At udvide sin horisont.......

Billeder fra turen findes her

Deluxe bussen fra Shimla var en luksus for 40 danske kroner som jeg aldrig vil fortryde. I taenker nok A/C, TV med en blockbuster film og saeder der kan skubbes bagud. Men der var blot tale om bloede saeder og ens helt eget saede uden at faa en kylling eller et barn paa skoedet samt tisse-stop, hvor man kunne faa salmonella fri mad. Den sidste del af turen ind i selve Parvati dalen foregik paa toppen af en lokal bus sammen med en flok israelere. Dette burde maaske have advaret os, men vi var alligevel overrasket da vi kom til Kasol og maatte konstatere at vi var kommet til mini Israel. En lille landsby i dalen der var lavet til og for de israelske turister med menuer paa hebraisk der listede alle de israelske specialiteter, skilte paa hebraisk og et hus, hvor joediske udsendte soergede for at alle de unge israelske overholdte deres religioese ritualer! Alt i alt lidt for meget, specielt taget i betragtning af, at der var israelere i grupper alle steder der pumpede vaek paa chillums helt fra morgenstunden, hvis de altsaa ikke cruisede rundt paa motorcykler og saa enormt seje ud.

Kontrast eller dobbeltmoral... Israelernes motorcykler ude foran det joediske hus, hvor udsendte soerger for at de unge "overholder" de joediske ritualer.

Har i forvejen det lidt svaert med de andre rejsende her i Indien, men Israelere her, er eksperter i at ignorere andre og deres arrogante attitude er ikke just god reklame for staten Israel. De laver ikke andet end at tale hebraisk med hinanden, prutte vildt og voldsomt om priserne og ryge saa meget hash de kan. Jeg kan slet ikke have dem og derfor fik jeg roede knopper af at vaere her!!

Men det var Lynnes 30 aarig foedselsdag og den skulle fejres uanset, saa jeg vaekkede hende klokken syv om morgenen med pandekager der var lavet som en foedselsdagskage, mynte-te og selvfoelgelig dansk foedseldsdagssang. Dagen rasede med skiftevis sol, regn og storm som passer meget godt til hendes humoersvigninger (nej undskyld, det var en frustration, som ligge maatte klemmes ud). Vi lavede ikke saa meget andet end at laese indendoers med udsigt over bjergene, spille kort og spise mad... Der var ikke saa mange at feste med udover de isolerede Israelere og da jeg hverken ryger hash eller drikker var det begraenset hvor vild en fest det kunne blive.

Lynne der blev taget paa sengekanten med dansk foedselsdagssang og pandekager.

Vi tog dagen efter videre til en lille landsby ved navn Tosh. Den lokale bus kunne ikke koere os hele vejen pga en punktering af en lastbil, saa vi gik den sidste kilometer som rigtige backpackere i stegende hede. Da vi kom til sidste busstop fandt vi ud af, at Tosh laa 6 km oppe af bjerget...pust! Vi naaede hele vejen derop, men kun fordi vi havde hyret to maend til at baere vores rygsaekke. Tosh er smuk. Omringet af kaempe sneklaedte bjerge, smaa bjerghytter og med en stor flod i dalen er det natur naar den er bedst. Vi boede paa et nybygget hotel med en Tandori ovn som vi kunne taende op i om natten, naar det blev rigtig koldt og med udsigt over bjergene. Ren terapi.

Vi vandrede rundt i omraadet med vores nye ven og guide - en dejlig hund, der fik os til at tro vi havde hovedrollerne i den nye Lassie film :o) og efter et par dage returnede vi til Kasol, hvor vi boede med den samme dejlige indiske familie og ladede op til naeste bustur.

Det er vist ikke for ingenting, at man siger Indien er et spirituelt sted og det fik jeg en smag af, paa det mest turistet sted i nordindien - uden at slippe nogle slanter! Velkommen til Shimla.

Se alle billeder her

Pladsen i Shimla med Christ Church i baggrunden, hvor jeg blev hijacket af den mystiske, indiske mand og hvor de indiske boern synger "jeg vil ha' en blaa ballon, en af dem med sjov facon..".

