At udvide sin horisont.......

Efter at have tilbragt et par uger i Auckland på City Garden Lodge med at få solgt bilen, få skaffet visum til Indien, flybillet til Bangkok m.m. er jeg nu endelig parat til at forlade New Zealand. Det er vemodigt, men jeg må give mig selv et spark bagi så jeg kan få nogle udfordringer i stedet for at blive lad :o) Desuden er efteråret kommet hertil, mens i heldige kartofler har forår i Danmark!

Få billeder fra et par uger, hvor jeg har slappet af og ladet op til Indien

Har betalt min logi ved at gøre rent på vores hostel om aftenen og jeg har været så heldig at dele en sød lille campingvogn med søde, tyske Silke der arbejder i receptionen. Har fået mit første bekendtskab med sengelus (FØJ!) så mon ikke jeg er klar til Indien?

Silke og jeg foran vores lille hjem i haven, som et kort øjeblik var invaderet af sengelus!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Har mødtes et par gange med en engelsk pige som jeg har tænkt mig at rejse med i Indien. Hun er fra den samme stjerne generation (1977) som mig, har en dejligt tør og kulsort engelsk humor og er ligeså uorganiseret som mig - hun sætter endda en ære i det! Vi havde de samme planer for ruten i Indien, deler meget samme synspunkter og er vist begge lige impulsive og tosset.... Hendes navn er Lynne Plested - lyder egentlig meget dansk, men hendes efternavn udtales Plastered på engelsk (læs: dette er slang for at være stang bacardi/stiv/hønefuld/vissen og på rulleskøjter)!!!!

Så parret MISS BLOND OG MISS PLASTERED bliver helt sikkert en succes i Indien..... :o) What a couple!!! tsk!tsk!

Har også haft gensyn med mine maori venner og de havde som altid åbne arme og var glade for at se mig. Fik fortalt om hele min tur og om Johnny, som jo ikke er maori men det de kalder islander (en fra de omkringliggende ø'er) - eller mere populært COCONUT!

Wendy havde lige født en lille søn ved navn David og han så sund og rask ud på trods af at hun drak sig stang stiv i ottende måned!!

Anyways folks! Om 2 dage rejser jeg til Bangkok, hvor jeg forhåbentlig kan komme ind selvom jeg kun har en oneway billet og hvor jeg forhåbentlig kan købe en billig billet til Delhi. Derefter er der ikke andet for end at krydse fingre og ben for at jeg ikke skal lide af diarre de næste 3 måneder :o)

Jeg havde regnet med at salget af sharkmobile ville tage et par uger og at jeg ville være meget heldig, hvis jeg kunne få NZ$ 3.500 for den (Købte den for 3000). Backpackersæsonen er ved at være slut og det er en rimelig gammel bil så jeg havde regnet med at være nødt til at satse på at sælge den til de lokale på et af weekendens store bilmarkeder.
Men så langt kom jeg slet ikke, da der var en tysk pige (Julie) der boede på samme hostel som jeg der blev interesseret. Hun havde set mig køre i bilen og synes den var SUPER SEJ, men over hendes budget. Efter at en australier i vores fælles stue skamroste Terrano’er og hørte hvad mine overvejelser havde været, da jeg købte den var hun solgt….! Sagde at hun kunne prøve at køre den dagen efter og se hvad hun synes om den, men at jeg skulle vide om hun ville købe den, da jeg ellers ville tage den til bilmarkedet om søndagen. Lovede at hvis der var noget seriøst når hun tog den igennem et mekanisk check ville jeg give afslag i prisen, men ellers var det fuld pris ….$.3.500!
Det tyske pigebarn havde ikke kørt bil siden hun fik sit kørekort for 2 år siden, så hun bedte om at få nogle køretimer oveni prisen – no problem! Da hun kørte bilen første gang blev hun bare endnu mere overbevist om, hvor sej hun ville være i denne bil – jeg blev bekymret for om hun overhovedet burde køre bil i NZ. Hun startede med at køre ud i højre side af vejen (!) Hendes reaktionsevne på mine instrukser var ikke så hurtigt, da hun samtidig ikke talte så godt engelsk og jeg svedte tran efter første køretime! Det var helt tilbage til basics også selvom det er en automatic….
Efter et par køretimer begyndte det at blive bedre, men jeg var stadig bekymret og gav hende farmor-talen med, hvor meget hun skulle passe på og virkelig tage det stille og roligt. Men papirerne kom i orden, Sharkmobile fløj gennem mekanisk check uden nogen alvorlige fejl og den fulde pris blev betalt. En win-win situation! Jeg var virkelig glad for at det var så nemt at komme af med den og at jeg fik dækket de reparationsomkostninger jeg har haft.

Dette var ikke en rar oplevelse og jeg er stadig lidt i chok over det. Der er en der holder hånden over mig, for dette kunne have været min dommedag…! Glem alt om aprilsnar – det her er så virkeligt som mine hænder der stadig ryster af at tænke på det.

Efter at have sat Jacob af i lufthavnen kørte jeg ind på en Shell tank for at vaske min bil, da den trods alt godt må give sig godt ud nu, hvor jeg skal sælge den. På vej tilbage til Parnell (den del af Auckland, hvor jeg bor i) begyndte der at komme lyde fra den ene side af bilen, som lød som noget der skrabede mod hjulet. Da jeg alligevel fik kørt den forkerte vej på alle de mærkelige indkørselsveje holdte jeg ind til siden flere gange for at checke, hvad der var galt. Ok, det er ingen hemmelighed, at jeg altså ikke er uddannet mekaniker, men jeg prøvede på bedste vis at checke baghjulene og under vognen for løstsiddende dele, men der var intet at se. Jeg kørte sågar ind til en lidt skummel mekanikerbiks og bedte dem om lige at tage et hurtigt kig på den. Det var ved at være lukketid, så de var ikke særlig samarbejdsvillige og sendte mig af sted med beskeden om at der ikke var noget galt..:! Tænkte det måske var noget der var ravet løst efter at have haft den i vaskehal og at det måske løste sig selv – shanti, shanti! Så jeg kørte videre mod Auckland og fandt den rigtige indkørselsvej. Overvejede derefter at tage på motorvejen til centrum, men synes at min retningssans fortalte mig at køre gennem byen. Gudsketakoglov for at jeg traf det valg for under 2 minutter efter lyder der et kæmpe brag og bilen tipper til venstre side!!!!!!!! Min første indskydelse var at jeg var punkteret og jeg når lige at svinge den ind til venstre i en indkørsel til en af butikkerne på gaden. Da jeg svinger ind hører jeg en lyd af metal der skraber mod asfalt og ser mit venstre baghjul overhale bilen!!!!!!!!!!!!

