandske opfindelse Jet Boat som sejler op til 80 km i timen på ned til en meters vand. Den er drevet af en form for turbine der bruger vandet til at få farten op på nul komma fem og den kan vende på en femøre. Det var sjovt at prøve.

Ellers fik vi tiden til at gå med god mad, hurtig linie på internet cafeen, Robert fik spillet golf et par gange og ellers at køre rundt i landskabet og se de smukke omgivelser. Her er nogle af dem…

New Zealandsk Bullshit

Mæææææææhhhhh – kan du lide min nye frisure??

The Slaughterhouse
Vi kunne have valgt at lade bilen stå og tage den 82 km lange trek ned til vestkysten fra Farewell Spit , men vi valgte at køre hele vejen udenom og endte i en fantastisk træhytte lige på kysten oppe af bjergene. Hytten var et hostel der var ejet af en forhenværende fårefarmer og hed ”The Old Slaughterhouse” Udsigten var usammenlignelig og vi nåede at nyde aftensmaden til en smuk solnedgang, mens vi blev ædt af sandfluerne, som er nogle blodsugene små sataner, der efterlader stik der får dig til at klø dig til blods. Det siges det kun er de kvindelige sandfluer der er blodsugere – og ja far, jeg kan høre din kommentar med et smøret grin ”ligesom hos os mennesker…” he!he!

Udsigten fra the old slaughterhouse

Karamea
Vi fik anbefalet af ejeren at tage længere op vestpå til en by ved navn Karamea. Der var nogle smukke stenbuer (The Arches) som vi skulle se og det var kun en times tid væk. Men det var mere end en times kørsel og specielt fordi det var bjergkørsel og fordi jeg får advarsler (ordrer) af Robert, hvis han mener jeg kører for hurtigt, hvilket sker jævnligt……ehhhh! Karamea er en lillebitte by med i alt 750 indbyggere og man ved man er kommet langt ud for alle hilser på hinanden på vejene og i byen :o) Vores entre til byen startede i en helt specielt butik med en helt speciel ejer. Ejeren hedder Gerard og han sælger bl.a. sine værker, som er hans fotografier af folk fra hans rejser i Indien i alle afskygninger og med tilhørende kommentarer. Han har langt gråt hår og er alene med sine 2 tvillinger på ca. 5 år. Vi fik en god snak om Indien og derefter Danmark, som ledte til spørgsmålet om hvordan Christiania havde det, som ledte til at han gav os en pose med hans hjemmedyrket ”dreamgrass”!! Han fortalte om ”The arches” og hvordan han havde været deroppe i nogle dage på acid og om hvor mange alfer der var deroppe (!) Desuden henviste han os til ”The Rongo” (betyder PEACE på Maori) der er det lokale backpacker sted som er drevet på frivillig basis og har deres egen lokale radiostation, som man i øvrigt som gæst lege DJ på.

Vi besluttede at tilbringe vores første nat i telt på ”The Rongo” og det var noget af en speciel oplevelse! Ejeren af stedet havde tilbragt en del tid i Tokyo som journalist/fotograf og han havde bl.a. også rejst i Danmark. Det forklarede, hvorfor der på gangen af The Rongo hang et billede af rundetårn!! Anyways det fik vi meget sjov ud af, da vi senere røg nok af Gerads dreamgrass :o)

Rongo. Hele huset var malet i stribede hippiefarver og i haven var der bl.a. en kaktus-have, solsikke-have og et hjemmelavet hot-tub – alt sammen lavet af frivillige, kreative mennesker.


Dreamgrass. Robert blev stærkt påvirket, men jeg mærkede ikke så meget (påstod jeg). Vi fandt dog begge toilettet inden ivi krøb i teltet. Det lå ned af gangen og til venstre ved rundetårn……

Håndskårne kommoder fra Karamea

Offroading
Udover at se ”The Arches” i Karamea, som var fantastiske naturfænomener, var vi også på stranden, hvor kække Marie tog The Sharkmobile helt over sandbankerne og ned på stranden. Robert havde haft en løftet pegefinger inden jeg kørte ud over, men det skulle prøves og Robert var tosset!!! Efter gentagne forsigtige forsøg kunne jeg ikke få den over, hvorefter Robert siger ”lad mig prøve!” og fræser den op af skråningen og igen i sikkerhed. Det var næsten for meget for Robertos nerver og han udbrød i glædeshyl/bandeord over mig, mens han tændte cigaretten med rystende hænder.

