New Zealand

Solen står højt på himlen, klokken er 9 om morgenen og flyet lander ind over smukke Wellington med Roberto om bord. Efter halvandet døgn i fly ankommer Roberto til paradis overraskende frisk og meget glad. Har glædet mig til at hente Roberto og fortælle ham om alle mine rejseoplevelser i NZ indtil videre og glæder mig til at have en hjemmefra, som man kan dele alle disse fantastiske oplevelser med.
Havde allerede advaret ham på forhånd mod solen hernede, som er sindssyg stærk – specielt pga at ozonlaget er så tyndt på disse kanter. Alligevel bruger vi de første par timer på en udsigtspost udenfor Wellington i den bagende sol. Jeg har faktor 30 med som jeg smør mig ind i, men Robert fik ikke taget noget på og fik regningen i form af meget rød hud dagen efter…… av!av! Men han er kommet godt efter og smør sig flittigt med 50+

Roberto er endelig fri som en fugl!!

Roberto er tilfreds med vejrudsigten til New Zealand! Thumbs up!

Roberto fik smagt på den udsøgte new zealandske gæstfrihed med det samme, da Johnnys bror inviterede os ned på stranden til BBQ med hans familie. Vi glædede os til at hænge ud med de lokale ved stranden og Roberto begyndte at føle sig tilpas i The Sharkmobile på trods af, at der sad en blondine bag rattet, som lige havde lært at køre i venstre side af vejen. Det skulle dog ikke vare ved….!

På vej ned af en MEGET smal vej ned af bakken til stranden sker det dog…..! Jeg holder i vejen for nogle modkørende og i stedet for at køre tættere på skrænten beslutter jeg mig for at bakke. Fandt dog hurtigt ud af, at når man sidder i en stor motherfucker firhjulstrækker så kan man ikke se små almindelige biler der holder helt oppe i enden på én. Så jeg fandt først ud af, at der holdt en bag mig, da jeg rammer ham. Jeg blev MEGET lille, da der efter braget fulgte et meget højt råb ”YOU DUMB FUCK!!! Og jeg så en KÆMPE Maori mand stige ud af bilen. Lad mig sige det sådan….. han var ikke glad! Så jeg kravlede ud af bilen og prøvede at sige undskyld, mens Roberto overvejede at gemme sig under sædet…! Det var først, da Johnny kom til min undsætning, at manden begyndte at falde ned og vi fik vekslet forsikringsnumre. Heldigvis er min bil forsikret, men der skete heller ikke det store med den kæmpe Maori mands bil, så det bliver min selvrisiko der skal dække det. The Sharkmobile blev også mærket for livet, men dog kun med en lille bule i kofangeren og som Roberto siger ”Sådan en bil her, skal sgu have lidt buler i” :o)

At køre ned af vestkysten er i sig selv en smuk oplevelse, men det blev til et par stop på vejen. Første nat blev brugt ved Waitomo grotterne, så jeg kunne bruge næste formiddag på at se grotterne med de berømte ”glow worms”. Grotterne var flotte men lignede meget de limestone grotter jeg allerede havde set i Asien. Dog var loftet af grotterne dækket af små, lysene stjerner, som skulle vise sig at være små mider, der har lysene anus når de fordøjer!!! Mere populært kaldes de ’glow worms’. De lever ikke mere end et par dage og hunnerne ligger omkring 120 æg inden hun dør. De lever af insekter og hænger lange usynlige tråde ned fra loftet for at fange et måltid… yummi!

Næste stop var New Plymouth som ligger i Taranaki regionen ved den store vulkan som endnu ikke er uddød der officielt hedder Taranaki, men blev kaldt Mount Egmont af Captain Cook. Maorierne siger at Taranaki vulkanen i sin tid havde en kærlighedsaffære med vulkanen Pihanga, der ligger ved Lake Taupo og da hendes mand Tongariro vulkanen fandt ud af det blev han ekstremt vred og voldelig. Taranaki vulkanen måtte derfor flygte i skam og løb så langt ud til vandet som han kunne komme og ligger nu i New Plymouth helt ude ved kysten. Dette er også grunden til, at der ikke er nogle maorier, der har lavet bebyggelse mellem Taranaki og Lake Taupo, da de mente at de to elskende vulkaner måske en dag ville finde sammen igen.