Ja undskyld mig, men min første reaktion var WHAT THE FUCK!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg springer ud af bilen og de butiksassistenter der stod udenfor for at få en smøg stod med åben mund og polypper, hvorefter de løber hen til mig. Jeg fatter ikke lige helt, hvad der er sket og alle i bymidten står også og glaner chokeret. Da det går op for mig, hvad der lige er sket og at jeg holder mit inde i byen i en bil uden forsikring der dækker skaderne, ingen forsikring til at få den transporteret væk og med livet i behold begynder jeg at ryste over hele kroppen. Manden fra butikken hjælper mig med at få bilen hejst op og han siger jeg skal løbe et par huse længere ned til mekanikeren. Det eneste jeg ville have mekanikeren til, var at se om det ville være forsvarligt at sætte hjulet tilbage på, så jeg kunne flytte den. Men det var fyraftenstid og han var stresset, så han afviste mig blankt!! Han sagde der lå et værksted på den anden side, så jeg fløj derover og udbrud ”Ok prøv at hør. Jeg er DESPERAT!! Mit hjul har lige overhalet mig indenom, jeg er i chok og jeg har virkelig brug for at der er en der kommer og hjælper mig med at få sat det på igen som har forstand på det.” Tror han var lige så chokeret som mig. I hvert fald så tog han mig nærmest under armen og løb derhen og var virkelig chokeret af synet af sharkmobile der kun havde 3 ben…..
To piger havde fundet nogle af de bolte der holder hjulet på, men vi havde ikke nok, så mekanikeren fandt to ekstra og så lånte vi et fra de andre hjul. Han fik rettet metallet på bremseskiven ud og fik det på så vi kunne køre den over på værkstedet, hvor han fik strammet boltene ordentligt. De var også lidt løse på det andet bagdæk!!! Fortalte at jeg lige havde haft den hos en mekaniker (Pitstop) 4 dage før på østkysten for at få lavet bremserne og at jeg dagen før havde fået den igennem syn. De sagde jeg skulle gå tilbage til VTNZ der havde lavet synet og klage og at jeg skulle gå til Pitstop som havde lavet bremserne. Heldigvis var der en Pitstop i nærheden.

Rullede lige så forsigtigt tilbage til Parnell og fortalte mekanikerdrengene at jeg ville komme tilbage med øl til dem dagen efter som tak for deres mirakuløse hjælp. Rystede over hele kroppen og var sen på den til min oplæring af køkkenrengøring på det sted jeg bor. To timers rengøring om dagen betaler for at jeg bor i en campingvogn med en anden pige – et eller andet sted skal man spare og det passer mig fint.

Anyways dagen efter (i dag) kørte jeg min såret Sharkmobile til Pitstop og de laver det hele på den uden beregning og var i øvrigt meget flove over det der var sket og beklagede på afdelingen i Napiers vegne. Der er ikke sket så meget andet end at skiven er blevet beskadiget, jeg mangler nogle bolte og at skærmen skal laves. Benyttede lejligheden til at bede ham om at lave nogle andre småfejl ved den og de kørte mig tilbage til mit hostel og hentede mig, da den var færdig igen.

Kan slet ikke beskrive hvor HELDIG jeg har været i denne situation. Bare det at denne ulykke ikke skete på motorvejen og at der ikke skete noget med mig overskygger alt andet. Men jeg var også heldig at det skete i byen, hvor der var nogen der kunne hjælpe mig, det var tæt på en Pitstop, gav mig én dag inden påsken til at få den lavet så jeg kan nå at tage den hen på et kæmpe bilmarked i weekenden og at jeg samtidig kunne få lavet nogle andre småfejl. Men ok, jeg er bare glad for at der ikke skete mere……. Det giver hurtigt én et helt andet perspektiv på livet.

Da Jacob skulle flyve ud af Auckland var det vores destination og også min destination for at sælge bilen. Selvom jeg ikke har besluttet mig endnu, så hælder jeg p.t. meget stærkt til at forlade NZ og tage til Asien eller Indien. Bl.a. fordi jeg lige har set, hvor mange penge jeg har brugt mens jeg har været her, fordi jeg begynder at tvivle på om knæet er klar til ski og fordi at jeg har fået mere mod på de strabadser som jeg ved venter mig, hvis jeg tager til Indien.
New Zealand er et fantastisk land og det har givet mig nogle af de flotteste naturoplevelser både på treks og ved dykning. Jeg ville elske at bo her og hvis man skulle starte en familie er det et ideelt sted. De forstår at passe på deres natur, der er ingen farlige dyr, de har alle sportsgrene, de fanger selv deres fisk og mange lever i pagt med naturen. Det er ren økologi mange steder.
Eneste skam ved dette land, er at det på godt og ondt er påvirket af englændernes invadering – eller som de ville sige ”samarbejdsaftale” med maorierne. Det er virkelig en britisk kultur og det ses både på de små samfund, golfbanerne, husene, restauranterne, butikkerne og mentaliteten. Alle her tror jeg er britisk pga at min accent og jeg blender fuldstændig ind da jeg kender kulturen og væremåden. Ulempen efter min mening er, at der er mange byer (specielt nede på sydøen i Dunedin, Invercargill og Christchurch) som minder om engelske industribyer ved vandet, hvor det er den fattige, engelske arbejdsklasse som har sat dagsorden – og det er efter min mening ikke særlig charmerende. Det er helt klart de byer, hvor der er ægte kiwier (new zealændere i flere generationer) samt mange globale kiwier der er kommet fra hele verden for at bosætte sig på NZ’s præmisser der er mere interessante så som Wellington, Queenstown, Wanaka og Nelson.
Men landskab og naturmæssigt har de ALT og man skal blot køre 20 km så har det ændret sig fra den ene yderlighed til den anden. Her er frodigt og lige bortset fra sydøens vestkyst, så er deres temperaturer utrolig behagelige – dog kan det blæse rigeligt. Folk er virkelig dejlige, imødekommende og interesseret i en, men man skal heller ikke tage fejl af, at turisme er en af deres største industrier og dette land er på mange måder indrettet til backpackers. Det er nok også det der gør at jeg mangler lidt kulturel udfordring. Det hele er på en eller anden måde for nemt :o) Det er for vestligt og jeg mangler lidt kulturel modspil, AHA-oplevelser, kommunikationsproblemer – ja med andre ord udfordringer :o) Derfor overvejer jeg at tage til Indien – der ved jeg at jeg kan få hele cocktailen med et twist af diarre!

Så nu har jeg indlogeret mig på City Auckland Backpackers der er et rigtig hyggeligt sted i et villakvarter i den rigere del af Auckland, der hedder Parnell. Der er en hyggelig stue med pejs, bløde sofaer, hængekøjer, terrasser med sofaer og bare en rigtig hyggelig stemning. Er blevet indlogeret i en lille campingvogn sammen med en anden pige og betaler logi ved at gøre rent i køkkenet 2 timer om aften efter kl. 22. Det er en udmærket deal for at spare penge og pigen Silke som jeg bor i campingvogn med er en rigtig sød pige.

Bilen er blevet synet, pimpet og er klar til at blive solgt. Eneste er, at der er RIGTIG mange der sælger deres bil nu hvor turistsæsonen er ved at være overstået og det påvirker priserne. Men jeg satser på at sælge den til lokale, da Terranoen er en af de mest populære biler for kiwierne. Den er lagt på nettet, skal på bilmarked i weekenden og der er hængt salgssedler op alle steder inkl. baggrunden.

Jeg må vist lige udfylde det hul der var inden jeg kom til Auckland...... det er ikke småting jeg nåede at opleve inden forberedelserne til at forlade landet gik igang....

Bonjour Akoroua
Se billeder fra turen her
Inden vi tog til Christchurch tog vi til den franske del af New Zealand. Akoroua er en by der ligger rundt om 2 store vulkaner der har dannet den lille halvø. Her havde franske immigranter slået sig ned og det siges at hvis ikke englænderne havde lavet Waitangi aftalen så havde New Zealand været fransk….!