Med det offentlige i 12 timer
Vejen fra Rishikesh til Shimla skulle vise sig at vaere en haard intro til det offentlige bussystem i Indien. Man er vel backpacker og sparer gerne 20-30 kroner paa at blive pakket ind i en bus med tremmer for vinduerne og en makrel-paa-daase mentalitet i ca. 12 timer!! Der er altid plads til en inder mere i bussen - uanset hvad! Vi startede med ikke at have siddepladser, men kaempede os frem til nogen efter et par timer. Ved nu ikke om det var bedst at staa eller sidde, da saederne fik stolene i folkeskolen til at virke som luksus laenestole. Vejene paa maanen maa vaere bedre end de bumpede veje i Indien og min bagdel fik saa mange taesk paa turen. Jeg kunne ikke lade vaere med at synge til mig selv: "Halleluja HT, Hurra for DSB"

Svimlende Shimla
Traet og uoplagte gav vi op overfor den hord af mennesker som modtog os klokken 20 i Shimla og lod dem baere vores bagage op i byen, som viste sig at vaere en lang vej op af bakke. Selve Shimla er bilfri..... eller naesten, da de rige indere kan faa alt igennem. Efter lang kamp fik hotelfyrene, som skulle vise sig at vaere vores nye bedste venner i Shimla, os indlogeret paa et billigt hotel med udsigt over byen og uden vand - en mangelvare paa de fleste hoteller i byen.

Hotelfyrene var der til at sige godmorgen og startede deres mission som gik ud paa at faa os til at tage paa en arrangeret trek. Vi var inviteret til middag om aftenen, hvor de ville fortaelle os om det og vise os billeder. Lynne og jeg var god traette baade af hinanden og af, at hotelfyrenes besatte jagt paa os. Saa mens Lynne gik tilbage til hotellet for at slappe af gik jeg rundt i byen og tog lidt billeder og kiggede ligesaa meget paa de indiske turister som de kiggede paa mig. Det er de rige indere, der kommer til Shimla og de er besat af alt hvad der er vestligt. Maaske derfor kan man bl.a. finde en Dominos Pizza og et diskotek midt i byen...!

Blev videofilmet af en far, der gav strenge instrukser til sin soen om at gaa hen og tale med mig. Han kiggede skraekslagen paa mig, men turde ikke trodse sin far. En aeldre Sikh mand kom hen og spurgte, hvor jeg var fra og om jeg var studerende. Mit svar "ja, af livet" fik ham til at bryde ud i latter og raabe "ahhhhh, en philosoph!!" mens han holdte mig om kinderne :o) Velsign den indiske humor....... jeg elsker den!!

Gennemskuet paa gaden
Aura: En strålekrans eller glorie udgjort af et energifelt, som hævdes at omgive en persons krop.
En lille, halvfed, indisk mand i starten af 50'erne henvendte sig til mig paa gaden, da jeg stoppede for at tage et billede. Normalt er jeg afvisende, men synes jeg havde set ham foer og han loed utrolig laerd og havde helt sikkert mange venner fra europa. Vi talte om Danmark, hvilket han kendte en hel del til og pludselig siger han "Jeg er noedt til at sige, at jeg kunne ikke lade vaere med at tale til dig, da du har en utrolig staerk aura og nu da jeg ser dine oejne, fortaeller de mig saa meget". Han sagde nogle ting der ramte plet og sagde at han ikke ville have noget imod at sidde ned med mig paa et lokal tehus og have en uformel snak.

Imod alle mine principper accepterede jeg og inden laenge sad jeg ned foran denne lille mystiske mand og drak krydderet indisk te, mens han i en lind stroem fortalte ting om mig, som 97% af tiden var helt rigtige!?!?! Han chokerede mig med de ting han fortalte og jeg faeldede flere gange en taare. Han tog mine haender og kiggede mig dybt i oejnene og gav mig saa meget stof til eftertanke, at jeg efterfoelgende var helt rundtosset. En professionel gaetter? Maaske, men han sagde at han var blevet velsignet med specielle evner og en direkte kontakt til hans gud. Det var hans kald at hjaelpe andre og mange blev hos ham i laengere tid og gav ham en donation og et livslangt venskab til gengaeld. Han kunne laegge horoskoper, undervise i pranayama (vejrtraekning) og heale en person baade ved haandspaalaeggelse og blot ved at tale med dem og laese deres haandflader.

Kunne skrive side op og side ned om, hvad han fortalte mig, men meget overordnet var jeg glad for at faa at vide, at jeg hele vejen igennem, er en utrolig god person med gode hensigter :o) Han mente at jeg havde boet i Indien i et forrigt liv og at jeg havde svaert ved at indordne mig i det materialistiske samfund jeg boede i nu og det var derfor jeg foelte mig godt tilpas i Asien. Derudover var hans recept at blive eet sted og kigge indad samt finde noget harmoni inden jeg returnede hjem til DK. Der var nogle ting jeg var noedt til at goere op med mig selv foer jeg kunne klare at komme hjem igen. Jeg vil ikke modargumentere.....

Efter 2 timers spirituel viden, gaetteri eller hvad det nu var betalte jeg for vores te (2,5 kroner), fik hans e-mail og hans velsignelse.... jeg var helt rund paa gulvet og alt for sen paa den til vores middagsaftale med hotelfyrene....

Naeste dag flygtede vi i de tidlige morgentimer til Deluxe bussen (!) fra mystiske indiske spaamaend, hotelfyrene der insisterede paa at vi tog en pakketur med dem og et turist helvede.