I New Plymouth mødtes jeg også med en kiwi ven ’Johnny’ som jeg havde mødt sammen med Michael oppe nord på. Johnny sendes ud i hele landet for at reparere og bygge telemaster sammen med et team som han sætter sammen. Ham og hans crew var i New Plymouth så vi mødtes og hang ud i et par dage, hvor jeg også fik chancen for at trekke på oppe på Mount Egmont, da de kunne køre mig helt op da de havde speciel adgang for at komme til telemasten. Egmont var dog indhyllet i skyer det meste af tiden, men det lykkedes mig dog at se udsigten et par minutter da skyerne lettede lidt og det var en udsigt der sparkede r…! Check it out!

Udsigten på Taranaki!! Jeg havde glemt kameraet, men der var et par søde new zealændere, som tog et billede af mig med deres kamera og sendte det på mail. Magen til venlighed??

Johnny & crew

Johnny der både kunne spille med venstre og højre arm i pool

Da Johnny også skulle til Wellington og havde et par fridage besluttede han sig for at køre med mig og prøve livet som backpacker et par dage, mens hans crew kørte udstyret tilbage. Det var nogle rigtig sjove dage vi havde sammen og det var også her at bilen blev navngivet ’The Sharkmobile’. At tage på stranden i NZ er meget anderledes end på Amager Strand skulle jeg hilse og sige. Her kører man bare sin firhjulstrækker ned på stranden og parkerer den der, hvor man slår sig ned. Der er masser af plads til udfoldelser, da folk ikke ligger mindre end 500 meter fra hinanden og man kan fange sin egen fisk og lave bål…..! Så er der noget ved at have været spejder! Marie var dog stadig en novice, da hun insisterede på at spille musik fra bilen og havde ikke set at blæseren stod på fuld knald, så da vi skulle starte den var der ikke mere batteri!! Johnny løb efter hjælp og fandt nogle kiwier der kunne assistere med batterikabler og de kiggede på mig med et skævt men forstående smil – godt så blondie!!

Da vi var på stranden gav ’naboen’ os en baby-haj som han havde fanget og den kom straks på køleren. Dermed var THE SHARKMOBILE navngivet

Jeg var strandet i Auckland uden penge på lommen til at købe en bil, da pengene endnu ikke var overført til min new zealandske konto, så jeg besluttede mig for at lave lidt research og kigge på bil-auktionerne og på nettet. Det kunne jo være at jeg i løbet af en weekend kunne blive lidt klogere på autobranchen – det kunne i hvert fald ikke blive værre! På et af bilmarkederne faldt jeg pladask for en sort Nissan Terrano og jeg fik sælgerens telefonnummer, da det jo kunne være jeg var heldig, at den stadig var til salg når jeg engang fik pengene overført. Så efter at være adopteret af maori-folket et par dage og have fundet ud af at mandagen var en helligdag (!) kunne min bankkonto endelig give grønt lys til at komme i gang med bilkøbet. Terrano’en var heldigvis ikke solgt og efter at have prøvet en tur i den og få den checket af en mekaniker fik jeg lov at købe den for 3000 NZ $ - cirka 11-12.000 kroner. Mekanikeren forsikrede mig om at det var en godt køb og havde hjulpet mig med at få prisen yderligere ned. Fyren jeg købte den af havde brugt slæden, hovedsagligt til at skibumse i og han var så flink at give mig snekæder og en bunke hjemmebrændte CD’er med.

Jeg var klar til at gøre NZ’s gader og stræder usikre og drønede med det samme af sted i min lækre øse i VENSTRE side af vejen :o) Jeg drønede ned mod vestkysten med øje for at lande i Wellington d. 6 Feb (Waitangi Day) for at byde Robert velkommen i lufthavnen.