To idioter på cykel på en vulkan!!

Der var ikke nogen ledige værelser, så vi var nødt til at ty til campingpladsen, hvor teltet blev slået op inden vi gik ned og fik en lækker middag på havnen. Måske var det vinen vi havde drukket eller vores dårlige stedsans der gjorde at vi på vej tilbage ikke kunne finde campingpladsen!?! Der var ingen gadelygter og efter at have gået op og ned af de forkerte gader og blevet meget ædru, fandt vi til sidst pladsen og gik på hovedet i seng.
Vi tog en cykeltur oppe på vulkanen, så vi kunne se den smukke udsigt i området og det var virkelig fantastisk og også ret hårdt til tider pga det bølgende landskab – puuuuuust!. Vi kom bl.a. forbi et lille tempel der var lavet på bjergsiden, da det siges at lige præcis der flyder der rigtig meget energi på visse tidspunkter af året. Der findes ikke så mange af disse steder, så jeg måtte lige ind og se, hvad det var for noget. Det var et helt specielt sted……

Christ......et hul...øhh jeg mener...church
Christchurch er efter min mening en ret uinteressant by, da den minder lidt om Dunedin – en engelsk havneby. Men ligesom i Dunedin så kan man jo altid checke nattelivet og da det var St. Patricks Day så regnede vi med at der var rimelig meget gang i den. Det var der også og vi havde en god aften, hvor vi mødte svenske Anna som vi sprang canyon swing med i Queenstown.
Robert var blevet træt af håret og skægget, så han købte en trimmer og lod de røde lokker falde (ok, det var ikke andet end et par mm, men det er nok det længste han har haft!!) Vi var også i biffen og se Blood Diamond (se den, for den er fantastisk!) og komedien Wild Hogs, som var grineren.

Kaikoura 19-21/3
Se billeder fra turen her
Kaikoura er hvalernes og delfinernes paradis og man kan godt forstå hvorfor. En lille by med en smuk kyst og omegn, der ligger i ly for meget af det barske vejr der kommer ind over sydøen. Selvom det er en dyr omgang, så måtte vi ud på den berygtede hvaltur. Man er ikke sikker på at få set hvaler, men det siges at morgenerne er de bedste, så vi bookede os ind på turen klokken 6 om morgenen. Ikke ligefrem mit ideelle tidspunkt på dagen og jeg kæmpede virkelig for det…..! Men det var virkelig det værd for om morgenen blev vi mødt af den smukkeste solopgang. Det var overvældende, men det var det også at komme ud på vandet og se Sperm Whales. Vi så cirka 3 forskellige hvaler og det var fantastisk at se, når de igen skulle ned på dybet og viftede deres kæmpe hale i vejret.

Sperm hvalen er en mærkelig skabning og jeg var meget nysgerrig efter at vide, hvordan den havde fået sit navn. Dens kæmpe hoved er fyldt med olie, som ved opvarmning kølning, bringer hvalen til hhv. overfladen og bunden af havet. Første gang de fangede og slagtede en af hvalerne troede de det var sperm :o) og blev først modbevist mange år efter da de fangede en kvindelig hval…! Så derfor navnet. Det er nogle store krabater og man føler sig enormt ydmyg når man ser dem ligge i overfladen og puste luft og vand op af deres åndehul.

Det var en kæmpe overraskelse også at se delfiner på samme tur. Har aldrig set så mange delfiner på ét sted. Der var nok over 200 smukke, legesyge delfiner i vandet omkring os og de sprang rundt om os på båden og blærede sig. Der var én som blev ved med at springe rundt i en cirkel og jo mere man heppede, jo vildere blev det.
Det hele var meget organiseret og vi fik vanvittig mange oplysninger, hvoraf jeg ikke kan huske en fjerdedel, da jeg havde været tidligt oppe og kæmpede for at kunne koncentrere mig. Men jeg kan huske en røverhistorie om en af grundende til at de ikke svømmer med hvalerne. En dykker blev slugt af en af hvalerne og overlevede mirakuløst da de fangede hvalen, sprættede den op og fik ham ud – stærkt medtaget af gasserne fra hvalens bug….. god vandrehistorie :o)

Marlborough Regionen – fino vino!
Se billeder fra turen her
Min far havde ét råd til mig inden jeg tog til New Zealand: tag til Marlborough regionen, da de laver noget af den bedste vin i verden. Jeg er i modsætning til min far og Roberto ingen ekspert, men det behøver man vist heller ikke at være for at tage på vinsmagning. Vi fandt et hostel i Blenheim, som lå i nærheden af en del vingårde og hvor vi kunne lege cykler til at tage runden. Da vi kom lidt sent af sted på turen nåede vi ikke så mange steder, men det var måske meget godt set i lyset af at jeg da nåede at blive rimelig påvirket inden vi skulle hjem, lave mad og sove i telt i haven….. eneste mulighed, da vi ikke havde reserveret på forhånd. Jeg fik ikke smagt Cloudy Bay, men fik smagt en hvidvin fra St. George som var temmelig dejlig

Picton-Wellington
Turen fra Blenheim til Wellington var utrolig smuk og turen på båden fra Picton til Wellington var formiddabel. En tur på 3 timer, men fjorden omkring Picton gør det til en smuk oplevelse og det er endnu mere imponerende at komme ind til Wellington og være omringet af bebygget bakker og en smuk by.

Vi tog tilbage til vores velkendte Stillwater Lodge udenfor Wellington og fik et dejligt gensyn med familien der ejer og bor i Stillwater Lodge og selvfølgelig…Johnny. Robert tog dykkercertifikat i Wellington og fik visum til Fillippinerne mens jeg hang ud med Johnny i Wellington by, hvor vi var på museum, til italiensk festival på havnen og var oppe på det højeste punkt med flot udsigt over byen.

De to rejsekammerater skilles.... efter en lang sej kamp :o)
----------------------------------------------------------

Adios Roberto – Ciao Jacob
Det var ved at være tid til at Robert skulle til Filippinerne og samtidig ville Jacob ankomme til New Zealand og skulle være her en uge. Så Robert tog afsked med sharkmobile og jeg, og susede op til Auckland i en lækker lejebil – parat til næste eventyr på en båd i det Filippinske ø-hav!

Jacob havde været i Australien med arbejdet og for at besøge noget familie. Han besluttede sig for at tage en tur til New Zealand for en uges ferie og vi besluttede os for at mødes og rejse lidt rundt sammen. Det var selvfølgelig mærkeligt at se Jacob igen og jeg havde et lidt ambivalent forhold til det, da jeg var bange for at det ville blive for meget emotionelt. Men vi fik talt ud om en del ting og det var rart at rejse sammen, da vi jo kender hinanden ud og ind og er gode venner. Men det fik også sat i perspektiv for mit vedkommende, at jeg alligevel er kommet meget videre siden vores adskillelse, men jeg ser ham som en rigtig god ven.

Jacob havde brug for ferie!

Da Jacob virkelig trængte til noget ferie tog vi ud på nogle gode gåture og tog det stille og roligt fra Wellington over Napier, Lake Taupo, Rotorua og op til kysten, hvorefter vi skulle tilbage til Auckland, hvor Jacob skulle flyve ud d. 4/4.