Efter en behagelig 4 timers togtur uden problemer, en bumle-bustur paa 2 timer med den lokale bus og en tur i Rickshaw efter haard kamp om prisen, ankommer vi til Laksman Jhula omraadet i Rishikesh.

Da vi er mere nord paa end Delhi, havde vi haabet paa en mere moderat temperatur, men vi er stadig oppe omkring de 38 grader. Men atmosfaeren, folk og omgivelserne er helt anderledes. Laksman Jhula er det omraade af Rishikesh som er mest fredelig og der hvor de fleste yoga ashrams ligger. Det er delt i 2 dele, der er separeret af en bro der gaar over Gange floden, som bugter sig fredfyldt gennem hele omraadet. Hotelvaerelset vi finder er fint og koster 200 Rps (ca. 24 kr.) pr. nat og vi goer god brug af deres fredelige tagterasse, hvor vi har udsigt over hele Laksman Jhula og derfor kan foelge med i dagens gang. Drengene spiller cricket i baggaarden, koerne vandrer rundt og leder efter madrester, Vesterlaendinge mediterer ved flodens bred, indiske turister er ude paa floden i river-rafting-stil eller vandrer de mange templer. Vi bliver vaekket hver morgen af boenner/sang/mantras der stroemmer ud gennen det naermeste ashram's hoejtalere og de returnerer ved solnedgang. I starten lyder det forfaerdeligt, men efterhaanden bliver vi vant til det og det bidrager til den helt specielle stemning.

Rishikesh er byen, hvor rishier (yoga dedikeret munke) i mange hundrede aar har praktiseret og levet efter den tantriske tankegang og hvor yoga er en livsstil og filosofi. Koed er derfor forbudt og hele byen omkring yoga ashrams er meget shanti shanti (fredfyldt). Her er utrolig mange sadhues (religioese maend der vandrer rundt i enten de vildeste og skraemmende kostumer eller ogsaa bare med en lagen omkring sig) som kommer og velsigner dig ved at udfoere et lille ritual med alle zoologisk haves dyrelyde og giver dig en orange eller roed stoevplet mellem oejnene. Til gengaeld faar du lov til at give dem en klat penge..... religion er heller ikke gratis her. Der er Ayurvedic massage, medicin og madlektioner alle vegne og vi proever massagen, hvorefter vi begge returnerer til vores hotelvaerelse smurt ind i en tyk olie fra top til taa (inkl haaret) og maa konstatere at vi ikke har varmt vand i bruseren..... Ogsaa her er stroemafbrydelser helt almindelige og bliver en del af vores hverdag.

Fra vores favoritspisested - Alladins hule

Maden her er meget bedre end den vi oplevede i Delhi og min paranoia begynder at forsvinde, mens Lynne faar besked fra laegen paa mail om at hun skal tage noget andet antibiotika, da proeverne viser, at hun har E.coli!!! Hun er dog i klar bedring, men har meget svaere ved at tage varmen end jeg og hun vil gerne snart videre. Samme aften, som vi er ankommet og er tilbage paa vores tagterasse efter noget godt mad til ialt 20 kr begynder vinden at tage til. Da vi er i en dal omringet af smaa bjerge, kan vejret skifte i et oejeblik - og det goer det! Gangefloden begynder at blive vildere og aftenhimlen bliver helt moerk, mens regnen vaelter ned og lynene raser ind over himlen lige over os. Vi er henrykte fordi for foerste gang i Indien oplever vi gaasehud og en kold brise paa vores krop. De naeste dage viser sig at blive en hel del behageligere efter at den varme luft er blevet renset en smule.

Broen over Gange floden

En af dagene hvor solen dog brager ned gaar vi op til den anden ende af byen, hvor der naesten er helt oede og hvor man kan komme ned til floden. Paa en stor sten staar der "No Bikini", hvilket egentlig ikke ville holde os tilbage fra at hoppe i floden halvnoegne. Det er mere de indiske maend der strategisk har placeret sig i naerheden, hvis nu de vestlige kvinder skulle ignorere advarslen, der holder os tilbage. Saa vi noejes med at dyppe vores foedder og jeg dypper min kasket i Gange flodens kolde vand og foeler min hjerne igen kan fungere efter kasketten kommer paa mit overophedet hoved. Paa vejen tilbage moeder vi to indiske piger paa 5 og 8 aar, der burde fylde deres spande med vand, men i stedet har glemt der aerinde og har vandkamp. Da de ser os, er vi oejebliklig adopteret og de hiver os tilbage til deres families hjem - et hjem med 10 doetre, 1 soen, 1 ko og 1 hund. Man ligger ikke engang maerke til deres hjem, da det ligner et skur der er gemt vaek af skrald og moedding. Men vi bliver foert ind og de efterfoelgende timer viser sig at vaere ret morsomme baade for dem og os. Vi leger med boernene og drikker te med foraeldrene, mens vi proever at kommunikere. Doetrene giver os neglelak paa og en Bindi mellem oejnene for at vise vi er gifte kvinder - en loegn vi efterhaanden selv tror paa og viser frem paa vores europaeiske maade, ved at baere ringe paa den rigtige finger. Den yngste pige paa 3 aar der har ligget og sovet i virvaret med ca. 50 fluer permanent paa hendes ansigt vaagner og haenger med det samme om halsen paa os.