Hvor sejt er det at køre rundt i det lækreste land, med den lækreste øse og høre det lækreste musik???

Den oprindelige befolkning i New Zealand kaldes Maori og er højt prioriteret – i hvert fald i sammenligning med Australiens aboriginies. Maori’er har deres egen jord, som er givet tilbage til dem, deres sprog bliver stadig brugt og de fleste byer og gader har Maori navne. Pa Maori sprog kaldes New Zealand for ’Aoteaora’ og betyder ”landet med de lange, hvide skyer” og ’Kiora’ bruges som ”goddag og tak”

I Waitangi nord for Auckland fik jeg besøgt et maori-museum, som ligger på et historisk sted – der hvor Waitangi aftalen mellem maori-folket og englænderne d. 6 februar 1682 blev skrevet under. Her fik jeg et indblik i maori kulturen, men min kulturoplevelse til Auckland museum blev til en udvidet maori-oplevelse, som de færreste turister får lov at opleve. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om at jeg kunne blive adopteret af maorier – men det var præcis det der skete!! Efter at have set en maori performance, med bl.a. den berømte ’haka’ dans kom jeg i tale med en maori-kvinde, der tilbød specielle guides af maori kulturen i Auckland området. Da der ikke var nogle tilmeldte viste hun mig rundt på museet og inviterede mig efterfølgende til hendes hjemegn Orakei, som er det første stykke land, der blev givet tilbage til maorierne. Her er ingen velkommen, da det er maori land og dermed kun dem der må færdes der, men jeg var så heldig at få en guide tur. Det er det smukkeste stykke land i Auckland, som er holdt i dens naturlige tilstand lige bortset fra de bevarede gamle engelske krigsbunkere. Der er den mest udsøgte udsigt over hele Auckland og de har en kæmpe waka (båd) samt en mahai (maori hus der bliver brugt til alle traditioner). Første dag i Auckland viste Glen mig ’One tree Hill’, som ikke længere havde et træ stående, da en maori mand havde fældet det i protest mod regeringen. Lige netop dette træ så jeg ligge på maori grunden og ingen andre end maorierne ved at det ligger der….

Min maori adoptiv-mor hedder ’Dot’ og hun introducerede mig hurtigt til hendes bedste veninder, som jeg hjalp med at samle frø fra oprindelige nz-fauna til dyrkning på deres anden grund i Karaka. Det endte med at jeg også blev inviteret til barbercue hos Dot sammen med veninderne og hendes døtre, hvorefter vi drak nogle øl og jeg blev og overnattede. Specielt veninden Winnie der er gravid i 7. måned gik til den med både smøger og øl!! Det er hendes 7. barn hun er gravid med og hun gjorde sig en masse overvejelser om, hvem hun skulle give barnet til. Det er åbenbart ret normalt at maorierne giver deres børn væk til venner og familie, som ikke selv kan eller har fået børn. Alle gør det og de betragter hinanden som værende én stor familie.

Jeg prøver en ’maori’ pibe, der vist hovedsagligt skal ryges af kvinderne grundet formen af ’piben’

Næste da lavede Dot morgenmad til mig og så tog ’B’ og ’Tut’ mig med ud til Karaka for at vise mig deres anden maori grund, hvor de er i gang med at såe de oprindelige nz-fauna – bl.a. for at stoppe kommunen i at bygge en kørselsbro hen over deres smukke, naturlige land. Man må ikke i NZ fælde træer på maori grund og det er derfor deres eneste måde at stoppe byggeprocessen på. Hvis ikke det lykkes så kommer der til at gå en trafikeret vej igennem deres land og en bro over den smukkeste strand!!!!!