Alt i alt var Karamea et sted for alskens kreative mennesker og det var virkelig en oplevelse af være en del af det – men ok heller ikke for længe…


Hjulspor i sandet efter mit lille eventyr!!

Sæler, camping og pandekager
På Vestkysten fik vi også oplevet sæler i deres rette element. Det var en stor sælkoloni vi så og ungerne var i færd med at lære at klare sig i det åbne hav. Det er nogle underlige dyr, men de forstår af klare sig med en hale og 2 luffer. Andre attraktioner som vi fik med i programmet var ”The Pancake Rocks”, som ler sten der er lavet af tusindvis af lag, så det ligner en stak pandekager.

Vi havde fået blod på tanden m.h.t. camping, så vi fandt en strand, hvor vi kunne slå teltet op bag sandbankerne i læ fra vinden. Roberto viste sig som en ægte spejder og tændte bål, så vi kunne riste gourmet-brød med ost samt få varmen inden vi gik til køjs. Paranoia’en lagde sig og vi faldt begge i søvn. Og næste morgen skete det utænkelige: Marie stod op før Robert!!! For at det ikke skal være løgn gik jeg efterfølgende ned på stranden for at dyppe mig i det ISKOLDE vand (bemærk, Robert kom aldrig i!!!) på stranden, hvor jeg var helt alene bortset fra en enkelt vogn med travhest der trænede på stranden. Behøver jeg at gentage, at stranden, omgivelserne, det hele bare var super smukt?

Franz Josef
Ambitionerne var store da vi kom til gletcheren i Franz Josef, som er den gletscher i NZ der bevæger sig med største hast – 4 m ned af bjerget om året. Vi talte om helikoptertur eller flytur over området, men da vi så priserne, fik jeg kolde fødder. Der er mange muligheder for Action Adventure i NZ, men man får også lov at betale prisen. Så vi måtte ”nøjes” med en halvdagstur med guide og det viste sig også at være rigeligt for mit højre lår, der fik lov at bære byrden af et venstre lår som stadig mangler optræning efter knæoperationen. Det sætter tingene i perspektiv at befinde sig på så store naturfænomener og man føler sig pludselig meget lille og ydmyg. Isformationerne er fantastisk flotte og man kan næsten se alting ændre sig fra time til time. Med pigge under skoene og varmt tøj på vandrede vi mellem iskløfter og gik op af istrapper der gjorde opturen lidt lettere.

En kold fornøjelse!!!!

Efter at vi havde fået købt telt, fået lavet et par reparationer på The Sharkmobile, var vi klar til at tage ned til Sydøen med færgen fra Wellington til Picton. Mirakuløst fik jeg booket en billet dagen før, selvom alle havde advaret mig om at der helt sikkert ikke var plads i weekenden. Det skulle også vise sig, ikke at være så nemt som først antaget. Det var meningen at vi skulle over med færgen kl. 19 og det var vi meget godt til freds med, da vi så kunne nyde solnedgangen på vores sejltur. Men der var åbenbart ikke en færge kl 19……? De havde lavet bookingen forkert og der stod vi….. Nå men de fik os så på fragtfærgen som skulle afgå kl 21. Det var vi ikke helt tilfredse med, men vi ville af sted, så vi accepterede. Det endte med at vi først kom af sted kl. 10:30 pga forsinkelser og var dermed først i Picton kl. 2 om morgenen! Nu var det så langt ude, at vi lige så godt kunne køre linen ud og køre direkte til Nelson til det hostel vi skulle bo på, hvor min kiwi ven Glen er manager. Godt at jeg er en natteravn! Men Robert var lysvågen hele vejen, da han ikke føler sig så tryg ved den hastighed jeg føler mig tryg ved :o) Så endelig kl 4 om morgenen ankom vi til Nelson og Glen stod op for at vise os vores værelse, hvor der var helt nyt sengetøj, frisk frugt, vand og chokolade!! Ikke dårligt!!