En af roedderne med mine solbriller paa

Beder "Om Mani Padme Ohm" med en af pigerne

Lynne og jeg falder hurtigt ind i nogle roller, der skal vise sig at holde det meste af turen. Jeg er klovnen der leger med boernene og faar hele familien til at grine (bl.a. da mine fiskemandsbukser begynder at falde af, da jeg viser dem en dans!!) og Lynne er den ansvarlige der faar nogle dybe samtaler med dem paa trods af sprogvanskeligheder. Vi tager en masse billeder og viser dem, hvordan de kan tage billeder af hinanden, vi synger for hinanden og laerer hinanden hhv. hindi og engelsk. Altsammen god underholdning for alle parter og det er svaert at forlade dem igen. Jeg giver dem nogle mangoer som jeg har koebt paa markedet - ingenting ift hvad der har givet mig af glaede. Men lidt er ogsaa godt...

Se resten af billederne her

Det var meningen jeg ville blive i Rishikesh og bo i en ashram, men temperaturen tvinger os videre nord paa til Shimla og vi maa op klokken 5:30 fordi der venter os en lang tur med det offentlige. Man er vel backpacker ;o)

Ankom til Bangkok og det gik op for mig, at det var midt i deres sommerperiode at jeg ankom til hovedstaden - derfor omkring 38 grader med HOEJ luftfutighed. Jeg svedte tran og spekulerede paa, hvorfor det var at jeg absolut igennem Bangkok. Naa ja det var noget med at man kunne faa billige flybilletter her....!

Long live the King! Har stadig mit armbaand der aerer kongen af Thailand, som Daniel gav mig og i Bangkok er man ikke i tvivl om, hvor meget han betyder for dem - her hans flag....

Mission 1: Flybillet til Delhi
Saa jagten gik ind paa billige flybilletter til Delhi og det var desvaerre ikke lige saa billigt som jeg havde regnet med, men fandt en one-way ticket for 1.800 DKK og tog chancen og koebte den fra et af de smaa skumle rejsebureauer paa Khao San Rd. Foerste mission fuldfoert!

Mission 2: Ny MP3 afspiller
Besluttede mig for at starte jagten paa en mp3 afspiller, da de alt andet lige maa have et stoerre og billigere udvalg i Thailand. Den hardddisk med indbygget mp3-afspiller som jeg havde med paa turen, gik i stykker paa Filippinerne og indeholder alle mine billeder fra min rejse - derfor er jeg noedt til at investere i en ny og haabe paa at jeg kan faa trukket alle mine billeder ud af den gamle. Et meget foelsomt emne, som jeg ikke vil grave videre i.

Paa afveje i en tuk-tuk
I stedet for at finde min vej til det store elektroniske shoppingcenter blev jeg dog i stedet for lokket ind i noget der viste sig at vaere en turistfaelde (Ja mere rutineret er jeg aabenbart ikke).

Jeg havde dagen foer fra lufthavnen til Khao San Rd oplevet den ultimative thailandske gaestfrihed ved at der var en thai fyr der tog mig med i taxien, da han skulle samme sted hen, men insisterede paa at jeg ikke skulle betale noget.....fantastisk. Troede dagen efter at jeg igen var heldig, da der var en thai mand der hjalp mig med, hvilke busser jeg kunne tage rundt til de forskellige sevaerdigheder og fortalte, hvilke sevardigheder der var vaerd at se. Det var Buddha-dag (mandag) saa alle templer var gratis at komme ind i og han sagde at hvis jeg ville,saa kunne jeg tage en tuk tuk til kun 20 TH (ingen penge!) pga at det var Buddha dag! Saa jeg mente det var en rimelig nem beslutning. Desuden gav han mig tip om at jeg kunne tage til et centre der kun var aaben i dag for almindelige forbrugere, der hedder Thai Export. Cool taenkte jeg og afsted, afsted i en tuk-tuk!!