Tut havde flettet en taske til mig af deres Flex-plante

På Karaka grunden mødte jeg mere maori-familie og de gav os friskfanget fisk og jeg lærte ungerne at spille Uno og efterlod dem kortene, så de kunne øve sig. De ældste passede på den yngste pige og skiftede også ble på hende. De kaldte hende ’bubba’ som betyder ’baby’

Ungerne fra Karaka. Bemærk at den ene pige har grønne øjne, da hendes mor er europæer.

Den smukke maori grund i Karaka

Saa kom rejsen endelig til den anden side af jorden, som er et paradis! Et land der baerer praeg af at vaere et af de sidste lande der blev befolket, med et folkefaerd der ved, hvor vigtigt det er at beskytte deres naturressourcer. Paradis!!

Jeg floej fra Singapore til Sydney og var saa heldig at flyve ind over Sydney havn klokken 6 om morgenen med blaa himmel og solen der skinnede paa operahuset. Et malerisk syn! Havde naesten lyst til at blive i Sydney i stedet for at tage videre. Men i Auckland ventede der mig ogsaa blaa himmel, hoej solskin og min kiwi-ven Glen der var kommet for at hente mig i lufthavnen saa han kunne vise mig rundt, ligesom jeg havde vist ham rundt i Koebenhavn i sommers.

Glen der viser frem

Selvom mine efterfoelgende kommentarer vil vaere ekstatiske positive, saa er jeg lige noedt til at naevne kulturchokket fra at komme fra Asien til NZ. Priserne her er skyhoeje og jeg kan ikke laengere leve som luksus-backpacker, hvilket har resulteret i at jeg selv kober mad og laver mad!! Gratis mad er igen blevet min livret og jeg haaber at det i det mindste vil resultere i at jeg taber de kilo som jeg har samlet op i Asien!!

AUCKLAND, BAY OF ISLANDS & CAPE REINGA
Vi hentede en anden dansk pige (Sarah), som var den soedeste 20-aarig jyde der rejste rundt alene i verden i et helt aar - det kalder jeg Girl Power!

Sarah og jeg der fryser mens vi ser solnedgang over Auckland

Solnedgang over Auckland

Vi sov alle tre hos Glens foraeldre og koerte op nord paa for at faa nogle flotte naturoplevelser. Glen havde kun 48 timer i Auckland foer han skulle flyve tilbage til Nelson, hvor han arbejder paa et hostel. Men paa trods af et presset program fik vi set meget af baade oest og vestkysten nord for Auckland og hoejdepunktet var en koloni af fugle der af kiwierne bliver kaldt "Gannets". Der var tusindvis af dem ved kloefterne ved stranden og jeg var imponeret over deres livsstil :o) Naar de lige laerer at flyve tager de turen over det tasmanske vand til Australien for at slaa sig loes. Naar de er klar til at stifte familie kommer de tilbage til NZ og finder sig en mage, som de bliver sammen med resten af deres dage. De laver en kaerlighedsdans inden de parrer sig som er virkelig smuk - det kalder jeg forspil!!

Et Gannet par

Sarah og jeg checkede ind paa et hostel i Auckland efter at Glen var taget afsted, men det blev kun for en aften da Sarah skulle flyve videre ud i verden og jeg var noedt til at flygte fra Auckland, da der ikke var nogle ledige vaerelser i byen. Jeg var landet midt i "The Big Day Out" som er en musikfestival som aabenbart tiltraekker hele NZ's ungdom.
Jeg flygtede med bus op nord paa for at se resten af den nordlige spids over Auckland, som ogsaa er kendt for at vaere Mauri-territorie. Bussen gik til Paihia og selvom jeg havde virkelig havde brug for at vaere lidt alene blev jeg alligevel involveret i et canadisk selskab paa den cafe hvor jeg spiste. Det ene foerte til det andet og pludselig var jeg den naeste dag paa vej i en camper med Michael, 45 aar, selvstaendig, dykker og canadier for at komme op til et fedt dykkersted. Han ligner lidt min onkel Lars og var hyggelig at haenge ud med og vi fandt ud af at vi havde mange faelles interesser - bl.a. at spille UNO :o)

Michael og hans camper

Vores dykkerbaad bliver halet i land ved stranden, hvor vi camperede og sad rundt om baalet om aften med de andre campister mens de fyrede fyrvaerkeri af.