Nelson og gensyn med Hobitten Glen
Nelson siges at være det mest solrige sted i New Zealand, men det var det første sted hvor vi skulle opleve overskyet vejr og støvregn. Dagene gik med at vi fik set Nelson, svømmede i en nærliggende flod med Glen, tog ud til Kaiteriteri Beach, drak noget god rødvin og hang ud med Glen i de timer han ikke arbejdede. Vi fik værelset gratis og Glen kørte med i en anden bil med en veninde og os op til Abel Tasman og viste os nogle SMUKKE steder. Smukke vandfald, krystalklare søer og floder og så fik han forvildet os ind i en jungel (The Grove), hvor der var de smukkeste stenformationer. Eneste problem var, at vi for vild og måtte finde tilbage af samme sti som vi var kommet efter et par timers gåtur, hvor ikke engang Glen viste hvor vi var - der gik ren Blairwitch i den!

Glen er guiden!!

Og jokeren!!

Glen, svenske Emma og jeg der checker udsigten over Abel Tasman

Crystal lakes, som også blev brugt til filmatiseringen af Ringenes Herre

Der var massere af forstenede trolde i THE GROVE

Der gik ren Blair Witch Project i den, da vi for vild i THE GROVE!!

rødkrummer....![/i]
Robert putter brødkrummer mellem Glen's tæer og ænderne ANGRIBER!! Man skulle vist have været der for at se det sjove i det. De fik også ænderne til at hoppe efter brød...........!

[i]Om aften hyggede vi os med god mad og så på stjerner som var i overtal fordi vi var så langt fra byer og lysforurening.

Farewell Spit
The end of the world kalder der det, men det er vel I virkeligheden en meget forstørret og blæret udgave af Skagensspidsen. En lang spids der rager ud i vandet og som man kan få specialkørsel til enden eller gå så langt man orker. Vi valgte at gå og det var en god tur med meget vind. Da vi nåede midt på kunne man bag buskene finde vandre i sandbanker så langt øjet rakte, så man troede man var i Sahara!

Sahara på Farewell Spit

Just do it!!

Vi boede på et virkelig hyggeligt hostel der hed The Innlet og blev drevet på den mest økologiske måde og med de dejligste kreative mennesker som gæster. En af morgenerne blev vi vækket af, at spillede drømmende godt på klaveret. Hvis jeg bare kunne blive vækket sådan hver morgen, så ville jeg nok ikke være B-menneske. En oase uden lige, hvor vi besluttede at blive et par dage. I ”baghaven” var der bl.a. en gåtur op af bakke, gennem jungel og over vandløb som vi tog. Den endte på toppen af bakken, hvor man kunne se over hele kysten og helt til byen Collingwood. Smukt var det og nedad valgte vi markvejen, som jeg tumlede ned igennem fordi der både var stejlt og ujævnt.

Udsigten fra toppen

Gennem jungel og over vandfald - Mr. Indiana Jones

Vi besluttede at hænge ud i Wellington nogle dage, da vi skulle have lavet et par ting på bilen inden vi skulle cruise på sydøen og boede på det dejligste lille familiedrevet hostel ”Still Water Lodge” i Plimmerton lige udenfor Wellington. Her boede vi sammen med familien og delte deres stue, køkken og spisestue og blev nærmest en del af familien. Mor Angela arrangerede, at Robert kunne komme ud og spille golf i den lokale golfklub, som ellers er lukket for udefrakommende. Han blev hentet af en 75-årig golf legende og fik hele turen rundt om golfbanen og boligblokken samt blev inviteret indenfor til te med konen :o)

Om aftenen grillede vi på stranden med Johnny og fik muslinger, laks, pølser og lækker salat. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg simpelthen har fået min helt egen personlige kok med på turen i form af Roberto. Han er en haj i et køkken – og så kan han endda li’ at lave mad!!! Miracles do happen…. Udsigten var helt fantastisk med spejlblankt vand, lyserød himmel og bakkerne (Ja danskere ville nok kalde dem bjerge) i baggrunden. Vi var næsten de eneste der var der og vi hyggede os gevaldigt mens lykkebarometeret blev fyldt godt op.