Dannevirke
Se billeder her fra både Dannevirke og Napier - klik på "Slideshow" og få kommentarerne med
Men inden vi begav os ud på de store ture, måtte vi lige tage forbi Dannevirke, da vi var lidt nysgerrige over det dansk-klingende navn. Vi blev da også budt velkommen af et stort vikinge-skilt, hvor der stod VELKOMMEN!

Og der var et skilt med farvel, da vi forlod byen!!

Det viste sig at være en by der i sin tid blev bygget af danske immigranter, som var blevet lovet land. Det som NZ regeringen bare have undladt af fortælle, var at det stykke land de skulle have var fuldstændig overbevokset med kæmpe træer, som skulle fjernes. Det har været et barskt liv for dem og det bar gravstenene på den lokale kirkegård også præg af. Men der var ingen tvivl om, at de nuværende beboere var stolte af deres skandinaviske rødder. Det lokale museum var fyldt med oplysninger om de danske immigranter, det danske kongehus og den danske kultur. Og for at spille lidt med på markedsføringen, overnattede vi da også på Viking Lodge :o)

Men ud over promoveringen var der ikke meget dansk kultur tilbage, andet end nogle gadenavne så som Denmark Street og Copenhagen Square - og en mindesten til de mænd de skandinaviske immigranter der i sin tid kom med drømmen om paradis og fik deres sag for.

Napier
Napier siges at være en virkelig fed by med en helt speciel stil, men vi synes ikke det var noget specielt og efter en overnatning, et museumbesøg og at have fået lavet bremserne på Sharkmobile tog vi videre til Tongariro.

Tongariro Crossing - A M A Z I N G!!
Se billeder her fra Tongariro Crossing - klik på "Slideshow" og få kommentarerne med
I Tongariro ville vi ud på en af de såkaldte ”Great Walks” der hedder The Tongariro Crossing. Men vejret var ikke med os, så vi måtte udskyde planerne én dag og gik i stedet tur rundt i naturen omkring Tongariro sammen med en tysk pige, der var på svampejagt – he!he! Der er RIGTIG mange tyske turister her i NZ og de er sgu lidt specielle :o)

Næste dag var vi klar og vejret tillod os at tage på på Tongariro crossing – en 8 timers gåtur over land, vulkaner, bjerge m.m. De havde ikke lovet det bedste vejr, men vi tog chancen, da vi ikke kunne vente en ekstra dag pga at vi skulle nå op til Auckland et par dage efter. Dette skulle vise sig, at blive en af de bedste naturoplevelser som jeg har haft her i NZ. Det startede med at vi gik over land, der var som taget ud af Ringenes Herre, klatrede over lava langs vandløb. Derefter gik turen op, op, op hvor vi endte højt oppe, men kunne ikke se så meget for skyerne som vi stod i. Det var hamrende koldt og vinden var stærk, men pludselig forsvandt skyerne og vi så, at vi stod ved ”The Red Crater” – munden af en vulkan! Det var helt fantastisk.

Vulkanen må være i nærheden!

Red Crater!

Da vi kommer over på den anden side af vulkanen ser vi ”The Blue Lakes” som er søer der er neon blå og lyser op i et råt vulkanlandskab. Det var svært at forlade dette sted, da det var så utrolig smukt, men vi var på en tidsplan og måtte videre efter en hurtig picnic. Derefter gik vi nede i vulkandalen og igen op af en bjergside og ned på den anden side, hvor det var helt anderledes frodigt med varme dampe der kom ud af bjergsiden. Efter at have kommet ned for foden af bjerget gik vi gennem skov – eller nærmere regnskov langs en lille flod. 7,5 time fra start, stod vi på den anden side af vulkanen og blev samlet op af bussen. Vi var begge meget trætte men utrolig glade for at have oplevet den tur og at vejret alligevel var med os, så vi fik set noget. Hjemme på hostel fik vi kinesisk takeaway, Jacob gav mig påskeæg og vi stenede til en gammel Clint Eastwood film.

The Blue Lakes! Jacob fryser :o)

Lake Taupo og Rotorua aka Roto Vegas
Se billeder her
Vi tog op til Lake Taupo efter Tongariro og mellem Taupo og Rototrua så vi en del kollapsede vulkaner med varmekilder og undergrundsdampe. Der stank af svovl og det var virkelig underligt at gå rundt mellem undergrundsgasser og aktivitet. Det både lugter og ligner forurening og det er det jo i virkeligheden også…. Naturens egen form for forurening. Rotorua som er det mest turistet sted i NZ levede op til navnet Roto Vegas og vi skyndte os at køre igennem og videre op til kysten ved Tauranga. Her så vi fuglekolonier der gjorde klar til at tage i samlet flok til varmere himmelstrøg. Overnatningen endte med at blive i Thames, da vi var skuffet over de byer vi ellers havde planlagt at overnatte i. Dagen efter skulle turen gå til Auckland og pludselig gik det op for os, at vi havde regnet forkert og at vi havde en ekstra dag inden Jacob skulle af sted..!

Da vi kom til Auckland gik det hele op i mine forberedelser til at skulle sælge bilen. Havde talt meget med Jacob om at tage til Indien og han havde fået mig endnu mere opsat på at tage af sted i stedet for at blive og arbejde på skibakkerne. Så derfor var jeg pludselig endnu mere opsat på at komme af med bilen. Vi fik hængt sedler op på hostels, jeg fik bilen synet og ordnede nogle småting. Men Jacob fik da også set lidt af Auckland hans sidste dag. Det var sørgeligt at sige farvel til Jacob og

Med bokseren ved min side gik turen til New Zealands højeste punkt – Aoreaki eller i europæiske toner Mount Cook. Landskabet tog igen en drejning for hver et hjørne vi kom omkring og vi var helt rund på gulvet da vi pludselig stod for en helt turkis blå sø, der nærmest så helt radioaktiv ud, med en masse sneklædte bjerge i baggrunden. Selvom man står og kigger på dette smukke syn, så er det ret uvirkeligt og bjergene får ens problemer til pludselig at virke små og ubetydelige. Det var ret uhyggeligt at køre ind mellem bjergkæden til Cook Village, da det så ud som om vi kørte ind i en storm med mørke og faretruende skyer. Men underligt nok var vejret udmærket derinde, vejret var koldt men udsigten formidabel. Der var fuldt hus på landsbyens eneste hostel og derfor var vi nødt til at overnatte i et klubhus for bjergbestigere. Det viste sig at være en kold fornøjelse, da der ikke var varme andet i fællesrummet, hvor der var en brændeovn. Næste dag havde vi planlagt vi skulle ud at gå hele dagen og derefter overnatte på hostel i byen, men da vi vågnede op raste vindene og regnen haglede ned. Så det meste af dagen gik med at se film, skrive postkort og gå på nettet. Sent eftermiddag klarede det op og vi fik set Tasman gletcheren – den største gletcher i New Zealand. Når man vandrer ude ved gletcherne kan man høre når de giver sig. Det lyder som et tordenbrag, men det er simpelthen gletcheren der giver sig og bevæger sig nedad.

Næste dag var det helt klart og solen bragede ned, så vi tog gåturen på nogle timer ud til hooker valley (ja, det hedder den!) som giver en klar udsigt til Mount Cook. Billederne siger det hele – endnu en naturoplevelse, der sætter sit præg på én!!