Foerste dyk foretog vi i Matauri Bay, hvor Greenpeace skibet RAINBOW WARRIOR engang blev sunket af det franske CIA. Motivet var at holde Greenpeace vaek fra deres bombespraengingerne og hele sagen er virkelig betaendt. Jeg maatte med min meget begraenset erfaring ikke foretage det foerste dyk ved vraget, men dykkede efterfoelgende ved et smukt rev fyldt med farverige fisk og fauna samt en kaempe rokke (Sting Ray) der tog sig en lur.

Derefter gik turen ellers rundt i toppen af Bay of Islands, hvor vi saa:

Spirits Bay - som er et omraade udenfor ret og lov ved den smukkeste strand, der udover at vaere daekket af sand, er daekket af milliarder af smaa slebbet muslingeskaller i alle farver. Det var fantastisk at vaere der helt alene hele formiddagen og om aftenen var det skyfrit og nymaane og jeg har ALDRIG i hele mit liv set saa mange stjerner. Lige oven over os var Maelkevejen og jeg kunne se stjerne, planeter og stjerneskud helt ned til horisonten. Det vil jeg aldrig glemme!

Det maa vaere en stjerne der er faldet ned i Spirits Bay

Den smukke strand i Spirits Bay, hvor Maurierne tror at deres sjaele tager afsked fra naar de doer.

Cape Reinga - det nordligste punkt paa NZ og der hvor de 2 have South Pacific og Tasman Sea moedes. Et smukt sted der virkelig forstaar at konkurrere med Skagen.

Der hvor vandene moedes paa det nordligste punkt i NZ

90 Mile Beach - som altsaa "kun" er 64 miles, men laengere end hvad oejet raekker. Man maa godt koere paa stranden, men vi turde ikke tage chancen med den store camper og med alle advarslerne om flod/ebbe.

Morgenmad paa 90 mile beach

Opononi - En bugt med kaempe sandbanker eller skal jeg sige sandbjerge. Her hvor en delfin i 1955 besluttede sig for at slaa sig ned og bruge sine dage paa at lege med boernene, som den lod ride paa ryggen af den.

Opononi, den smukkeste bugt med de flotteste sandbanker

Waipoua Forest - hvor nogle af de stoerste traer i verden findes. Kauri traeer der er mere end 2000 aar gamle og faar een til at foele sig meget lille.....

Det stoerste Kauri trae der er over 2000 aar gammelt. Laeg maerke til Michael der altsaa er naeste 2 m hoej og staar paa et hegn!

Tilbage i Paihia, skulle vi moedes med Kylie fra Australien (nej, ikke Kylie Minogue) som skulle koere med os i camperen de sidste par dage inden Michael skulle flyve hjem til Canada. Jeg havde 3 dage foer vaeret paa en "svoem med delfinerne"-tur som var en god tur, men manglede ligesom delfinerne. Saa tilgodehavebeviset blev brugt da vi kom tilbage til Paihia og denne gang saa vi ikke bare delfiner - men svoemmede med dem 2 gange!! Kan ikke faa armene ned over det og i min iver fik jeg da ogsaa dedikeret mine nye solbriller til hav-guderne. Fik grineren da jeg paa et tidspunkt saa op fra mit dyk med delfinerne og saa 20 hvide mennesker baske rundt i havoverfladen mens de sagde lyde i snorklen og proevede at goere sig interessante for deres nye venner - noget som vi havde faaet besked paa at goere, men maaske mere til baadpersonalets fornoejelse. Vi fik ogsaa besked paa at floejte naar vi var paa baaden og det blev gengaeldt at delfin-lyde fra havets overflade - hvor fantastisk er det?!?!?