Men det skulle vise sig at vaere en kidnapning uden lige. Det gik godt de foerste par stop ved den hoeje Buddha og et tempel og saa begyndte jeg tilfaeldigvis at stoede ind i folk forskellige steder, der fortalte mig, hvor god en forretning det er at koebe blaa safir sten i Thailand og saelge dem i europaeiske lande. Man kan koebe dem billigt i Thai Export og faa bevis fra regeringen om at det er aegte sten. Hmmmm... Jeg moedte en thai, en fra singapore og en fransk turist som allesammen sagde det samme....

Da jeg ankom til Thai Export var det dog kun en lille butik i 2 etager og allerede der kunne jeg lugte lunten. Men jeg maa sige - i butikken var skuespillet til en oscar og timimgen var gennemfoert. Det maa man give dem. De blev dog temmelig sure, da jeg ikke ville koebe noget og der viste jeg med sikkerhed at den var helt gal...

Derefter tog min tuk-tuk chauffoer mig til andre templer som han angav for at vaere de beroemte templer og en mand ved indgangen bekraeftede det. Men da jeg krydscheckede med en lokal derinde fortalte han mig, at jeg var hel gal paa den. Da jeg kom ud for at brokke mig var der chauffoer skift og saa blev jeg ellers koert rundt til en masse butikker hvor jeg skulle kigge for at chauffoeren kunne faa benzin billetter derfra. Jeg var godt gal i skralden og skaeldte og smeldte saa han stak af efter han havde sat mig af ved den sidste sevaerdighed - som i oevrigt var lukket....!

Saa den foerste dag gik med at blive lokket i en faelde og selvom jeg fik set et par sevardigheder var det spild af tid...

Mit hostel i Bangkok "Barn hostel" ejet af en meget soed thai familie, hvor man kalder bedstemor for "Grandma"/ Her er hendes blomsterbed.

Mission 2: Mp3 afspiller - en ommer
Naeste dag var jeg meget maalrettet og ankom ogsaa til paradis med den lokale bus: et 5 etagers elektronisk marked, hvor priserne var mere end rimelige. Checkede priser og udvalg i flere timer og endte derefter med at koebe en lille simpel mp3 afspiller, 2 GB memorykort og et ekstra batteri til mit kamera til ialt ca. 720 DKK - det som en af delene ville koste derhjemme. Bonus!!

Mission 3: Sende alt det overfloedige hjem
Var godt klar over, at jeg maatte skille mig af med alt hvad jeg kunne undvaere inden jeg tog til Indien, da min rygsaek var absolut proppet efter NZ og jeg havde stadig min baerbar paa mig som absolut ikke skulle med mig til Indien! Saa jeg koebte en billig taske og sendte hele molevitten til DK for 800 DKK - av!av! den sved! Nu kan alle mine ting pakkes ned i rygsaekken uden jeg skal yde tortur paa den og jeg kan baere den paa ryggen uden at faa rygskade. Saa det var det vaerd!! Nu haaber jeg saa ogsaa bare at mine ting lander i DK hos min mor....uha!

Muay Thai oeje
Alle 3 missioner fuldfoert, saa der var ikke andet for en at se nogle af de store sevaerdigheder som The Grand Palace og Wat Po. Det var smukt, men FORFAERDELIGT varmt. Jeg fik naesten hedeslag og fik en infektion ved oejet der gjorde at jeg lignede Roberto efter hans bungy-jump - bare uden det blaa og lilla. Saa med et saebeoeje tog jeg til lufthavnen paa vej mod Delhi og bildte alle ind paa min vej at jeg havde vaeret i en muay thai (thai boksning) kamp og faaet een paa sinkadusen. Kunne lige saa godt faa lidt sjov ud af det.

Wat Poh der er proppet med de flotteste bygninger, skulpturer og udsmykninger. Aergeligt at det var 37 grader!!

Temple of Dawn set fra kanalen sammen med 2 unge munke

Den oprindelige befolkning i New Zealand kaldes Maori og er højt prioriteret – i hvert fald i sammenligning med Australiens aboriginies. Maori’er har deres egen jord, som er givet tilbage til dem, deres sprog bliver stadig brugt og de fleste byer og gader har Maori navne. Pa Maori sprog kaldes New Zealand for ’Aoteaora’ og betyder ”landet med de lange, hvide skyer” og ’Kiora’ bruges som ”goddag og tak”