Kea fuglen er en spøgfuld papegøje, der elsker at drille menneskene ved at ødelægge ting på bilerne, teltene eller andet der ligger fremme. En af deres specialiteter er at fjerne gummi’en rundt om forruderne på bilerne. På billederne er de i gang med at løsrive reservehjulet fra en skraldebil!! New Zealænderne kalder det ”to be kea’d”

Billeder fra Mount Cook]Se alle billederne her [/url]

På vej ud af Queenstown mod Mount Cook kommer vi tilfældigvis forbi den bro, hvor AJ Hackett (den oprindelige bungy jump opfinder) arrangerer deres spring fra. Impulsivt beslutter vi at tage ind for lige at kigge og mens vi er der beslutter Roberto sig for endnu engang at se sin største frygt i øjnene og booker en tid for udspring!! Det var et meget arrangeret set-up og der var mange der sprang på kort tid, men derfor regner man også med at de har styr på det….

Da det endelig bliver Robertos tur spørger de ham om han vil dyppes i floden nedenfor broen ca. 35 meter under broen. Kæk og med masser af selvtillid svarer Robert ”Ja, så meget som muligt”. Som I kan se på billedet springer han med rygrad! Begge arme er spredt ud til begge sider og brystkassen er stukket frem – sådan skal det være!! Reaktionen fra tilskuerne var massiv, da Robert bliver dyppet i floden, da næsten hele kroppen kommer under vand og hans T-shirt næsten blev flået af! Han bliver hevet op i gummibåden og alt virker som det skal, lige indtil jeg ser en kvinde fra kontoret løbe ned mod gummibåden og Robert gå op mod os med et håndklæde presset mod øjet!!

AJ Hackett kvitterede simpelthen med 2 par kæmpe sæbeøjne til Roberto, da han brød vandlinien med ansigtet og blev dyppet lidt for dybt!! Det så voldsomt ud og de prøvede at overbevise os om at det er meget almindeligt, men alle vi talte med da vi tog tilbage til Queenstown havde aldrig set eller hørt om noget lignende. I ægte X-files stil var den video der var blevet taget af springet pludselig også korrupt og der var ingen backup, da heller ikke virkede. Meget mærkeligt og mystisk og stakkels Robert lignede noget der var løgn! Vi tog tilbage til Queenstown og overnattede mens Robert sørgede for at holde is på hans meget medtagede øjne. Så er det pludseligt ret praktisk at have et par kæmpe Giorgio Armani solbriller :o)

Alt hvad jeg skriver her, er det Robert og jeg blev enige om at fortælle, men i virkeligheden havde jeg advaret ham et par gange om ikke at provokere mig :o)

Billeder af sæbeøjnene

Doubtful Sound
Noget af det smukkeste på sydøen siges at være Fiordland, heriblandt Doubtful og Milford Sounds. Derfor besluttede vi at tage en arrangeret sejltur igennem Doubtful Sound med en overnatning på båden. På vej derned regnede det og vejret var trist, men da vi ankom, var skyerne mirakuløst opløst og solen tittede frem. Doubtful Sound er den mindst berømte af de fjorde, som er blevet formet af gletchere fra istiden. Man sejler gennem bugten med kæmpe bjerge i flere lag på hver sin side og fuldstændig uberørt natur. For at komme dertil skal man først sejle i en times tid, derefter køres med bus og så kommer man endelig til cruiseskibet i fjorden. Der er noget mystisk og helligt ved dette sted og selvom man befinder sig på et stort cruiseskib føler man sig i pagt med naturen.

Billeder fra Doubtful Sound

Selvom denne tur var pebret (ligesom alle andre aktiviteter heri NZ) så skulle det vise sig at blive de bedste penge givet ud. Den båd vi var ude på var super lækker, vores værelse var helt i orden, maden var i særklasse og personalet var helt formidabelt. Vores naturguide på båden var en pige på min alder som vidste alt om området og alle de forskellige dyr i området. Hun var virkelig passioneret omkring naturen og at bevare den og hendes entusiasme smittede på alle om bord. Udover den konstante udsigt til imponerende natur og sejladsen gennem bugten, så mødte vi sæler på vores vej og sejlede ud i kano og så naturen på tæt hold. Men det der gjorde mest indtryk var, da vi midt i fjorden mellem bjerge, vandfald og fuglesang holdt helt stille og der blev slukket for motoren i 10 minutter. Alle på båden var helt stille og indsnusede blot naturens lyde og indtryk – det var vidunderligt. På vejen tilbage lige inden vi nåede i havn kom der store bottlenosed delfiner op på siden af båden og sprang og hilste som om de ønskede os held og lykke inden vi forlod fjorden. En intens og livsbekræftende oplevelse, som får en til at sætte endnu mere pris på, at der er nogle lande og nogle samfund som virkelig gør noget for at bevare deres flotte natur.

Te Anau
Mellem Doubtful og Milford Sound ligger en lille by der hedder Te Anau og her valgte vi at blive et par dage, hvor Robert spillede golf og Johnny og jeg tog ud og red på heste i det smukke landskab. Derudover så vi den flotte film der er lavet om THE FIORDLANDS som de kun viser i denne lille bys lokale biograf. Filmen hedder Shadowland og er virkelig flot film der viser området i alle årstider, vandfald, dyreliv og det klassiske spejlblanke vand – uden ord, kun med smukke billeder og fantastiske helikoptervinkler.

Det var langt fra top-heste man red på, men det var en god oplevelse alligevel. Vi fik bl.a. galoperet så Johnny næsten røg af og vi hang ud med ungheste, der befandt sig på den mark, hvor vi holdt pause.

Se billeder fra Te Anau

Marie kysser og kysser hestene – de er jo dejlige!!

Der var ikke så meget at lave, men hænge ud i den lokale souvenir/spøg og skæmt butik er aldrig af vejen :o) Billede af sørøver og rastafætteren.

Da vi kom tilbage til smukke Queenstown, hvor vi skulle mødes med Johnny var planen for Action Adventure lagt og Robert skulle se sin største frygt i øjnene. Robert og Johnny havde besluttet at de ville springe bungy jump!! Det blev dog til et såkaldt Canyon Swing, da vi fik det anbefalet og fordi det siges at være værre end bungy jump. Fra 109 meters højde mellem en kløft over en flod bliver man spændt fast omkring kroppen og kan vælge at springe baglæns, forlæns, sidde i en stol og læne sig bagud eller blive hængt ud i en slags gynge og så lader de en falde…………… I stedet for blot at falde lodret ned som i bungy jump falder man ned, ned, ned hvorefter man svinger ind mellem kløften langs floden. SCARY SHIT!!!
Det var ikke meningen at jeg skulle deltage, da jeg simpelthen ikke mente jeg turde, men de sagde at jeg godt kunne ændre mening. Den første der skulle springe var Robert og da han har højdeskræk var nerverne virkelig oppe at køre inden vi overhovedet var kommet derud og store svedpletter under armen viste, at han ikke var helt tryg ved situationen. Da Roberto så endelig var spændt fast og skulle gå planken ud var nerverne virkelig oppe at køre og det var mine også bare ved at se ham gøre klar til at springe baglæns ud!! Hans ben rystede og fyrene på planken lavede sjov med ham, da de kunne se hvor nervøs han var. Han skulle læne sig baglæns ud mens de holdte ham og så ville de give slip. Roberto skreg som en stukken gris og billederne siger alt om hans tilstand da han tog turen 109 m ned i kløften…baglæns!! Da han kom op igen var han helt oppe at køre og var et stort grin!! Johnny tog den også baglæns og selvom han er vant til at klatre, så rystede hans ben også og han skreg også helt vildt da han forsvandt ned i kløften. Han tog den endda én gang til, hvor han i stedet for blev hængt ud og han vendte benene op og hovedet ned, hvorefter de lod han falde med hovedet først!! Så var det at jeg slog til i sidste øjeblik og besluttede mig for at gøre det….fandeme ja, det skulle prøves. Jeg blev spændt fast og jeg gav strenge instrukser til fyrene om ikke at tage pis og at de skulle være søde. Men helt søde var de ikke, for da jeg blev hængt ud som i en gynge og fik besked om at holde fast i rebet foran mig, hvorefter han siger at jeg skal klappe for at vise jeg er ok. Lige da jeg giver slip i rebet og klapper i hænderne lader de mig falde og jeg SKRIGER som aldrig før!!! Jeg SKRIGER OG SKRIGER indtil jeg ikke ar mere luft og da jeg kommer ned i kløften skriger jeg endnu højere!!! Det var SÅ VILDT og hele min krop sitrede bagefter og adrenalinen susede rundt i hver en celle – jeg følte mig virkelig I LIVE!!!!