Hygge på stranden

Udsigt over vandet

Roberto bliver hypnotiseret af bålet

Solen står højt på himlen, klokken er 9 om morgenen og flyet lander ind over smukke Wellington med Roberto om bord. Efter halvandet døgn i fly ankommer Roberto til paradis overraskende frisk og meget glad. Har glædet mig til at hente Roberto og fortælle ham om alle mine rejseoplevelser i NZ indtil videre og glæder mig til at have en hjemmefra, som man kan dele alle disse fantastiske oplevelser med.
Havde allerede advaret ham på forhånd mod solen hernede, som er sindssyg stærk – specielt pga at ozonlaget er så tyndt på disse kanter. Alligevel bruger vi de første par timer på en udsigtspost udenfor Wellington i den bagende sol. Jeg har faktor 30 med som jeg smør mig ind i, men Robert fik ikke taget noget på og fik regningen i form af meget rød hud dagen efter…… av!av! Men han er kommet godt efter og smør sig flittigt med 50+

Roberto er endelig fri som en fugl!!

Roberto er tilfreds med vejrudsigten til New Zealand! Thumbs up!

Roberto fik smagt på den udsøgte new zealandske gæstfrihed med det samme, da Johnnys bror inviterede os ned på stranden til BBQ med hans familie. Vi glædede os til at hænge ud med de lokale ved stranden og Roberto begyndte at føle sig tilpas i The Sharkmobile på trods af, at der sad en blondine bag rattet, som lige havde lært at køre i venstre side af vejen. Det skulle dog ikke vare ved….!

På vej ned af en MEGET smal vej ned af bakken til stranden sker det dog…..! Jeg holder i vejen for nogle modkørende og i stedet for at køre tættere på skrænten beslutter jeg mig for at bakke. Fandt dog hurtigt ud af, at når man sidder i en stor motherfucker firhjulstrækker så kan man ikke se små almindelige biler der holder helt oppe i enden på én. Så jeg fandt først ud af, at der holdt en bag mig, da jeg rammer ham. Jeg blev MEGET lille, da der efter braget fulgte et meget højt råb ”YOU DUMB FUCK!!! Og jeg så en KÆMPE Maori mand stige ud af bilen. Lad mig sige det sådan….. han var ikke glad! Så jeg kravlede ud af bilen og prøvede at sige undskyld, mens Roberto overvejede at gemme sig under sædet…! Det var først, da Johnny kom til min undsætning, at manden begyndte at falde ned og vi fik vekslet forsikringsnumre. Heldigvis er min bil forsikret, men der skete heller ikke det store med den kæmpe Maori mands bil, så det bliver min selvrisiko der skal dække det. The Sharkmobile blev også mærket for livet, men dog kun med en lille bule i kofangeren og som Roberto siger ”Sådan en bil her, skal sgu have lidt buler i” :o)

At køre ned af vestkysten er i sig selv en smuk oplevelse, men det blev til et par stop på vejen. Første nat blev brugt ved Waitomo grotterne, så jeg kunne bruge næste formiddag på at se grotterne med de berømte ”glow worms”. Grotterne var flotte men lignede meget de limestone grotter jeg allerede havde set i Asien. Dog var loftet af grotterne dækket af små, lysene stjerner, som skulle vise sig at være små mider, der har lysene anus når de fordøjer!!! Mere populært kaldes de ’glow worms’. De lever ikke mere end et par dage og hunnerne ligger omkring 120 æg inden hun dør. De lever af insekter og hænger lange usynlige tråde ned fra loftet for at fange et måltid… yummi!

Næste stop var New Plymouth som ligger i Taranaki regionen ved den store vulkan som endnu ikke er uddød der officielt hedder Taranaki, men blev kaldt Mount Egmont af Captain Cook. Maorierne siger at Taranaki vulkanen i sin tid havde en kærlighedsaffære med vulkanen Pihanga, der ligger ved Lake Taupo og da hendes mand Tongariro vulkanen fandt ud af det blev han ekstremt vred og voldelig. Taranaki vulkanen måtte derfor flygte i skam og løb så langt ud til vandet som han kunne komme og ligger nu i New Plymouth helt ude ved kysten. Dette er også grunden til, at der ikke er nogle maorier, der har lavet bebyggelse mellem Taranaki og Lake Taupo, da de mente at de to elskende vulkaner måske en dag ville finde sammen igen.