I Waitangi nord for Auckland fik jeg besøgt et maori-museum, som ligger på et historisk sted – der hvor Waitangi aftalen mellem maori-folket og englænderne d. 6 februar 1682 blev skrevet under. Her fik jeg et indblik i maori kulturen, men min kulturoplevelse til Auckland museum blev til en udvidet maori-oplevelse, som de færreste turister får lov at opleve. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om at jeg kunne blive adopteret af maorier – men det var præcis det der skete!! Efter at have set en maori performance, med bl.a. den berømte ’haka’ dans kom jeg i tale med en maori-kvinde, der tilbød specielle guides af maori kulturen i Auckland området. Da der ikke var nogle tilmeldte viste hun mig rundt på museet og inviterede mig efterfølgende til hendes hjemegn Orakei, som er det første stykke land, der blev givet tilbage til maorierne. Her er ingen velkommen, da det er maori land og dermed kun dem der må færdes der, men jeg var så heldig at få en guide tur. Det er det smukkeste stykke land i Auckland, som er holdt i dens naturlige tilstand lige bortset fra de bevarede gamle engelske krigsbunkere. Der er den mest udsøgte udsigt over hele Auckland og de har en kæmpe waka (båd) samt en mahai (maori hus der bliver brugt til alle traditioner). Første dag i Auckland viste Glen mig ’One tree Hill’, som ikke længere havde et træ stående, da en maori mand havde fældet det i protest mod regeringen. Lige netop dette træ så jeg ligge på maori grunden og ingen andre end maorierne ved at det ligger der….

Min maori adoptiv-mor hedder ’Dot’ og hun introducerede mig hurtigt til hendes bedste veninder, som jeg hjalp med at samle frø fra oprindelige nz-fauna til dyrkning på deres anden grund i Karaka. Det endte med at jeg også blev inviteret til barbercue hos Dot sammen med veninderne og hendes døtre, hvorefter vi drak nogle øl og jeg blev og overnattede. Specielt veninden Winnie der er gravid i 7. måned gik til den med både smøger og øl!! Det er hendes 7. barn hun er gravid med og hun gjorde sig en masse overvejelser om, hvem hun skulle give barnet til. Det er åbenbart ret normalt at maorierne giver deres børn væk til venner og familie, som ikke selv kan eller har fået børn. Alle gør det og de betragter hinanden som værende én stor familie.

Jeg prøver en ’maori’ pibe, der vist hovedsagligt skal ryges af kvinderne grundet formen af ’piben’

Næste da lavede Dot morgenmad til mig og så tog ’B’ og ’Tut’ mig med ud til Karaka for at vise mig deres anden maori grund, hvor de er i gang med at såe de oprindelige nz-fauna – bl.a. for at stoppe kommunen i at bygge en kørselsbro hen over deres smukke, naturlige land. Man må ikke i NZ fælde træer på maori grund og det er derfor deres eneste måde at stoppe byggeprocessen på. Hvis ikke det lykkes så kommer der til at gå en trafikeret vej igennem deres land og en bro over den smukkeste strand!!!!!

Tut havde flettet en taske til mig af deres Flex-plante

På Karaka grunden mødte jeg mere maori-familie og de gav os friskfanget fisk og jeg lærte ungerne at spille Uno og efterlod dem kortene, så de kunne øve sig. De ældste passede på den yngste pige og skiftede også ble på hende. De kaldte hende ’bubba’ som betyder ’baby’

Ungerne fra Karaka. Bemærk at den ene pige har grønne øjne, da hendes mor er europæer.

Den smukke maori grund i Karaka

Saa kom rejsen endelig til den anden side af jorden, som er et paradis! Et land der baerer praeg af at vaere et af de sidste lande der blev befolket, med et folkefaerd der ved, hvor vigtigt det er at beskytte deres naturressourcer. Paradis!!

Jeg floej fra Singapore til Sydney og var saa heldig at flyve ind over Sydney havn klokken 6 om morgenen med blaa himmel og solen der skinnede paa operahuset. Et malerisk syn! Havde naesten lyst til at blive i Sydney i stedet for at tage videre. Men i Auckland ventede der mig ogsaa blaa himmel, hoej solskin og min kiwi-ven Glen der var kommet for at hente mig i lufthavnen saa han kunne vise mig rundt, ligesom jeg havde vist ham rundt i Koebenhavn i sommers.

Glen der viser frem

Selvom mine efterfoelgende kommentarer vil vaere ekstatiske positive, saa er jeg lige noedt til at naevne kulturchokket fra at komme fra Asien til NZ. Priserne her er skyhoeje og jeg kan ikke laengere leve som luksus-backpacker, hvilket har resulteret i at jeg selv kober mad og laver mad!! Gratis mad er igen blevet min livret og jeg haaber at det i det mindste vil resultere i at jeg taber de kilo som jeg har samlet op i Asien!!

AUCKLAND, BAY OF ISLANDS & CAPE REINGA
Vi hentede en anden dansk pige (Sarah), som var den soedeste 20-aarig jyde der rejste rundt alene i verden i et helt aar - det kalder jeg Girl Power!