Hvis I klikker ind på denne side kan I se og høre mig skrige på video!!!!!!!!!

Resten af billederne fra actioneventyret er her

Marie er lidt bange og ved ikke helt om hun skal springe ud i det

Robert efter springet!! Det er stort!!!

Men han er GLAD!!

Canyon Swing trekløveret

PARAGLIDING!!!!!!!!!!!
Næste action eventyr var paragliding, hvor man springer sammen med en instruktør. Turen går ud over klipperne og så løftes man fra bjerget af faldskærmen. Man svæver ned fra bjerget fra side til side og de bruger de varme vinde langs bjerget til at blive i luften så lang tid som muligt. Det var en smuk udsigt, en dejlig tur og sjovt, da de lavede lidt akrobatik som fik sommerfuglene i maven frem. Men det var selvfølgelig ingenting ift vores tur ned i kløften med Canyon Swing.

Se billeder og video her: Se billederne her

Som vi bevægede os så langt sydpå uden at tage turen ud til Stewart Island, kunne vi mærke temperaturen dale og den antarktiske vind fyge ind over land. Vi havde planer om at slå telt op, men ombestemte os pga den kolde temperatur og fandt i stedet for et værelse med varme. Sydkysten minder mere om et mix af skandinavien og Irland. Kysterne er mere voldsomme med store kløfter, vandet er iskoldt og der er masser af sælkolonier langs strækningerne. Men der er også områder der minder om regnskov og hvor man nærmest overdøves af fuglesang. Igen en fantastisk og usædvanlig kombination og et landskab der ændrer sig drastisk for hver mil.

På Surat Bay godt, gemt væk. var vi ude at gå på stranden og så som rygtet sagde, var der masser af søløver!! Det var en fantastisk oplevelse at komme helt tæt på disse kæmpe dyr. Hannerne vejer op mod 500 kg og dem havde vi virkelig respekt for. Men alligevel kunne vi komme helt tæt på (ca 4 meter fra dem) imens de lå og fedede den. Hvor ”løve” kommer ind i deres navn fra aner jeg ikke for et mere passende navn ville være dovendyr. Hunnerne er helt lyse og camoufleres ret godt af sandet. De store handyr var også svære at se på afstand, da stranden var fyldt med kæmpe tangbunker i samme farve som søløverne, som de i øvrigt brugte til hovedpuder.

Søløverne i Surat Bay

Kan man ryge tang, for så er dette nogle ordentlige bønner!

Flere billeder fra Surat Bay: http://picasaweb.google.com/marie.blond/NewZealandSuratBaySealionsSouthIsland

Vi var helt nede ved Invercargill, men ærlig talt var det ikke noget at skrive hjem om. Der var mange får, det var koldt og byerne dernede minder om lavstatus havnebyer i England. Man skal vist være lidt rå i filten for at bo dernede året rundt. Det har hændt, at der er kommet kæmpe isbjerge der er løsrevet sig fra Antarktika og kommer hele vejen ned for at ligge sig i bugten ved Invercargill.

Dunedin (1-4/3)
Kysten syd på var en kold fornøjelse og derfor gik turen ret hurtigt lidt op nord til den nærmeste storby Dunedin. Det viste sig virkelig at være en storby og den var egentlig ikke ret attraktiv. En by der mindede om en engelsk havneby med lav social status, der havde set sin storhedstid. Der var ikke så meget at se i universitetsbyen end verdens stejleste bakke på Baldwin Street., men vi endte alligevel med at blive nogle dage og brugte lejligheden til at gå ud og se på nattelivet, hvilket ikke var dårligt! Efter et par Mojhitos havde vi fået nye venner der gav drinks og tog os pubcrawling. Senere endte vi på diskotek, hvor jeg fik en live ”haka” (Maori krigsdans) optræden fra nogle lokale maori fyre der var ude at feste. Det var en sjov aften og vi var først hjemme ved halv fem tiden. Det var meningen at vi skulle af sted næste dag ved 10-tiden, men den gamle mand Robert kunne ikke klare ærterne og fik mig overbevist om at det mest fornuftige var at blive en ekstra dag. Jeg fik ham dog overtalt til at tage ud på spidsen af Dunedin, hvor man kan se albatrosser, pingviner og sæler. Så med en cola i hånden og tunge øjenlåg så vi dejligste sæler og de største albatrosser., der var rimelig skræmmende når de styrede lige mod os.

Billeder fra Dunedin: http://picasaweb.google.com/marie.blond/NewZealandDunedinSouthIsland

Vi kunne ikke undgå at ramme Queenstown på vejen ned til sydkysten, selvom vores plan er at lande der d.5/3, hvor vi mødes med Johnny til en ordentlig omgang ADVENTURE ACTION!! Men det viste sig, at være meget godt, da vi fik booket nogle af de ture vi skulle på, samt et sted at bo. Derudover fandt jeg også et hospital, hvor vi kunne få en professionel til at stikke Robert i armen med hans hepatitis B vaccine som han havde med hjemmefra. Nogen skulle tage beslutningen og Robert fik rynker i panden hver gang vi talte om det. Er ikke selv så god til nåle og det er Robert bestemt heller ikke, så jeg bestemte mig for ”tilfældigvis” at ende på P-pladsen til et hospital. Det gik da også super godt og uden efterfølgende smerter, så Roberto var glad og lettet.
Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til Queenstown, da jeg sjældent har set så flot et landskab og stemningen i byen lugter af ren skiferie. Byen ligger i en dal omringet af de smukkeste og meget forskellige bjerge, hvor The Remarkables er meget rå og bombastiske. I midten af dalen ligger en spejlblank sø der står i stærk kontrast til resten af landskabet.

Den morgen vi vågnede op på campingpladsen i Queenstown havde det været ret koldt og Robert var blevet til en puppe!! Han havde drømt om Egmont og da han stod op kunne kan ikke tro sine egne øjne, for der på campingpladsen så han Susanne Boas fra Nordisk Film. Vi fik begge hilst på hende og hun var lige så paf over at møde to (eks)kollegaer fra Nordisk Film ca. 18000 km hjemmefra!