Delfiner i Paihia. Naeste gang de ser dem har de sikkert mine solbriller paa!

Naeste dyk var i Tutukaka, hvor vi camperede, spiste god mad og spillede Uno. Naeste morgen tog vi med dykkerbaaden ud til oeerne Poor Knights, som er et natur reservat. Og soerme om vi ikke lige moedte et par delfiner paa vejen derud, som vi fik lov at svoemme med! Hold op, jeg tror at mit held maa vaere i overtraek i oejeblikket!

De naeste dyk skulle vise sig at give mig lidt mere erfaring. Det foerste var ned langs siderne paa en klippebue i vandet. Der var bl.a. en grotte vi kunne svoemme ind i og da jeg ikke vidste at man skulle toemme alt luft fra sin vest INDEN man svoemmede derind, endte jeg med at dingle fra loftet i grotten uden at kunne komme ned og proevede desperat at faa opmaerksomhed fra min guide. Var ogsaa den foerste til at faa brugt al min luft saa jeg maatte til overfladen foer de andre. Naa men jeg overlevede jo og heldigvis da, for andet dyk skulle vise sig at blive hoejdepunktet for min hidtidige dykkerkarriere!
Paa vej ud til andet dyk saa vi en haj!! En HAMMER HEAD og da det ikke var saa langt fra vores dykkerdestination var der da ogsaa nogle stykker der ikke var meget for at hoppe i vandet.. Men det var det hele vaerd, da vi var omringet af kaemperokker paa 3-4 m (stedet er kendt for at vaere in-stedet for rockere - eller rokker), vi saa kaempe hummere og fisk i ALLE farver, anemoner og m.m. Proevede at spare paa luften men det var svaert med alle de undervandsoplevelser.
Mens vi var derude sejlede vi ogsaa ind i verdens stoerste havgrotte som er kaempe stor og kuglerund. Der er aabenbart holdt en del koncerter derinde og det kan jeg forestille mig er helt utrolig med den akustik.

Verdens stoerste havgrotte

Efter vi havde dykket bed Kylie, Michael og jeg fast i denne avisoverskrift!!! Yaaak!

Vores sidste aften sammen, fik vi foraeret en kaempe lyseroed fisk af en fisker og hans stolte soen, som havde faaet mere med sig end den tilladte kvote. Han ordnede fisken for os og fortalte os hvordan den skulle tilberedes. Det gjorde mig og Kylie saa den naeste aften efter at have sendt Michael afsted og det viste sig at skulle blive det bedste maaltid til dato i New Zealand - MUMS FILIBABBA!!

Gratis fisk - min livret!!!

BLONDINE PAA BILJAGT
Tilbage i Auckland er biljagten sat ind og jeg proever paa bedste maner at indsamle forstand nok til at goere et udemaerket koeb. Det er ikke let skal jeg hilse at sige, naar man er blondine og har vaeret vant til at vaelge bil ud fra farve og ikke funktion. Tror det kommer til at blive mere held end forstand der afgoer, hvad jeg skal cruise rundt i - i den forkerte side af vejen!! Mor har sagt at jeg skal binde en roed snor om min venstre finger for at minde mig om det og ellers er jeg sikker paa at mine modkoerende bilister nok skal minde mig om det :o)
Hvis og naar bilkoebet (gaar og venter paa pengeoverfoerslen fra DK til NZ) gaar i orden kommer jeg til at begive mig ned af vestsiden af oeen for at ende i Wellington, hvor jeg skal hente Robert (min Nordisk Film Ex-kollega) i lufthavnen. Vi tager chancen og krydser fingre for at vi er kompatible rejsepartnere - og hvis ikke, saa lader jeg ham bare ligge i groeften ;o)

I New Zealand kan man foraere sine brugte sandaler til dette sandal-hegn. Vi overvejede at stjaele et par til Michael, da han havde mistede sine dagen foer.

Fik ogsaa set Mauri kultur og de maa have rekorden i sjofle udtryk!