Sarah og jeg der fryser mens vi ser solnedgang over Auckland

Solnedgang over Auckland

Vi sov alle tre hos Glens foraeldre og koerte op nord paa for at faa nogle flotte naturoplevelser. Glen havde kun 48 timer i Auckland foer han skulle flyve tilbage til Nelson, hvor han arbejder paa et hostel. Men paa trods af et presset program fik vi set meget af baade oest og vestkysten nord for Auckland og hoejdepunktet var en koloni af fugle der af kiwierne bliver kaldt "Gannets". Der var tusindvis af dem ved kloefterne ved stranden og jeg var imponeret over deres livsstil :o) Naar de lige laerer at flyve tager de turen over det tasmanske vand til Australien for at slaa sig loes. Naar de er klar til at stifte familie kommer de tilbage til NZ og finder sig en mage, som de bliver sammen med resten af deres dage. De laver en kaerlighedsdans inden de parrer sig som er virkelig smuk - det kalder jeg forspil!!

Et Gannet par

Sarah og jeg checkede ind paa et hostel i Auckland efter at Glen var taget afsted, men det blev kun for en aften da Sarah skulle flyve videre ud i verden og jeg var noedt til at flygte fra Auckland, da der ikke var nogle ledige vaerelser i byen. Jeg var landet midt i "The Big Day Out" som er en musikfestival som aabenbart tiltraekker hele NZ's ungdom.
Jeg flygtede med bus op nord paa for at se resten af den nordlige spids over Auckland, som ogsaa er kendt for at vaere Mauri-territorie. Bussen gik til Paihia og selvom jeg havde virkelig havde brug for at vaere lidt alene blev jeg alligevel involveret i et canadisk selskab paa den cafe hvor jeg spiste. Det ene foerte til det andet og pludselig var jeg den naeste dag paa vej i en camper med Michael, 45 aar, selvstaendig, dykker og canadier for at komme op til et fedt dykkersted. Han ligner lidt min onkel Lars og var hyggelig at haenge ud med og vi fandt ud af at vi havde mange faelles interesser - bl.a. at spille UNO :o)

Michael og hans camper

Vores dykkerbaad bliver halet i land ved stranden, hvor vi camperede og sad rundt om baalet om aften med de andre campister mens de fyrede fyrvaerkeri af.

Foerste dyk foretog vi i Matauri Bay, hvor Greenpeace skibet RAINBOW WARRIOR engang blev sunket af det franske CIA. Motivet var at holde Greenpeace vaek fra deres bombespraengingerne og hele sagen er virkelig betaendt. Jeg maatte med min meget begraenset erfaring ikke foretage det foerste dyk ved vraget, men dykkede efterfoelgende ved et smukt rev fyldt med farverige fisk og fauna samt en kaempe rokke (Sting Ray) der tog sig en lur.

Derefter gik turen ellers rundt i toppen af Bay of Islands, hvor vi saa:

Spirits Bay - som er et omraade udenfor ret og lov ved den smukkeste strand, der udover at vaere daekket af sand, er daekket af milliarder af smaa slebbet muslingeskaller i alle farver. Det var fantastisk at vaere der helt alene hele formiddagen og om aftenen var det skyfrit og nymaane og jeg har ALDRIG i hele mit liv set saa mange stjerner. Lige oven over os var Maelkevejen og jeg kunne se stjerne, planeter og stjerneskud helt ned til horisonten. Det vil jeg aldrig glemme!

Det maa vaere en stjerne der er faldet ned i Spirits Bay

Den smukke strand i Spirits Bay, hvor Maurierne tror at deres sjaele tager afsked fra naar de doer.

Cape Reinga - det nordligste punkt paa NZ og der hvor de 2 have South Pacific og Tasman Sea moedes. Et smukt sted der virkelig forstaar at konkurrere med Skagen.

Der hvor vandene moedes paa det nordligste punkt i NZ

90 Mile Beach - som altsaa "kun" er 64 miles, men laengere end hvad oejet raekker. Man maa godt koere paa stranden, men vi turde ikke tage chancen med den store camper og med alle advarslerne om flod/ebbe.

Morgenmad paa 90 mile beach

Opononi - En bugt med kaempe sandbanker eller skal jeg sige sandbjerge. Her hvor en delfin i 1955 besluttede sig for at slaa sig ned og bruge sine dage paa at lege med boernene, som den lod ride paa ryggen af den.

Opononi, den smukkeste bugt med de flotteste sandbanker

Waipoua Forest - hvor nogle af de stoerste traer i verden findes. Kauri traeer der er mere end 2000 aar gamle og faar een til at foele sig meget lille.....

Det stoerste Kauri trae der er over 2000 aar gammelt. Laeg maerke til Michael der altsaa er naeste 2 m hoej og staar paa et hegn!