Billeder fra Queenstown: http://picasaweb.google.com/marie.blond/NewZealandQueenstown

Ca. 100 km fra Quenstown ligger en sand perle og vi var så heldige at finde den på vejen og give os selv tiden til at nyde den. Wanaka er hovedsagligt byen der er tilknyttet til det bedste skisted i Southpacific ”Treble Cone”, men de har lige så meget at tilbyde på i sommermånederne. Det er ubeskriveligt smukt og der er en masse smukke gåture i området som leverer en uvirkelig udsigt af bjerge i alle afskygninger og med og uden sne, floder der snor sig ind i landskabet, søen der ligger op til den lille lækre Wanaka by og en farvekombination der gør en glad i låget! Da vi tilbragte 5-6 dage i dette smukke område fik vi lavet lidt af hvert, men fik også plejet os selv og nydt at være det samme sted i flere dage i træk. Vores hostel var et hyggeligt lille sted fyldt med tyskere som faktisk viste sig at være søde – og ha’ humoristisk sans!! Og nedenfor var der gangbro ud i søen, så man kunne hoppe i på de varme dage. Det prøvede vi selvfølgelig og det var fantastisk at ligge i søen og kigge op på de omkringliggende bjerge, bakker og farver! Derudover besluttede vi os for en udfordrende (for os) gåtur op på Mount Rob som var estimeret 3 timer op og 3 timer tilbage med en højde på 1600 m Både min fysik og muskler kom virkelig på en prøve, men jeg kom næsten også helt op – i hvert fald over bjergryggen og udsigten var virkelig det værd. Robert nåede helt op på toppen og fik også presset sig selv til det yderste, specielt da hans chokolade lå i min rygsæk…

Roberto er klar til at trekke!!!!

Hold op det var flot og selvom jeg har prøvede at få det med på billederne ovenfor, så når det ikke virkeligheden til sokkeholderne!

Treble Cone Skisportsted. Da jeg overvejer at søge job på skisportsbakken Treble Cone måtte vi lige op og kigge på faciliteterne og minsandten om man ikke fik lyst til at stå på ski!! Gu ved om knæet er klar til det?!

Vi måtte prøve den new zealandske opfindelse Jet Boat som sejler op til 80 km i timen på ned til en meters vand. Den er drevet af en form for turbine der bruger vandet til at få farten op på nul komma fem og den kan vende på en femøre. Det var sjovt at prøve.

Ellers fik vi tiden til at gå med god mad, hurtig linie på internet cafeen, Robert fik spillet golf et par gange og ellers at køre rundt i landskabet og se de smukke omgivelser. Her er nogle af dem…

New Zealandsk Bullshit

Mæææææææhhhhh – kan du lide min nye frisure??

The Slaughterhouse
Vi kunne have valgt at lade bilen stå og tage den 82 km lange trek ned til vestkysten fra Farewell Spit , men vi valgte at køre hele vejen udenom og endte i en fantastisk træhytte lige på kysten oppe af bjergene. Hytten var et hostel der var ejet af en forhenværende fårefarmer og hed ”The Old Slaughterhouse” Udsigten var usammenlignelig og vi nåede at nyde aftensmaden til en smuk solnedgang, mens vi blev ædt af sandfluerne, som er nogle blodsugene små sataner, der efterlader stik der får dig til at klø dig til blods. Det siges det kun er de kvindelige sandfluer der er blodsugere – og ja far, jeg kan høre din kommentar med et smøret grin ”ligesom hos os mennesker…” he!he!

Udsigten fra the old slaughterhouse

Karamea
Vi fik anbefalet af ejeren at tage længere op vestpå til en by ved navn Karamea. Der var nogle smukke stenbuer (The Arches) som vi skulle se og det var kun en times tid væk. Men det var mere end en times kørsel og specielt fordi det var bjergkørsel og fordi jeg får advarsler (ordrer) af Robert, hvis han mener jeg kører for hurtigt, hvilket sker jævnligt……ehhhh! Karamea er en lillebitte by med i alt 750 indbyggere og man ved man er kommet langt ud for alle hilser på hinanden på vejene og i byen :o) Vores entre til byen startede i en helt specielt butik med en helt speciel ejer. Ejeren hedder Gerard og han sælger bl.a. sine værker, som er hans fotografier af folk fra hans rejser i Indien i alle afskygninger og med tilhørende kommentarer. Han har langt gråt hår og er alene med sine 2 tvillinger på ca. 5 år. Vi fik en god snak om Indien og derefter Danmark, som ledte til spørgsmålet om hvordan Christiania havde det, som ledte til at han gav os en pose med hans hjemmedyrket ”dreamgrass”!! Han fortalte om ”The arches” og hvordan han havde været deroppe i nogle dage på acid og om hvor mange alfer der var deroppe (!) Desuden henviste han os til ”The Rongo” (betyder PEACE på Maori) der er det lokale backpacker sted som er drevet på frivillig basis og har deres egen lokale radiostation, som man i øvrigt som gæst lege DJ på.

Vi besluttede at tilbringe vores første nat i telt på ”The Rongo” og det var noget af en speciel oplevelse! Ejeren af stedet havde tilbragt en del tid i Tokyo som journalist/fotograf og han havde bl.a. også rejst i Danmark. Det forklarede, hvorfor der på gangen af The Rongo hang et billede af rundetårn!! Anyways det fik vi meget sjov ud af, da vi senere røg nok af Gerads dreamgrass :o)

Rongo. Hele huset var malet i stribede hippiefarver og i haven var der bl.a. en kaktus-have, solsikke-have og et hjemmelavet hot-tub – alt sammen lavet af frivillige, kreative mennesker.


Dreamgrass. Robert blev stærkt påvirket, men jeg mærkede ikke så meget (påstod jeg). Vi fandt dog begge toilettet inden ivi krøb i teltet. Det lå ned af gangen og til venstre ved rundetårn……

Håndskårne kommoder fra Karamea

Offroading
Udover at se ”The Arches” i Karamea, som var fantastiske naturfænomener, var vi også på stranden, hvor kække Marie tog The Sharkmobile helt over sandbankerne og ned på stranden. Robert havde haft en løftet pegefinger inden jeg kørte ud over, men det skulle prøves og Robert var tosset!!! Efter gentagne forsigtige forsøg kunne jeg ikke få den over, hvorefter Robert siger ”lad mig prøve!” og fræser den op af skråningen og igen i sikkerhed. Det var næsten for meget for Robertos nerver og han udbrød i glædeshyl/bandeord over mig, mens han tændte cigaretten med rystende hænder.

Alt i alt var Karamea et sted for alskens kreative mennesker og det var virkelig en oplevelse af være en del af det – men ok heller ikke for længe…


Hjulspor i sandet efter mit lille eventyr!!

Sæler, camping og pandekager
På Vestkysten fik vi også oplevet sæler i deres rette element. Det var en stor sælkoloni vi så og ungerne var i færd med at lære at klare sig i det åbne hav. Det er nogle underlige dyr, men de forstår af klare sig med en hale og 2 luffer. Andre attraktioner som vi fik med i programmet var ”The Pancake Rocks”, som ler sten der er lavet af tusindvis af lag, så det ligner en stak pandekager.