I New Plymouth mødtes jeg også med en kiwi ven ’Johnny’ som jeg havde mødt sammen med Michael oppe nord på. Johnny sendes ud i hele landet for at reparere og bygge telemaster sammen med et team som han sætter sammen. Ham og hans crew var i New Plymouth så vi mødtes og hang ud i et par dage, hvor jeg også fik chancen for at trekke på oppe på Mount Egmont, da de kunne køre mig helt op da de havde speciel adgang for at komme til telemasten. Egmont var dog indhyllet i skyer det meste af tiden, men det lykkedes mig dog at se udsigten et par minutter da skyerne lettede lidt og det var en udsigt der sparkede r…! Check it out!

Udsigten på Taranaki!! Jeg havde glemt kameraet, men der var et par søde new zealændere, som tog et billede af mig med deres kamera og sendte det på mail. Magen til venlighed??

Johnny & crew

Johnny der både kunne spille med venstre og højre arm i pool

Da Johnny også skulle til Wellington og havde et par fridage besluttede han sig for at køre med mig og prøve livet som backpacker et par dage, mens hans crew kørte udstyret tilbage. Det var nogle rigtig sjove dage vi havde sammen og det var også her at bilen blev navngivet ’The Sharkmobile’. At tage på stranden i NZ er meget anderledes end på Amager Strand skulle jeg hilse og sige. Her kører man bare sin firhjulstrækker ned på stranden og parkerer den der, hvor man slår sig ned. Der er masser af plads til udfoldelser, da folk ikke ligger mindre end 500 meter fra hinanden og man kan fange sin egen fisk og lave bål…..! Så er der noget ved at have været spejder! Marie var dog stadig en novice, da hun insisterede på at spille musik fra bilen og havde ikke set at blæseren stod på fuld knald, så da vi skulle starte den var der ikke mere batteri!! Johnny løb efter hjælp og fandt nogle kiwier der kunne assistere med batterikabler og de kiggede på mig med et skævt men forstående smil – godt så blondie!!

Da vi var på stranden gav ’naboen’ os en baby-haj som han havde fanget og den kom straks på køleren. Dermed var THE SHARKMOBILE navngivet

Jeg var strandet i Auckland uden penge på lommen til at købe en bil, da pengene endnu ikke var overført til min new zealandske konto, så jeg besluttede mig for at lave lidt research og kigge på bil-auktionerne og på nettet. Det kunne jo være at jeg i løbet af en weekend kunne blive lidt klogere på autobranchen – det kunne i hvert fald ikke blive værre! På et af bilmarkederne faldt jeg pladask for en sort Nissan Terrano og jeg fik sælgerens telefonnummer, da det jo kunne være jeg var heldig, at den stadig var til salg når jeg engang fik pengene overført. Så efter at være adopteret af maori-folket et par dage og have fundet ud af at mandagen var en helligdag (!) kunne min bankkonto endelig give grønt lys til at komme i gang med bilkøbet. Terrano’en var heldigvis ikke solgt og efter at have prøvet en tur i den og få den checket af en mekaniker fik jeg lov at købe den for 3000 NZ $ - cirka 11-12.000 kroner. Mekanikeren forsikrede mig om at det var en godt køb og havde hjulpet mig med at få prisen yderligere ned. Fyren jeg købte den af havde brugt slæden, hovedsagligt til at skibumse i og han var så flink at give mig snekæder og en bunke hjemmebrændte CD’er med.

Jeg var klar til at gøre NZ’s gader og stræder usikre og drønede med det samme af sted i min lækre øse i VENSTRE side af vejen :o) Jeg drønede ned mod vestkysten med øje for at lande i Wellington d. 6 Feb (Waitangi Day) for at byde Robert velkommen i lufthavnen.

Hvor sejt er det at køre rundt i det lækreste land, med den lækreste øse og høre det lækreste musik???