Tilbage i Paihia, skulle vi moedes med Kylie fra Australien (nej, ikke Kylie Minogue) som skulle koere med os i camperen de sidste par dage inden Michael skulle flyve hjem til Canada. Jeg havde 3 dage foer vaeret paa en "svoem med delfinerne"-tur som var en god tur, men manglede ligesom delfinerne. Saa tilgodehavebeviset blev brugt da vi kom tilbage til Paihia og denne gang saa vi ikke bare delfiner - men svoemmede med dem 2 gange!! Kan ikke faa armene ned over det og i min iver fik jeg da ogsaa dedikeret mine nye solbriller til hav-guderne. Fik grineren da jeg paa et tidspunkt saa op fra mit dyk med delfinerne og saa 20 hvide mennesker baske rundt i havoverfladen mens de sagde lyde i snorklen og proevede at goere sig interessante for deres nye venner - noget som vi havde faaet besked paa at goere, men maaske mere til baadpersonalets fornoejelse. Vi fik ogsaa besked paa at floejte naar vi var paa baaden og det blev gengaeldt at delfin-lyde fra havets overflade - hvor fantastisk er det?!?!?

Delfiner i Paihia. Naeste gang de ser dem har de sikkert mine solbriller paa!

Naeste dyk var i Tutukaka, hvor vi camperede, spiste god mad og spillede Uno. Naeste morgen tog vi med dykkerbaaden ud til oeerne Poor Knights, som er et natur reservat. Og soerme om vi ikke lige moedte et par delfiner paa vejen derud, som vi fik lov at svoemme med! Hold op, jeg tror at mit held maa vaere i overtraek i oejeblikket!

De naeste dyk skulle vise sig at give mig lidt mere erfaring. Det foerste var ned langs siderne paa en klippebue i vandet. Der var bl.a. en grotte vi kunne svoemme ind i og da jeg ikke vidste at man skulle toemme alt luft fra sin vest INDEN man svoemmede derind, endte jeg med at dingle fra loftet i grotten uden at kunne komme ned og proevede desperat at faa opmaerksomhed fra min guide. Var ogsaa den foerste til at faa brugt al min luft saa jeg maatte til overfladen foer de andre. Naa men jeg overlevede jo og heldigvis da, for andet dyk skulle vise sig at blive hoejdepunktet for min hidtidige dykkerkarriere!
Paa vej ud til andet dyk saa vi en haj!! En HAMMER HEAD og da det ikke var saa langt fra vores dykkerdestination var der da ogsaa nogle stykker der ikke var meget for at hoppe i vandet.. Men det var det hele vaerd, da vi var omringet af kaemperokker paa 3-4 m (stedet er kendt for at vaere in-stedet for rockere - eller rokker), vi saa kaempe hummere og fisk i ALLE farver, anemoner og m.m. Proevede at spare paa luften men det var svaert med alle de undervandsoplevelser.
Mens vi var derude sejlede vi ogsaa ind i verdens stoerste havgrotte som er kaempe stor og kuglerund. Der er aabenbart holdt en del koncerter derinde og det kan jeg forestille mig er helt utrolig med den akustik.

Verdens stoerste havgrotte

Efter vi havde dykket bed Kylie, Michael og jeg fast i denne avisoverskrift!!! Yaaak!

Vores sidste aften sammen, fik vi foraeret en kaempe lyseroed fisk af en fisker og hans stolte soen, som havde faaet mere med sig end den tilladte kvote. Han ordnede fisken for os og fortalte os hvordan den skulle tilberedes. Det gjorde mig og Kylie saa den naeste aften efter at have sendt Michael afsted og det viste sig at skulle blive det bedste maaltid til dato i New Zealand - MUMS FILIBABBA!!

Gratis fisk - min livret!!!

BLONDINE PAA BILJAGT
Tilbage i Auckland er biljagten sat ind og jeg proever paa bedste maner at indsamle forstand nok til at goere et udemaerket koeb. Det er ikke let skal jeg hilse at sige, naar man er blondine og har vaeret vant til at vaelge bil ud fra farve og ikke funktion. Tror det kommer til at blive mere held end forstand der afgoer, hvad jeg skal cruise rundt i - i den forkerte side af vejen!! Mor har sagt at jeg skal binde en roed snor om min venstre finger for at minde mig om det og ellers er jeg sikker paa at mine modkoerende bilister nok skal minde mig om det :o)
Hvis og naar bilkoebet (gaar og venter paa pengeoverfoerslen fra DK til NZ) gaar i orden kommer jeg til at begive mig ned af vestsiden af oeen for at ende i Wellington, hvor jeg skal hente Robert (min Nordisk Film Ex-kollega) i lufthavnen. Vi tager chancen og krydser fingre for at vi er kompatible rejsepartnere - og hvis ikke, saa lader jeg ham bare ligge i groeften ;o)

I New Zealand kan man foraere sine brugte sandaler til dette sandal-hegn. Vi overvejede at stjaele et par til Michael, da han havde mistede sine dagen foer.

Fik ogsaa set Mauri kultur og de maa have rekorden i sjofle udtryk!