Vi havde fået blod på tanden m.h.t. camping, så vi fandt en strand, hvor vi kunne slå teltet op bag sandbankerne i læ fra vinden. Roberto viste sig som en ægte spejder og tændte bål, så vi kunne riste gourmet-brød med ost samt få varmen inden vi gik til køjs. Paranoia’en lagde sig og vi faldt begge i søvn. Og næste morgen skete det utænkelige: Marie stod op før Robert!!! For at det ikke skal være løgn gik jeg efterfølgende ned på stranden for at dyppe mig i det ISKOLDE vand (bemærk, Robert kom aldrig i!!!) på stranden, hvor jeg var helt alene bortset fra en enkelt vogn med travhest der trænede på stranden. Behøver jeg at gentage, at stranden, omgivelserne, det hele bare var super smukt?

Franz Josef
Ambitionerne var store da vi kom til gletcheren i Franz Josef, som er den gletscher i NZ der bevæger sig med største hast – 4 m ned af bjerget om året. Vi talte om helikoptertur eller flytur over området, men da vi så priserne, fik jeg kolde fødder. Der er mange muligheder for Action Adventure i NZ, men man får også lov at betale prisen. Så vi måtte ”nøjes” med en halvdagstur med guide og det viste sig også at være rigeligt for mit højre lår, der fik lov at bære byrden af et venstre lår som stadig mangler optræning efter knæoperationen. Det sætter tingene i perspektiv at befinde sig på så store naturfænomener og man føler sig pludselig meget lille og ydmyg. Isformationerne er fantastisk flotte og man kan næsten se alting ændre sig fra time til time. Med pigge under skoene og varmt tøj på vandrede vi mellem iskløfter og gik op af istrapper der gjorde opturen lidt lettere.

En kold fornøjelse!!!!

Efter at vi havde fået købt telt, fået lavet et par reparationer på The Sharkmobile, var vi klar til at tage ned til Sydøen med færgen fra Wellington til Picton. Mirakuløst fik jeg booket en billet dagen før, selvom alle havde advaret mig om at der helt sikkert ikke var plads i weekenden. Det skulle også vise sig, ikke at være så nemt som først antaget. Det var meningen at vi skulle over med færgen kl. 19 og det var vi meget godt til freds med, da vi så kunne nyde solnedgangen på vores sejltur. Men der var åbenbart ikke en færge kl 19……? De havde lavet bookingen forkert og der stod vi….. Nå men de fik os så på fragtfærgen som skulle afgå kl 21. Det var vi ikke helt tilfredse med, men vi ville af sted, så vi accepterede. Det endte med at vi først kom af sted kl. 10:30 pga forsinkelser og var dermed først i Picton kl. 2 om morgenen! Nu var det så langt ude, at vi lige så godt kunne køre linen ud og køre direkte til Nelson til det hostel vi skulle bo på, hvor min kiwi ven Glen er manager. Godt at jeg er en natteravn! Men Robert var lysvågen hele vejen, da han ikke føler sig så tryg ved den hastighed jeg føler mig tryg ved :o) Så endelig kl 4 om morgenen ankom vi til Nelson og Glen stod op for at vise os vores værelse, hvor der var helt nyt sengetøj, frisk frugt, vand og chokolade!! Ikke dårligt!!

Nelson og gensyn med Hobitten Glen
Nelson siges at være det mest solrige sted i New Zealand, men det var det første sted hvor vi skulle opleve overskyet vejr og støvregn. Dagene gik med at vi fik set Nelson, svømmede i en nærliggende flod med Glen, tog ud til Kaiteriteri Beach, drak noget god rødvin og hang ud med Glen i de timer han ikke arbejdede. Vi fik værelset gratis og Glen kørte med i en anden bil med en veninde og os op til Abel Tasman og viste os nogle SMUKKE steder. Smukke vandfald, krystalklare søer og floder og så fik han forvildet os ind i en jungel (The Grove), hvor der var de smukkeste stenformationer. Eneste problem var, at vi for vild og måtte finde tilbage af samme sti som vi var kommet efter et par timers gåtur, hvor ikke engang Glen viste hvor vi var - der gik ren Blairwitch i den!

Glen er guiden!!

Og jokeren!!

Glen, svenske Emma og jeg der checker udsigten over Abel Tasman

Crystal lakes, som også blev brugt til filmatiseringen af Ringenes Herre

Der var massere af forstenede trolde i THE GROVE

Der gik ren Blair Witch Project i den, da vi for vild i THE GROVE!!

rødkrummer....![/i]
Robert putter brødkrummer mellem Glen's tæer og ænderne ANGRIBER!! Man skulle vist have været der for at se det sjove i det. De fik også ænderne til at hoppe efter brød...........!

[i]Om aften hyggede vi os med god mad og så på stjerner som var i overtal fordi vi var så langt fra byer og lysforurening.

Farewell Spit
The end of the world kalder der det, men det er vel I virkeligheden en meget forstørret og blæret udgave af Skagensspidsen. En lang spids der rager ud i vandet og som man kan få specialkørsel til enden eller gå så langt man orker. Vi valgte at gå og det var en god tur med meget vind. Da vi nåede midt på kunne man bag buskene finde vandre i sandbanker så langt øjet rakte, så man troede man var i Sahara!

Sahara på Farewell Spit

Just do it!!

Vi boede på et virkelig hyggeligt hostel der hed The Innlet og blev drevet på den mest økologiske måde og med de dejligste kreative mennesker som gæster. En af morgenerne blev vi vækket af, at spillede drømmende godt på klaveret. Hvis jeg bare kunne blive vækket sådan hver morgen, så ville jeg nok ikke være B-menneske. En oase uden lige, hvor vi besluttede at blive et par dage. I ”baghaven” var der bl.a. en gåtur op af bakke, gennem jungel og over vandløb som vi tog. Den endte på toppen af bakken, hvor man kunne se over hele kysten og helt til byen Collingwood. Smukt var det og nedad valgte vi markvejen, som jeg tumlede ned igennem fordi der både var stejlt og ujævnt.

Udsigten fra toppen

Gennem jungel og over vandfald - Mr. Indiana Jones

Vi besluttede at hænge ud i Wellington nogle dage, da vi skulle have lavet et par ting på bilen inden vi skulle cruise på sydøen og boede på det dejligste lille familiedrevet hostel ”Still Water Lodge” i Plimmerton lige udenfor Wellington. Her boede vi sammen med familien og delte deres stue, køkken og spisestue og blev nærmest en del af familien. Mor Angela arrangerede, at Robert kunne komme ud og spille golf i den lokale golfklub, som ellers er lukket for udefrakommende. Han blev hentet af en 75-årig golf legende og fik hele turen rundt om golfbanen og boligblokken samt blev inviteret indenfor til te med konen :o)

Om aftenen grillede vi på stranden med Johnny og fik muslinger, laks, pølser og lækker salat. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg simpelthen har fået min helt egen personlige kok med på turen i form af Roberto. Han er en haj i et køkken – og så kan han endda li’ at lave mad!!! Miracles do happen…. Udsigten var helt fantastisk med spejlblankt vand, lyserød himmel og bakkerne (Ja danskere ville nok kalde dem bjerge) i baggrunden. Vi var næsten de eneste der var der og vi hyggede os gevaldigt mens lykkebarometeret blev fyldt godt op.

Hygge på stranden

Udsigt over vandet

Roberto bliver hypnotiseret af bålet